Skriftlig fremsættelse (15. marts
2017)
Udlændinge- og
integrationsministeren (Inger Støjberg):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
udlændingeloven (Mulighed for i en krisesituation at afvise
asylansøgere ved grænsen)
(Lovforslag nr. L 153)
Hvis flere
lande omfattet af Dublinforordningen ikke lever op til deres
forpligtelser, sætter det de øvrige medlemsstater og
hele Dublinsystemet under pres. Det oplevede man i 2015, hvor der
var en pludselig og massiv tilstrømning af ulovlige
indvandrere og asylansøgere til Danmark.
Det er i dag
ikke muligt at afvise en udlænding ved indrejsen fra et andet
land omfattet af Dublinforordningen, dvs. umiddelbart på
grænsen, hvis den pågældende
påberåber sig at være omfattet af
udlændingelovens § 7 (asyl). Det skyldes, at Danmark
efter Dublinforordningen skal give asylansøgere adgang til
landet, mens Udlændingestyrelsen vurderer, hvilket land der
efter Dublinforordningen er ansvarligt for at behandle
asylansøgningen.
Lovforslaget
udgør den del af den lovgivningsmæssige
udmøntning af finanslovsaftalen for 2017, der giver politiet
mulighed for at afvise asylansøgere på grænsen
og sende dem tilbage, hvis der opstår en krisesituation, hvor
Dublinsamarbejdet formelt set stadig gælder, men hvor
samarbejdet efter den danske regerings opfattelse i realiteten er
ophørt med at fungere. I en sådan situation kan
Danmark således ud fra en folkeretlig vurdering ikke
længere anses som forpligtet til at følge procedurerne
i Dublinforordningen.
Situationen i
dag er væsentlig forskellig fra efteråret 2015.
Dublinsamarbejdet fungere i dag i al væsentlighed, og presset
er taget af. Men situationen kan ændre sig, og der må
derfor udvises rettidig omhu for at sikre, at Danmark ikke igen
kommer til at stå i en situation som i efteråret
2015.
Efter
forslaget vil der alene kunne ske afvisning ved indrejse fra et
land, som er omfattet af Dublinforordningen, der som udgangspunkt
er at sidestille med sikre tredjelande.
Flygtningenævnet skal efter forslaget til brug for
behandlingen af en sag om afvisning foretage en generel vurdering
af, om et land omfattet af Dublinforordningen i en krisesituation,
hvor Dublinsamarbejdet i realiteten er holdt op med at fungere, er
at sidestille med et sikkert tredjeland.
Efter
forslaget kan nødbremsen aktiveres for en periode på
op til 4 uger, som kan forlænges for en periode på op
til 4 uger ad gangen.
Politiets
afgørelser om afvisning skal efter forslaget kunne
påklages til Udlændingenævnet. En klage
tillægges ikke opsættende virkning, og
udlændingen vil derfor ikke få mulighed for at opholde
sig i Danmark under klagesagens behandling.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.