L 163 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Ny opholdsordning for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæftigelsesmæssige kvalifikationer).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 22-03-2017

Fremsættelse: 22-03-2017

Skriftlig fremsættelse (22. marts 2017)

20161_l163_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (22. marts 2017)

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Ny opholdsordning for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæftigelsesmæssige kvalifikationer)

(Lovforslag nr. L 163)

Udlændinge, der i dag meddeles opholdstilladelse som arbejdstagere efter f.eks. positivlisten eller beløbsordningen, har en lempelig adgang til at få deres familie med til Danmark. Baggrunden for dette er Danmarks interesse i at tiltrække højtkvalificerede udenlandske arbejdstagere, der kan bidrage til vækst og velstand. Hvis udenlandske arbejdstagere med jobtilbud her i landet ikke kan få deres familie med, kan dette afholde dem fra at vælge Danmark som arbejdsland.

Det er bl.a. en betingelse for at få medfølgende familie med til Danmark, at arbejdstageren kan forsørge familien, og at familien bor sammen i Danmark.

Udlandsdanskere, der ønsker at vende hjem til Danmark, f.eks. fordi de pågældende er tilbudt en højtlønnet stilling i Danmark, kan normalt kun få deres udenlandske familie med, hvis de almindelige betingelser for familiesammenføring er opfyldt. Efter at 26-årsreglen, der gjorde det muligt at undtage fra tilknytningskravet ved familiesammenføring, er blevet underkendt af Menneskeretsdomstolen ved dom af 24. maj 2016 i sagen Biao mod Danmark, er det blevet sværere for udlandsdanskere at vende hjem med en udenlandsk ægtefælle.

Det vil kunne afholde udlandsdanskere fra at sige ja til et jobtilbud i Danmark. De gældende regler tager således ikke i tilstrækkelig grad højde for Danmarks interesse i også at kunne tiltrække højtkvalificeret og højtlønnet dansk arbejdskraft, der er etableret i udlandet.

Regeringen finder det uhensigtsmæssigt, at de nuværende regler på familiesammenføringsområdet kan afholde udlandsdanskere, der udgør højtkvalificeret og højtlønnet arbejdskraft, fra at vende tilbage til Danmark.

Det foreslås derfor, at en udlandsdansker, der er tilbudt en stilling, der - hvis den pågældende havde været udlænding - kunne give opholdstilladelse efter positivlisten eller beløbsordningen, får adgang til at tage familie med til Danmark på samme lempelige vilkår som en udenlandsk arbejdstager.

Den foreslåede ordning er - som det også gælder for reglerne om medfølgende familie til udenlandske arbejdstagere - begrundet i erhvervs- og beskæftigelsesmæssige hensyn, idet ordningen varetager hensynet til Danmarks interesse i at tiltrække højtkvalificerede udlandsdanskere. Samtidig sikres det med den foreslåede ordning, at udlandsdanskere, der er tilbudt job omfattet af positivlisten eller beløbsordningen, stilles lige så gunstigt som udlændinge, der er tilbudt job omfattet af positivlisten eller beløbsordningen, i relation til at få deres udenlandske familie med til Danmark.

Regeringen finder, at der med ordningen også bør tages hensyn til de udlandsdanskere, der er flyttet til Danmark i en forventning om at være omfattet af den 26-årsregel, som nu er underkendt, men som stadig fremgår af udlændingelovens § 9, stk. 7.

Det foreslås derfor, at der i tilknytning til den nye ordning fastsættes en særlig overgangsordning, således at allerede hjemvendte udlandsdanskere under visse betingelser kan få deres familie med til Danmark, uanset at de ikke længere er etableret i udlandet.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.