Fremsat den 15. marts 2017 af Martin Henriksen (DF),
Bent Bøgsted (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Søren Espersen (DF), Marie Krarup (DF),
Christian Langballe (DF), Morten Marinus (DF),
Peter Kofod Poulsen (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag
til
Lov om ændring af udlændingeloven
(Forhøjelse af mindstebeløbet
i beløbsordningen)
§ 1
I udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 412 af 9. maj 2016, som ændret
bl.a. ved lov nr. 661 af 8. juni 2016 og lov nr. 612 af 8. juni
2016 og senest ved lov nr. 228 af 7. marts 2017, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 9 a, stk. 2, nr. 2, ændres
»400.000 kr.« til: »500.000 kr.«
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2017.
Stk. 2. Loven
finder ikke anvendelse for udlændinge, der inden den 1. juli
2017 har indgivet ansøgning om opholdstilladelse. For disse
udlændinge finder de hidtil gældende regler
anvendelse.
§ 3
Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
I folketingsåret 2015-16 vedtog
Folketinget lovforslag nr. L 168, som blev til lov nr. 661 af 8.
juni 2016, og som medførte, at der i beløbsordningen
i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, blev
indført et krav om ansættelse inden for et
fagområde, hvor ansættelsen indebærer en
årlig aflønning på mindst 400.000 kr.
Mindstebeløbet blev hævet fra 375.000 kr., og
beløbet blev fastsat direkte i lovteksten, hvor
beløbet tidligere blev fastsat af
beskæftigelsesministeren. Ved L 168 blev der desuden
tilføjet et nyt § 9 a, stk. 23, som fastslår, at
mindstebeløbet årligt reguleres med
satsreguleringsprocenten og en tilpasningsprocent, der
indebærer, at reguleringen i alt kommer til at svare til
lønudviklingen i samfundet. Fra og med den 1. februar 2017
blev beløbsgrænsen således hævet til
408.800 kr. årligt.
Med dette lovforslag foreslås det, at
mindstebeløbet hæves yderligere og fastsættes
til 500.000 kr. årligt. Dette beløb skal stadig
årligt reguleres med satsreguleringsprocenten og en
tilpasningsprocent, der indebærer, at reguleringen i alt
kommer til at svare til lønudviklingen i samfundet, jf.
udlændingelovens § 9 a, stk. 23.
Formålet med beløbsordningen
bør efter forslagsstillernes opfattelse fortsat være
at tiltrække højtspecialiseret og højtuddannet
udenlandsk arbejdskraft. Derfor bør beløbsordningen
justeres, så den i overvejende grad er målrettet
højtuddannede udlændinge. Beløbsordningen
må ikke kunne anvendes som et billigere alternativ til dansk
arbejdskraft, og ordningen må ikke medføre, at danske
lønninger presses, eller at visse danske lønmodtagere
forlader arbejdsmarkedet eller holdes ude af arbejdsmarkedet.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at dette
lovforslag sikrer en større ligebehandling af den
udenlandske arbejdskraft med hensyn til løn- og
ansættelsesvilkår, hvilket vil beskytte både den
udenlandske arbejdskraft og den danske arbejdskraft imod
løndumping.
Det nuværende mindstebeløb
på 400.000 kr. årligt svarer til en
månedsløn på ca. 33.400 kr. Hvis
mindstebeløbet hæves til 500.000 kr. årligt,
svarer det til ca. 41.700 kr. pr. måned.
Udtræk fra Dansk Arbejdsgiverforenings
statistik fra tredje kvartal 2016 viser, at
gennemsnitslønnen for medarbejdere i Danmark på
mellemhøjt kvalifikationsniveau er 42.057 kr. pr.
måned. For en undergruppe af medarbejdere inden for
informations- og kommunikationsteknologi, som omfatter mange med
opholdstilladelse under beløbsordningen, er
gennemsnitslønnen 47.271 kr. pr. måned. For
medarbejdere på højt kvalifikationsniveau er
gennemsnitslønnen 51.195 kr. pr. måned, og for en
undergruppe af medarbejdere inden for informations- og
kommunikationsteknologi er gennemsnitslønnen 53.003 kr. pr.
måned.
Fra 2012 til 2015 steg antallet af
fuldtidsbeskæftigede med opholdstilladelse efter
beløbsordningen fra 2.792 til 4.426. Over 50 pct. af
personerne med opholdstilladelse efter beløbsordningen
modtager en årlig løn, som overstiger 500.000 kr., jf.
Styrelsen for International Rekruttering og Integrations notat af
25. maj 2016 om lønniveauer og branchefordeling for personer
med opholdstilladelse efter beløbsordningen (bilag 9 til L
168, folketingsåret 2015-16). Det er forslagsstillernes
opfattelse, at det øgede antal opholdstilladelser efter
beløbsordningen ikke nødvendigvis skyldes et reelt
behov for kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, men at det snarere
skyldes et ønske fra visse virksomheder om at sænke
udgifterne til betaling af løn. Dette er ikke formålet
med beløbsordningen, og det er ikke hensigtsmæssigt
for det danske arbejdsmarked.
Danske virksomheder har generelt gode
betingelser for at tiltrække højtuddannet udenlandsk
arbejdskraft. Såfremt lovforslaget vedtages, vil der efter
forslagsstillernes opfattelse fortsat være rig mulighed for
at tiltrække højtuddannede udlændinge til
Danmark, hvis arbejdsgiverne er indstillet på at betale en
konkurrencedygtig løn. Desuden vil der fortsat være
mulighed for at tiltrække arbejdskraft fra andre
EU-lande.
Lovforslaget sendes i høring
umiddelbart efter fremsættelsen i Folketinget.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr.
1
Efter den gældende bestemmelse er
beløbsgrænsen i beløbsordningen fastsat til
400.000 kr. Beløbet reguleres årligt med
satsreguleringsprocenten og en tilpasningsprocent, der
indebærer, at reguleringen i alt kommer til at svare til
lønudviklingen i samfundet, jf. udlændingelovens
§ 9 a, stk. 23. Pr. 1. februar 2017 var mindstebeløbet
således 408.800 kr. Det foreslås, at § 9 a, stk.
2, nr. 2, ændres, således at den årlige
aflønning nu mindst skal udgøre 500.000 kr. Dette
beløb skal fortsat årligt reguleres i henhold til
§ 9 a, stk. 23.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. juli 2017. Det foreslås desuden, at lovforslaget
gælder fremadrettet for nye ansøgninger om
opholdstilladelse efter beløbsordningen, der indgives efter
lovens ikrafttræden.
Til § 3
Det foreslås, at loven ikke skal
gælde for Færøerne og Grønland, men at
loven ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i
kraft for Færøerne og Grønland med de
ændringer, som de færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
ret
| | | | | | | | § 1 | | | | | | I udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 412 af 9. maj 2016, som ændret
bl.a. ved lov nr. 661 af 8. juni 2016 og lov nr. 612 af 8. juni
2016 og senest ved lov nr. 228 af 7. marts 2017, foretages
følgende ændring: | § 9 a.
Der kan gives opholdstilladelse til en udlænding på
grundlag af beskæftigelse eller selvstændig
erhvervsvirksomhed, jf. stk. 2 og 3. . . . Stk. 2. Der
kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en
udlænding, . . . | | | 2) der har indgået aftale eller
fået tilbud om ansættelse inden for et fagområde,
hvor ansættelsen indebærer en årlig
aflønning på mindst 400.000 kr., . . . | | 1. I § 9 a, stk. 2, nr. 2, ændres
»400.000 kr.« til: »500.000 kr.« | | | | | | § 2 Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2017. Stk. 2. Loven
finder ikke anvendelse for udlændinge, der inden den 1. juli
2017 har indgivet ansøgning om opholdstilladelse. For disse
udlændinge finder de hidtil gældende regler
anvendelse. | | | § 3 Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske og grønlandske forhold
tilsiger. |
|
Skriftlig fremsættelse
Martin Henriksen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
udlændingeloven (Forhøjelse af mindstebeløbet i
beløbsordningen).
(Lovforslag nr. L 161)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.