Betænkning afgivet af Energi-,
Forsynings- og Klimaudvalget den 24. maj 2017
1. Ændringsforslag
Energi-, forsynings- og klimaministeren har
stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 29. marts
2017 og var til 1. behandling den 4. april 2017. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Energi-, Forsynings-
og Klimaudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4
møder.
Høring
Udkast til forskellige dele af lovforslaget
har inden fremsættelsen været sendt i høring, og
energi-, forsynings- og klimaministeren sendte den 13. december
2016, den 2. februar 2017 og den 28. februar 2017 disse udkast til
udvalget, jf. EFK alm. del - bilag 79, 129 og 153. Den 29. marts
2017 sendte energi-, forsynings- og klimaministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Marstal
Fjernvarme.
Energi-, forsynings- og klimaministeren har
over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse.
3. Udtalelse fra energi-, forsynings-
og klimaministeren
Energi-, forsynings- og klimaministeren har
over for udvalget oplyst følgende:
»Efter det foreslåede §
69, stk. 4, nr. 1, i lov om elforsyning, jf. § 1, nr. 14, i
det fremsatte lovforslag foretages fradrag i en netvirksomheds
indtægtsramme som følge af effektiviseringskrav.
Lovforslaget indeholder endvidere hjemmel til, at energi-,
forsynings- og klimaministeren fastsætter regler om
indregningen af disse fradrag, jf. forslaget til § 69, stk. 5,
jf. § 69, stk. 3, i lov om elforsyning.
Det fremgår ikke udtrykkeligt af
lovforslagets bemærkninger, hvordan effektiviseringskravene
vil blive indregnet år for år. Det findes derfor mest
hensigtsmæssigt at bemærke, at effektiviseringskrav
akkumuleres inden for en reguleringsperiode. Et
effektiviseringskrav, som fradrages i reguleringsperiodens
første år, vil således skulle fradrages hvert
år i hele reguleringsperioden. Et effektiviseringskrav, som
fradrages i reguleringsperiodens andet år, vil skulle
fradrages fra andet år og resten af reguleringsperioden osv.
De fradrag, som foretages som følge af effektiviseringskrav,
vil være summen af de effektiviseringskrav, som er blevet
fastlagt for netvirksomheden i reguleringsperioden. Det vil skulle
følge af regler, som fastsættes i medfør af en
vedtagen lov.«
Spørgsmål
Udvalget har stillet 26
spørgsmål til energi-, forsynings- og klimaministeren
til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
4. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Udvalget
indstiller lovforslaget til vedtagelse
med de stillede ændringsforslag.
Socialdemokratiets, Enhedslistens,
Alternativets, Radikale Venstres og SF's medlemmer af udvalget
anser det for afgørende, at reguleringen af elsektoren
sikrer en fortsat effektiv teknologiudvikling, og vi har i
udvalgsbehandlingen stillet en række spørgsmål
for at få belyst, hvorledes det fremmes. Idet vi henviser til
ministerens svar på spørgsmål 1, forventer vi,
at der i en forestående bekendtgørelsesændring
indtænkes en hertil hensigtsmæssig præcisering,
der eksempelvis kunne gøre, at omkostninger til visse
udviklings- og demonstrationsprojekter, der gennemføres i
samarbejde med f.eks. EUDP eller Horizon 2020, undtages fra
benchmarkingen.
Socialdemokratiet, Enhedslisten,
Alternativet, Radikale Venstre og SF finder det yderst
uhensigtsmæssigt, at tre konkrete værker bliver ramt
med tilbagevirkende kraft af, at Energistyrelsen reelt har
begået en erkendt fejl ved at have glemt at få
folketingsbeslutningen om VE-lovens § 44 notificeret i EU.
Ministeren har selv oplyst, at der på den baggrund ville
blive indledt en dialog med de implicerede værker. Vi
forventer derfor, at ministeren fortsat arbejder på at finde
måder at afbøde de utilsigtede konsekvenser,
således at værkerne ikke stilles væsentlig
ringere end under de forhold, der var gældende, og på
hvilken baggrund de traf deres langsigtede
investeringsbeslutninger.
For så vidt angår
netvirksomheders særskilte identitet, støtter S, EL,
ALT, RV og SF lovgivningens principper, der skal sikre en
velfungerende konkurrence til gavn for forbrugerne. Forskellige
aktører har haft bekymringer om en række praktiske
uhensigtsmæssigheder ved skærpelsen af netvirksomheders
særskilte identitet, og det er vores opfattelse, at man i de
tilfælde, hvor kravene til den praktiske gennemførelse
af lovgivningen kan smidiggøres - uden at det undergraver
adskillelsens positive elementer for forbrugere og konkurrence -
bør tilstræbe dette.
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
5. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af energi-, forsynings- og
klimaministeren, tiltrådt af udvalget:
1)
Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
8, stk. 1, nr. 1, udgår »§ 44, stk.
2-4,«.«
[Konsekvensændring]
2) I
den under nr. 9 foreslåede
affattelse af § 20 b ændres
i stk. 3 »damp,« til:
»damp«.
[Sproglig korrektion]
3) I
den under nr. 14 foreslåede § 69 ændres i stk. 4, nr. 1, »3. pkt.« til:
»4. pkt.«
[Korrektion af henvisning]
Bemærkninger
Til nr. 1
Efter § 8, stk. 1, i lov om
elforsyning, skal alle elforbrugere her i landet, medmindre
omkostningerne er finansieret af statsmidler, jf. § 8, stk. 6,
eller andet følger af §§ 8 a, 8 b og 9 a, betale
en forholdsmæssig andel af de kollektive
elforsyningsvirksomheders nødvendige omkostninger ved at
gennemføre nærmere angivne offentlige forpligtelser.
De offentlige forpligtelser omfatter bl.a. Energinet.dk's
omkostninger til indbetalinger og ydelser efter § 44, stk.
2-4, i VE-loven, jf. § 8, stk. 1, nr. 1, i lov om
elforsyning.
Det foreslås, at henvisningen til
VE-lovens § 44, stk. 2-4, i § 8, stk. 1, nr. 1, i lov om
elforsyning, udgår som konsekvens af den foreslåede
ophævelse af støtteordningerne i § 44, stk. 2-4,
i VE-loven, jf. det fremsatte lovforslags § 2, nr. 2. §
44, stk. 2-4, i VE-loven er foreslået ophævet af
ordensmæssige hensyn. Støtteudbetalingen er stoppet
administrativt i januar 2017 med virkning for elektricitet
produceret den 1. januar 2017 eller senere. Der er følgelig
ikke behov for en hjemmel i § 8, stk. 1, nr. 1, i lov om
elforsyning til opkrævning af Energinet.dk's omkostninger til
indbetalinger og ydelser efter § 44, stk. 2-4, i VE-loven.
Til nr. 2
Der er tale om en ændring af sproglig
karakter. Det fremsatte forslag til § 20 b, stk. 3, i lov om
elforsyning indeholder en opremsning, hvorfor der ikke bør
være komma efter damp.
Til nr. 3
Der henvises i det fremsatte forslag til
§ 69, stk. 4, nr. 1, i lov om elforsyning til regler i §
72 b, stk. 1, 3. pkt., i lov om elforsyning om bindende
midlertidige prisnedsættelser. Reglerne om bindende
midlertidige prisnedsættelser fremgår imidlertid af
§ 72 b, stk. 1, 4. pkt., i lov om elforsyning, hvorfor
henvisningen foreslås ændret.
Mikkel Dencker (DF) Dorthe
Ullemose (DF) Ib Poulsen (DF) Pia Adelsteen (DF) Jan Rytkjær
Callesen (DF) Claus Kvist Hansen (DF) Thomas Danielsen (V) fmd. Jacob Jensen (V) Kristian Pihl
Lorentzen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Marcus Knuth (V) Carl
Holst (V) Carsten Bach (LA) Villum Christensen (LA) Orla
Østerby (KF) Lars Aslan Rasmussen (S) Bjarne Laustsen (S)
Malte Larsen (S) Jens Joel (S) Kirsten Brosbøl (S) Lea
Wermelin (S) nfmd. Karin
Gaardsted (S) Søren Egge Rasmussen (EL) Maria Reumert
Gjerding (EL) Christian Poll (ALT) Andreas Steenberg (RV) Ida Auken
(RV) Pia Olsen Dyhr (SF) Trine Torp (SF)
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi
og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 10 |
Radikale Venstre (RV) | ? 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende L 180
Bilagsnr. | Titel | 1 | Høringsvar og høringsnotat,
fra energi-, forsynings- og klimaministeren | 2 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 3 | Henvendelse af 27/4-17 fra Marstal
Fjernvarme | 4 | Orientering om høring af
bekendtgørelse om betaling for myndighedsbehandling efter
lov om elforsyning, lov om fremme af vedvarende energi og lov om
naturgasforsyning |
|
5 | Ændringsforslag fra energi-,
forsynings- og klimaministeren | 6 | Udtalelse fra energi-, forsynings- og
klimaministeren | 7 | 1. udkast til betænkning | 8 | 2. udkast til betænkning | 9 | 3. udkast til betænkning |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 180
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om, hvorvidt lovforslaget stiller
netselskaberne økonomisk ringere, hvis de investerer i
udviklings- og demonstrationsprojekter, til energi-, forsynings- og
klimaministeren, og ministerens svar herpå | 2 | Spm., om et ressourcemæssigt svagt
tilsyn eventuelt vil føre til en uhensigtsmæssig
håndhævelse af lovgivningen til skade for både
samfund og netselskaber, til energi-, forsynings- og
klimaministeren, og ministerens svar herpå | 3 | Spm. om en fortegnelse over, hvornår
hvert enkelt elnetselskab modtog afgørelse med sin
færdigbehandlede indtægtsramme for 2005, og hvor mange
selskaber der endnu har deres 2005-ramme under behandling, til
energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar
herpå |
|
4 | Spm., om det var erfaringer med manglende
innovation hos britiske netselskaber, der gav anledning til, at man
i Storbritannien i 2015 valgte at give bedre rum for innovation i
den økonomiske regulering af netselskaberne med den
såkaldte RIIO-model, til energi-, forsynings- og
klimaministeren, og ministerens svar herpå | 5 | Spm., om netselskaberne vil kunne deltage i
innovationsprojekter, som har en længere
tilbagebetalingsperiode end 5 år, uden at blive
»straffet« økonomisk, til energi-, forsynings-
og klimaministeren, og ministerens svar herpå | 6 | Spm. om, hvordan selskaberne udgår at
blive straffet af reguleringen, til energi-, forsynings- og
klimaministeren, og ministerens svar herpå | 7 | Spm. om, hvorvidt der i netvirksomheder kun
skal investeres i ny teknik, som kan tjene sig hjem på 5
år, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og
ministerens svar herpå | 8 | Spm. om, hvor mange år det typisk
tager at forrente de fjernaflæselige målere, til
energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar
herpå | 9 | Spm. om, hvordan der i den norske
regulering af netselskaber er taget højde for korrosion som
følge af kystnært klima med meget salt i luften, og om
en lignende model vil kunne implementeres for at løse
især netselskabers problemer med korrosion, til energi-,
forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar
herpå | 10 | Spm. om, hvor langt Energistyrelsen er
kommet med overvejelserne om at lade mængden af transporteret
el indgå i reguleringsvilkårene, til energi-,
forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar
herpå | 11 | Spm. om, hvilke stigninger i
fjernvarmeprisen lovforslaget medfører for forskellige typer
husstande i henholdsvis Hillerød, Brønderslev og
Marstal, hvis ophævelsen af støtteordningerne for
elektricitet fra særlige anlæg vedtages, uden at en
anden støtteløsning er fundet, til energi-,
forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar
herpå | 12 | Spm. om at finde en løsning inden
anden behandling af lovforslaget, der kompenserer de selskaber, der
kommer i økonomisk klemme, til energi-, forsynings- og
klimaministeren, og ministerens svar herpå | 13 | Spm. om, hvordan lovforslaget også
fremadrettet sikrer effektiv teknologiudvikling i sektoren, til
energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar
herpå | 14 | Spm. om, hvordan man kan imødekomme
nogle af de praktiske uhensigtsmæssigheder, der er beskrevet
i høringssvaret fra bl.a. Dansk Energi, til energi-,
forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar
herpå | 15 | Spm. om, hvilken løsning der
påtænkes i forhold til lovnotatet om ophævelse af
to støtteordninger, til energi-, forsynings- og
klimaministeren, og ministerens svar herpå | 16 | Spm. om, hvilke konsekvenser
ophævelsen af støtteordningen 1/1-17 vil have for
varmeforbrugerne i henholdsvis Brønderslev, Hillerød
og Marstal, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og
ministerens svar herpå | 17 | Spm., om der kan være netselskaber,
for hvilke reguleringen vil resultere i likviditetsunderskud i
perioder med særlig højt investeringsbehov og dermed
ikke give tilstrækkelig dækning for
finansieringsudgiften til nødvendige investeringer, til
energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar
herpå | 18 | Spm. om en opgørelse over, hvor
store omkostninger elnetselskaber har til nettab, til energi-,
forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar
herpå | 19 | Spm. om kommentar til henvendelse af
27/4-17 fra Marstal Fjernvarme, til energi-, forsynings- og
klimaministeren, og ministerens svar herpå |
|
20 | Spm. om, hvad ministeren mener med
»visse projekter«, jf. svar på spm. 1, til
energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar
herpå | 21 | Spm. om, hvad ministeren mener med
»kun … offentlige fonde«, jf. svar på spm.
1, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar
herpå | 22 | Spm. om, hvorvidt netvirksomhederne ved
overgang til ny reguleringsperiode får dækket deres
innovationsomkostninger, til energi-, forsynings- og
klimaministeren, og ministerens svar herpå | 23 | Spm. om, at netvirksomhederne i en periode
isoleret set får underskud som følge af de udgifter,
de inden da afholder til innovationsprojekter, og om, hvordan dette
håndteres, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og
ministerens svar herpå | 24 | Spm. om, hvorvidt ministeren vil medtage
den problemstilling, der beskrives i spm. 22 og 23, i den analyse,
som skal gennemføres med henblik på en aftalebaseret
regulering, jf. bl.a. ministerens svar på spm. 4, til
energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar
herpå | 25 | Spm., om ministeren vil gennemføre
en analyse af problemstillingen om opgørelse af omkostninger
til nettab for at finde bedre løsninger end at lade lokale
elkunder betale for nettabet, til energi-, forsynings- og
klimaministeren, og ministerens svar herpå | 26 | Spm. om garanti for, at ingen virksomheder
kommer i likviditetsproblemer med den nye regulering, og om
mulighed for, at virksomheder, der viser sig at komme i disse
problemer, i veldefinerede tilfælde kan få mulighed for
et midlertidigt tillæg, til energi-, forsynings- og
klimaministeren, og ministerens svar herpå |
|