Skriftlig fremsættelse (29. marts
2017)
Justitsministeren
(Søren Pape Poulsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
politiets virksomhed og toldloven (Politiets anvendelse af
databaserede analyseredskaber og adgang til oplysninger om
flypassagerer)
(Lovforslag nr. L 171)
Dansk politi konfronteres med en stadig
mere kompliceret opgaveprofil. Politiet møder f.eks. i
stigende grad efterforskningsmæssige udfordringer på
tværs af en række kriminalitetsformer inden for
it-understøttet kriminalitet, som f.eks. seksuelle overgreb
mod børn, narkotikakriminalitet, radikalisering og
økonomisk kriminalitet. Parallelt hermed er politiets
efterforskning i en lang række sager i stigende grad
afhængig af, at politiet kan analysere stadig større
datamængder, genkende og forudse kriminalitetsmønstre
og afvigelser fra normalbilledet mv. samt disponere
efterforskningsressourcer og indsatser på baggrund af
kvalificeret viden og efterretninger. Der er således et behov
for fortsat modernisering og effektivisering af dansk politi gennem
bl.a. implementering af en analysebaseret politiindsats.
Med lovforslaget foreslås det at
tilvejebringe de retlige rammer for en sådan analysebaseret
politiindsats ved at indføre en ny bestemmelse i
politiloven, der giver et klart retligt grundlag for politiets
anvendelse af databaserede analyseredskaber på tværs af
politiets virksomhed såvel inden for som uden for
strafferetsplejen.
Med forslaget etableres der endvidere et
klart retligt grundlag for politiets indsamling og behandling af
offentligt tilgængelige oplysninger til brug for
løsningen af politiets opgaver.
Endelig vil justitsministeren efter
forslaget blive bemyndiget til at fastsætte nærmere
regler om politiets behandling af oplysninger, herunder regler om
sletning af oplysninger.
Med lovforslaget foreslås det
endvidere at forenkle politiets adgang til at modtage oplysninger
om flypassagerer og besætningsmedlemmer (API-oplysninger) og
samtidig sikre, at luftfartsselskaberne alene skal videregive
oplysninger til ét sted (SKAT). Politiet har allerede i dag
efter udlændingeloven hjemmel til fra luftfartsselskaberne at
indhente API-oplysninger til brug for politiets ind- og
udrejsekontrol og målrettede udlændingekontrol.
Med den forslåede ændring af
toldloven sikres der hjemmel til, at politiet til brug for
politiets ind- og udrejsekontrol og målrettede
udlændingekontrol kan indhente disse oplysninger via den
elektroniske løsning, som SKAT siden den 1. januar 2017 har
etableret til håndtering af sådanne oplysninger, og som
forventes at være helt på plads i juli 2017, når
den etablerede overgangsordning for luftfartsselskaberne er
ophørt.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.