Skriftlig fremsættelse (15. marts
2017)
Transport-, bygnings- og boligministeren
(Ole Birk Olesen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
færdselsloven (Ændring af sanktionerne på
køre- og hviletidsområdet m.v.)
(Lovforslag nr. L 158)
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
har iværksat et arbejde med revision og forenkling af
sanktionssystemet på køre- og hviletidsområdet,
hvori bl.a. anbefalinger fra transportbranchen har været
inddraget. Lovforslaget er udarbejdet med afsæt i dette
arbejde.
Formålet med lovforslaget er at
gøre sanktionssystemet på køre- og
hviletidsområdet mere proportionalt, så
overtrædelsens grovhed i højere grad end tidligere er
afgørende ved sanktionsudmålingen.
Med lovforslaget foreslås en
forenkling af sanktionsreglerne på køre- og
hviletidsområdet, herunder en lempelse af
bødestørrelserne samt en ændring af reglerne om
førerretsfrakendelse.
Det foreslås, at bødetaksterne
for overtrædelse af reglerne om takografen nedsættes
for førere og gradueres for virksomheder. Samtidig
foreslås der fastsat et bødeloft for førerne og
for virksomhederne.
Med lovforslaget foreslås herudover,
at lempelsescirkulæret (Justitsministeriets
cirkulæreskrivelse nr. 9293 af 30. marts 2007) ophæves.
Det vil medføre en væsentlig forenkling af
bødeudmålingen ved overtrædelse af pausereglen i
køre- og hviletidsforordningens art. 7. Samtidig
foreslås, at det ved udmåling af bøde for
overtrædelse af pausereglen skal indgå som formildende
omstændighed, hvis føreren har afholdt en pause,
uanset om denne lever op til kravene om en lovlig pause i
køre- og hviletidsforordningens art. 7.
Der foreslås endvidere indført
et nyt frakendelsessystem, hvorefter førerretten alene
frakendes til de store og tunge køretøjer, hvis der
alene er overtrådt regler om kørsel med overlæs,
køre- og hviletid og takografen. Førerretten til
almindelig bil (kategori B) og motorcykel (kategori A1, A2 og A)
bevares således.
Forslaget indeholder endelig en
ændring af færdselslovens definition af en blokvogn
samt en undtagelse af Europæisk konvention om transport af
farligt gods ad vej fra kundgørelse i Lovtidende.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.