L 193 Forslag til lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe.

Af: Justitsminister Søren Pape Poulsen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 23-05-2017

Afgivet: 23-05-2017

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 23. maj 2017

20161_l193_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 23. maj 2017

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 26. april 2017 og var til 1. behandling den 9. maj 2017. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Lovforslaget bygger på Udvalget om indsatsen over for rockerborges betænkning, jf. betænkning nr. 1562/2016. Betænkningen har inden fremsættelsen været sendt i høring, og justitsministeren sendte den 12. januar 2017 denne til udvalget, jf. REU alm. del - bilag 116. Den 3. maj 2017 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL og IA) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Enhedslistens medlemmer af udvalget bemærker, at Enhedslisten ønsker at bekæmpe organiseret kriminalitet og har intet til overs for hverken rockere eller bander, der begår grov og organiseret kriminalitet. Enhedslisten ønsker at bekæmpe rockerborge. Enhedslisten har den grundlæggende holdning, at folk, der begår kriminalitet, skal straffes for de handlinger, de begår - og at folk ikke skal straffes, fordi de befinder sig på et bestemt sted. Derfor er lovforslaget efter Enhedslistens opfattelse grundlæggende problematisk bygget op. Lovforslaget indeholder desuden en lang række uklarheder i forhold til rækkevidden og forståelsen af lovforslaget. Enhedslisten finder det problematisk, at et lovforslag, der indskrænker en grundlæggende rettighed som forsamlingsfriheden, er så uklart og vagt formuleret. En klar og præcis lovgivning er efter Enhedslistens opfattelse en nødvendighed i et retssamfund, også når det drejer sig om at bekæmpe kriminalitet begået af organiserede kriminelle, som vi ikke bryder os om.

For Enhedslisten er det vigtigt, at rockere og andre organiserede kriminelle bekæmpes ved efterforskning og retsforfølges for deres kriminelle handlinger. Samtidig skal vi selvfølgelig blive bedre til at forhindre deres rekruttering, og vi skal hjælpe dem ud, der vil forlade miljøerne. I det hele taget er det jo sådan, at det er den forebyggende indsats og den resocialiserende indsats, som på det lange stræk vil gøre en forskel.

I Enhedslisten har vi gennem årene taget mange lokale initiativer mod rockere, og der er mange måder, man kan bidrage til at bekæmpe rockere og bander på. I Kolding har Enhedslisten f.eks. støttet fakkeloptog under parolen »Rockerne ud af byen«. Det har vi gjort, samtidig med at vi understreger, at rockere og for så vidt også bander ligesom alle andre borgere har grundlovssikrede rettigheder, herunder forenings- og forsamlingsfrihed. I København har Enhedslisten, ligesom vi også har i Gladsaxe, bakket op om, at man bruger planlovens muligheder for at fjerne rockerborge. Og den slags initiativer støtter vi op om, når der er mulighed for det. Vi er samtidig pinligt bevidste om, at det ikke er en løsning, der reelt bekæmper den organiserede kriminalitet. Det er den forebyggende indsats som f.eks. bedre sociale tiltag, ungdomsklubber, exitstrategier - og så selvfølgelig godt gammeldags politiarbejde.

Der er en lang række høringsparter, som også er kommet med deres vurdering af lovforslaget. Retspolitisk Forening finder, at lovudkastets betingelse om, at gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted skal være egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende, retssikkerhedsmæssigt udgør en meget vid og skønsmæssig formulering, hvortil kommer en ikke let overskuelig sagsbehandling, forinden en afgørelse træffes.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater bemærker, at det ikke er ganske klart, hvad der forstås ved væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende, og foreningen finder, at dette bør præciseres. Og Institut for Menneskerettigheder mener, at præciseringer i lovforslaget er nødvendigt.

Samlet set er der tale om et meget uklart lovforslag, som risikerer at undergrave grundlæggende frihedsrettigheder i vores samfund. Enhedslisten ønsker at bekæmpe rockerborge og bandekriminalitet, men ikke ved at ødelægge vores grundlæggende frihedsrettigheder.

Et andet mindretal i udvalget (IA) vil ved 3. behandling stemme hverken for eller imod lovforslaget.

Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Peter Skaarup (DF) fmd. Peter Kofod Poulsen (DF) Susanne Eilersen (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Tilde Bork (DF) Preben Bang Henriksen (V) Jan E. Jørgensen (V) Britt Bager (V) Jakob Engel-Schmidt (V) Carl Holst (V) Michael Aastrup Jensen (V) Henrik Dahl (LA) Christina Egelund (LA) Naser Khader (KF) Simon Kollerup (S) Lars Aslan Rasmussen (S) Mette Reissmann (S) Mogens Jensen (S) nfmd. Rasmus Prehn (S) Trine Bramsen (S) Kaare Dybvad (S) Rune Lund (EL) Søren Søndergaard (EL) Carolina Magdalene Maier (ALT) Sofie Carsten Nielsen (RV) Zenia Stampe (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Aaja Chemnitz Larsen (IA)

Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)??  8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 193

Bilagsnr.
Titel
1
Høringsoversigt og høringssvar, fra justitsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
1. udkast til betænkning