L 180 Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning, lov om fremme af vedvarende energi, lov om naturgasforsyning og lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold.

(Økonomisk regulering af netvirksomheder, skærpelse af netvirksomheders særskilte identitet, ophævelse af støtteordninger for elektricitet fra særlige anlæg, der anvender biomasse som energikilde, og opkrævning af betaling for myndighedsbehandling m.v.).

Af: Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V)
Udvalg: Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 29-03-2017

Fremsættelse: 29-03-2017

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2017)

20161_l180_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2017)

Energi-, forsynings- og klimaministeren (Lars Christian Lilleholt):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning, lov om fremme af vedvarende energi, lov om naturgasforsyning og lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold (Økonomisk regulering af netvirksomheder, skærpelse af netvirksomheders særskilte identitet, ophævelse af støtteordninger for elektricitet fra særlige anlæg, der anvender biomasse som energikilde, og opkrævning af betaling for myndighedsbehandling m.v.)

(Lovforslag nr. L 180)

Lovforslaget indeholder en række ændringer, som udmønter »Stemmeaftale om økonomisk regulering af elne?tvirksomhederne (En del af opfølgning på El-reguleringsudvalget anbefalinger til en fremtidssikret regulering af elsektoren)«, som blev indgået den 4. november 2016 mellem den daværende regering (Venstre), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Lovforslaget følger dermed op på El-reguleringsudvalgets anbefalinger af 1. december 2014 om en ny økonomisk regulering af netvirksomhederne og regeringens forslag til en ny økonomisk regulering af eldistributionssektoren, som fremgår af regeringens Forsyningsstrategi »Forsyning for fremtiden - en forsyningssektor for borgere og virksomheder« fra september 2016.

Lovforslaget indeholder således de overordnede rammer for en ny økonomisk regulering af netvirksomhederne, som skal sikre en effektiv eldistributionssektor med rimelige priser for elforbrugerne og en fortsat høj forsyningssikkerhed. Herudover skal reguleringen understøtte en efterspørgsel efter ny og effektiv teknologi. Lovforslaget vil give hjemmel til, at energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter regler om netvirksomhedernes indtægtsrammer og deres delelementer ved bekendtgørelse. Herved sikres fleksibilitet til at tilpasse reguleringen til udviklingen i sektoren.

Lovforslaget indeholder herudover en opfølgning på El-reguleringsudvalgets anbefaling om skærpelse af kravet i lov om elforsyning om, at netvirksomheder skal sikre, at der ikke skabes uklarhed om netvirksomhedernes særskilte identitet. Ændringen skal sikre, at netvirksomheder, der er vertikalt integreret, er identitetsmæssigt adskilt fra vertikalt integrerede konkurrenceudsatte virksomheder, herunder elhandelsvirksomheder.

Lovforslaget indeholder endvidere af ordensmæssige hensyn en ophævelse af to støtteordninger for elektricitet fra særlige elproduktionsanlæg, herunder stirlingmotorer, der anvender biomasse som energikilde. Forslaget er en konsekvens af, at ordningerne ikke er blevet anmeldt til og statsstøttegodkendt af Europa-Kommissionen, inden de blev sat i kraft. Ordningerne er allerede blevet lukket med virkning for elektricitet produceret den 1. januar 2017 eller senere.

Lovforslaget indeholder ligeledes regler om, at Energinet.dk skal betale et fikseret beløb til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet til dækning af omkostninger til løsning af opgaver i henholdsvis Energistyrelsen, Energitilsynet og Ankenævnet på Energiområdet indtil udgangen af 2017, og om opkrævning af et fikseret afgiftsbeløb inden for ram?merne af lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold til dækning af de omkostninger, Erhvervsministeriet har til Forsyningssekretariatets drift og opgavevaretagelse for 2017.

Endelig indeholder lovforslaget en række mindre ændringer, herunder en ophævelse af reglen om udligning af energisparedifferencer og en ophævelse af kommuners adgang til at drive netvirksomhed med færre end 100.000 tilsluttede forbrugere i kommunen. Lovforslaget vil fremover give mulighed for at fastsætte ændrede regler om udligning af energisparedifferencer på bekendtgørelsesniveau.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.