Betænkning afgivet af Miljø-
og Fødevareudvalget den 10. maj 2017
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 15. marts
2017 og var til 1. behandling den 5. april 2017. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og
Fødevareudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
miljø- og fødevareministeren sendte den 21. december
2016 dette udkast til udvalget, jf. MOF alm. del - bilag 169. Den
15. marts 2017 sendte miljø- og fødevareministeren de
indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 1
spørgsmål til miljø- og
fødevareministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
2. Bidrag fra miljø- og
fødevareministeren
Miljø- og fødevareministeren
har over for udvalget oplyst følgende:
Formålet
med lovforslaget
Med lovforslaget foreslås det at
indføre en bemyndigelse til at fastsætte regler om
deltagelse i et obligatorisk hygiejnekursus for visse personer, der
håndterer levende svin.
Kravet om gennemførelse af
hygiejnekursus forventes at øge indsigten i effekten af
hygiejne ved håndtering af svin og derved bidrage til at
mindske risikoen for, at resistente bakterier fra stalden
føres videre ud i samfundet, (afsnit 2.3) i aftalen om
Handlingsplan for husdyr-MRSA, april 2015.
Miljø- og Fødevareministeriet
har ved udarbejdelsen af lovforslaget lagt til grund, at hensigten
bag initiativet om obligatorisk hygiejnekursus i Handlingsplan for
husdyr-MRSA (afsnit 2.3) har været at sikre, at den relevante
gruppe af personer, som håndterer svin, får adgang til
viden om hygiejne og smittespredning. Det har ikke været
hensigten, at kurset skulle være adgangsgivende for at kunne
arbejde med håndtering af levende svin. Da det er adgangen
til viden, som er det bærende element i initiativet, vurderes
det ikke formålstjenligt at stille krav om, at kurset
afsluttes med en eksamen.
Kurset skal således være et
vejledende kursus på linje med andre typer af
kompetenceudvidende kurser uden afsluttende eksamen.
Det er en grundlæggende
forudsætning for lovforslaget, der implementerer initiativ
(afsnit 2.3). i Handlingsplan for husdyr-MRSA, at kursets
målgruppe er interesseret i og motiveret for at
gennemføre kurset for at opnå en større indsigt
i hygiejne ved håndtering af svin, idet det også er i
disse personers egen personlige interesse at bidrage til at
reducere smitte med husdyr-MRSA bl.a. for at forebygge smitte af
deres egne pårørende.
Anvendelse af
e-learningkurset på eksisterende uddannelser indenfor
landbrugssektoren
Det fremgår af bemærkningerne
til lovforslaget (punkt 3.1.2, s. 5), at »Hygiejnekurset vil
blive stillet vederlagsfrit til rådighed af SSI's
MRSA-rådgivningstjeneste og vil ligge frit tilgængeligt
på internettet.
Udover at tjene sit formål som
obligatorisk kursus for de anførte medarbejdergrupper vil
kurset således kunne indgå i den generelle
rådgivningstjeneste og vil kunne benyttes af alle, som er
interesserede i at tilegne sig nærmere kendskab til emnet.
Det vil desuden være muligt for andre, herunder
uddannelsesinstitutioner, frit at benytte kurset som en del af
deres undervisning.«
Miljø- og Fødevareministeriet
vurderer det anbefalelsesværdigt, at
uddannelsesinstitutionerne, som udbyder uddannelser inden for
landbrugssektoren, anvender e-learningkurset, og Miljø- og
Fødevareministeriet vil derfor opfordre
uddannelsesinstitutionerne til at indarbejde kurset som en del af
undervisningen på de relevante uddannelser. Det er
væsentligt at bemærke, at Miljø- og
Fødevareministeriet ikke kan pålægge
uddannelsesinstitutionerne at integrere kurset i
undervisningsforløb.
Frist for
gennemførelse af kurset for nyansatte
Det fremgår af bemærkningerne
til lovforslaget (3.1.2, s. 5) at, »I reglerne, som
fastsættes efter den foreslåede bemyndigelse, vil der
blive fastsat en nærmere angiven frist for, hvornår de
omfattede personer skal have gennemført kurset, for at
virksomheden eller virksomhedsejeren lever op til
kravet.«
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft den 1. juli 2017. Herefter fastsættes
regler, som udmønter den foreslåede
bemyndigelsesbestemmelse i bekendtgørelsesform. Denne
bekendtgørelse forventes at træde i kraft den 1.
januar 2018. Miljø- og Fødevareministeriet vil i
reglerne i bekendtgørelsen fastsætte en nærmere
angiven frist for, hvornår de omfattede personer skal have
gennemført kurset, for at virksomheden eller
virksomhedsejeren lever op til kravet. Fristen fastsættes
under hensyntagen til, at nuværende ansatte og nyansatte skal
have rimelig tid til at kunne gennemføre kurset. Idet
e-learning er en fleksibel kursusform i forhold til
tilrettelæggelse af virksomhedens øvrige arbejde,
må det forventes, at kursusdeltagelse kan afvikles relativt
hurtigt, hvilket taler for, at der fastsættes en kort frist
for gennemførelse. Fristen for, at nyansatte skal have
gennemført kurset, vil i bekendtgørelsen blive
fastsat til en måned (30 dage) fra første arbejdsdag i
ansættelsen.
Evaluering af
kurset
Hygiejnekurset er et blandt i alt 22
initiativer i Handlingsplan for husdyr-MRSA. Miljø- og
Fødevareministeriet vurderer, at en evaluering af kurset,
når det har været gennemført i en periode, er
hensigtsmæssigt. Miljø- og Fødevareministeriet
vil evaluere kurset samtidig med de øvrige initiativer i
handlingsplanen, idet en samlet evaluering af initiativerne inden
udgangen af forligsperioden i 2018 vurderes mest udbytterig. I
denne evaluering af hygiejnekurset kan det bl.a. tages op, hvorvidt
kursusformen bør suppleres med
tilstedeværelseskursus.
Kursusformen e-learning er fleksibel og
giver derved mulighed for videreudvikling i takt med
nyopstået viden og behov, herunder ved supplerende
kursusmoduler.
3. Indstillinger
Udvalget
indstiller lovforslaget til vedtagelse
uændret.
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen. Der
gøres opmærksom på, at et flertal eller et
mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal
ved afstemning i Folketingssalen.
René Christensen (DF) Pia
Adelsteen (DF) fmd. Ib Poulsen
(DF) Orla Østerby (KF) Lise Bech (DF) Karina Due (DF) Erling
Bonnesen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Thomas Danielsen (V)
Torsten Schack Pedersen (V) Anni Matthiesen (V) Hans Christian
Schmidt (V) Carsten Bach (LA) Villum Christensen (LA) Mette
Abildgaard (KF) Bjarne Laustsen (S) Lea Wermelin (S) nfmd. Christian Rabjerg Madsen (S)
Jesper Petersen (S) Kirsten Brosbøl (S) Simon Kollerup (S)
Søren Egge Rasmussen (EL) Maria Reumert Gjerding (EL)
Christian Poll (ALT) Roger Matthisen (ALT) Andreas Steenberg (RV)
Ida Auken (RV) Trine Torp (SF) Pia Olsen Dyhr (SF)
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi
og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 10 |
Radikale Venstre (RV) | ? 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag
vedrørende L 159
Bilagsnr. | Titel | 1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra miljø- og fødevareministeren | 2 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 4 | Betænkningsbidrag fra miljø-
og fødevareministeren | 5 | 1. udkast til betænkning |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 159
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om en opgørelse af, om der
findes tilsvarende kurser i andre EU-/EØS-medlemsstater, til
miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar
herpå |
|