L 197 Forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner.

(Kompensation for øget afgiftsbelastning og udvidelse af landevejsprincippet for biler, passagerer m.v. til og fra visse øer).

Af: Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA)
Udvalg: Udvalget for Landdistrikter og Øer
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-04-2017

Fremsættelse: 26-04-2017

Skriftlig fremsættelse (26. april 2017)

20161_l197_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. april 2017)

Økonomi- og indenrigsministeren (Simon Emil Ammitzbøll):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner (Kompensation for øget afgiftsbelastning og udvidelse af landevejsprincippet for biler, passagerer m.v. til og fra visse øer)

(Lovforslag nr. L 197)

Med aftalen om finansloven for 2017 er der afsat midler til et initiativ om billigere ø-færger gennem en gradvis udvidelse af landevejsprincippet til hele året, bortset fra højsæsonen.

Lovforslaget har til formål at udmønte initiativet om en gradvis udvidelse af landevejsprincippet for de ikke-statslige færgeruter. Tilskud til de statslige færgeruter vil blive reguleret gennem kontrakter mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og den operatør, der besejler de pågældende ruter.

Med lovforslaget får økonomi- og indenrigsministeren adgang til gradvis at forhøje tilskuddet til de omfattede kommuner til nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer m.v. til og fra visse øer. Perioden for anvendelse af tilskuddet ændres, således at kommunerne får mulighed for at anvende tilskuddet hele året, med undtagelse af højsæsonen.

Endvidere er det lovforslagets formål at etablere en formel ramme for håndtering af en løsning på momsproblematikken i forhold til tilskud til nedsættelse af færgetakster på gods- og passagerområdet for ikke-statslige færgeruter.

Med lovforslaget får økonomi- og indenrigsministeren hjemmel til at yde kompensation til de omfattede kommuner for afgiftsmæssige konsekvenser som følge af, at et tilskud til nedsættelse af færgetakster på gods- og passagerområdet er omfattet af momslovens anvendelsesområde. Endvidere får økonomi- og indenrigsministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om kompensationsordningen.

Det foreslås, at loven træder i kraft 1. august 2017.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.