Skriftlig fremsættelse (26. april
2017)
Skatteministeren
(Karsten Lauritzen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
spil, lov om afgifter af spil og lov om Danske Spil A/S
(Liberalisering af onlinebingo, heste- og hundevæddemål
og væddemål på kapflyvning med brevduer samt
indførelse af et særligt bidrag til
hestevæddeløbssporten)
(Lovforslag nr. L 196)
Forslaget har til formål at
gennemføre delelementer fra aftalen mellem regeringen
(Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti),
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti, der blev indgået i januar 2017 om en
liberalisering af en række mindre monopolspil samt
indførelse af et særligt bidrag til
hestevæddeløbssporten. Aftaleparterne er enige om, at
der på baggrund af analyserne om udviklingen på
spilmarkedet samt erfaringer og ønsker fra heste- og
hundevæddeløbssporten og brevduesporten er behov for
at foretage en række initiativer på
spilområdet.
Der er i dag et ureguleret marked for
onlinebingo, som skønnes at være næsten dobbelt
så stort som det regulerede marked via monopolet. Det
nuværende monopol på udbud af onlinebingo vurderes ikke
længere at være den bedst egnede model for udbud af
onlinebingo til varetagelse af hensynene bag spillovgivningen. Den
foreslåede liberalisering af onlinebingo har til formål
at få kanaliseret spillerne fra det uregulerede marked ind i
et reguleret marked med beskyttelse af spillerne og
ludomaniforebyggende foranstaltninger.
Derudover har interessen og
omsætningen på hestevæddemål været
faldende siden 2007, og en evaluering har vist, at den
nuværende model, hvor Danske Spil A/S har monopol, ikke har
kunnet opretholde interessen for væddemålene. Det har
haft en negativ indflydelse på
hestevæddeløbssporten. Det foreslås derfor at
liberalisere hestevæddemål på linje med andre
væddemål. Dette omfatter både udbud af pulje- og
fastoddsvæddemål. Det foreslås samtidig at
liberalisere hunde- og brevduevæddemål. Spil på
heste og hestevæddeløbssporten er tæt forbundet.
For at skabe et bedre samspil mellem
hestevæddeløbssporten og væddemål udbudt
herpå foreslås det at indføre et særligt
bidrag på 8 pct. af omsætningen af væddemål
på danske hestevæddeløb.
Lovforslaget foreslås at træde
i kraft den 1. januar 2018 og er omfattet af de fælles
ikrafttrædelsesdatoer.
For hurtigst muligt at give virksomhederne
mulighed for at indrette sig, således at de har mulighed for
at udbyde de foreslåede liberaliserede spil pr. 1. januar
2018, ønskes forslaget vedtaget i indeværende
Folketingsår.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.