Skriftlig fremsættelse (30. marts
2017)
Sundhedsministeren
(Karen Ellemann, fg.):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om anvendelse af tvang ved
somatisk behandling af varigt inhabile (Tvangbehandlingsloven)
(Lovforslag nr. L 185)
Regeringen prioriterer danskernes sundhed
højt. Det er vigtigt for regeringen, at alle kan regne med
adgang til nødvendig sundhedsfaglig behandling, personlig
pleje og omsorg inden for sundhedsvæsenet, og at patienten
selv og dennes pårørende føler sig trygge ved
og har tillid til vores sundhedsvæsen.
Regeringen er opmærksom på, at
flere patienter med en varigt nedsat psykisk funktionsevne, f.eks.
udviklingshæmmede og mennesker med demens, ikke modtager den
somatiske behandling, som de ud fra en sundhedsfaglig vurdering har
behov for, fordi de som følge af deres mentale tilstand ikke
formår at forholde sig fornuftsmæssigt til et
behandlingsbehov og således afviser at modtage
behandlingen.
Det er regeringens ønske at
tilvejebringe et retligt grundlag for at kunne indlede og
fortsætte behandling af disse patienter, selvom de i ord
eller handling modsætter sig. Dette vil styrke patienternes
helbred og værdighed samt hindre unødige smerter og
lidelser.
Med forslaget foreslås indført
regler, hvorefter det bliver tilladt at tvangsbehandle varigt
inhabile somatiske patienter over 15 år. Der foreslås
desuden indført regler om tvangsindgreb, som skal sikre, at
tvangsbehandlingen kan gennemføres, herunder regler om
fysisk fastholdelse, anvendelse af beroligende medicin,
tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel
samt regler om gennemførelse af personlig hygiejne.
Beslutninger om tvangsbehandling og
tvangsindgreb kan alene træffes af en læge eller
tandlæge. Beslutninger kræver desuden samtykke fra
patientens nærmeste pårørende eller
værge.
Af hensyn til patientens retssikkerhed
foreslås det, at der kan klages over beslutninger om tvang
til Tvangsbehandlingsnævnet, som oprettes ved Styrelsen for
Patientsikkerhed. Nævnet kan tage stilling til, om
betingelserne for beslutningen om tvang var opfyldt på
tidspunktet for beslutningen.
Af samme hensyn foreslås det
endvidere, at beslutninger om og enhver gennemførelse af
tvangsbehandling og tvangsindgreb (bortset fra personlig hygiejne)
skal tilføres en tvangsprotokol. Enhver beslutning om
tvangsbehandling og tvangsindgreb skal ligeledes indberettes til
Sundhedsdatastyrelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.