L 168 Forslag til lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger.

Af: Justitsminister Søren Pape Poulsen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-03-2017

Fremsættelse: 28-03-2017

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2017)

20161_l168_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2017)

Justitsministeren (Søren Pape Poulsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger (Gennemførelse af direktiv om databeskyttelse på retshåndhævelsesområdet)

(Lovforslag nr. L 168)

Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/680/EU af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndighe?ders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (retshåndhævelsesdirektivet).

Gennemførslen af direktivet er en forudsætning for, at der kan indgås en samarbejdsaftale mellem Danmark og Europol, som skal have virkning fra den 1. maj 2017.

Lovforslaget skal endvidere ses i lyset af det sideløbende arbejde med at sikre, at dansk ret er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/679/EU af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesforordningen).

Henset til, at gennemførslen af retshåndhævelsesdirektivet inden 1. maj 2017 er en forudsætning for dansk tilknytning til Europol efter denne dato, har Justitsministeriet fundet, at gennemførslen af retshåndhævelsesdirektivet bør ske selvstændigt.

Justitsministeriet har endvidere fundet, at gennemførslen af retshåndhævelsesdirektivet i videst muligt omfang bør ske i en samlet lov, der omfatter databehandling for de kompetente danske myndigheder med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder beskytte mod eller forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed. Denne fremgangsmåde varetager både hensynet til at sikre en korrekt implementering af direktivet og skaber en højere grad af overskuelighed for de myndigheder, som vil skulle anvende lovgivningen. Denne tilgang fører samtidig til, at der skal ske en ændring af persondatalovens anvendelsesområde, således at de kompetente myndigheders behandling af personoplysninger ikke længere er omfattet af persondataloven, når den er omfattet af lovforslagets anvendelsesområde.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.