Fremsat den 15. marts 2017 af Kulturministeren (Mette Bock)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
mediestøtte
(Tilskud til nyhedsmedier i
grænselandet)
§ 1
I lov nr. 1604 af 26. december 2013 om
mediestøtte foretages følgende ændringer:
1. I
§ 2, stk. 1, indsættes som
2. pkt.:
»Det gælder dog ikke nyhedsmedier, der
henvender sig til det danske mindretal i Sydslesvig eller det tyske
mindretal i Sønderjylland.«
2. I
§ 15 ændres
»Kulturstyrelsen« til »Slots- og
Kulturstyrelsen«.
3. §
21 ophæves.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2017.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning og baggrund
Hovedformålet med lovforslaget er at sikre, at der kan
ydes støtte til nyhedsmedier i grænselandet, som
henvender sig til det danske mindretal i Sydslesvig eller det tyske
mindretal i Sønderjylland - uanset omfanget af anden
offentlig støtte.
Folketingets Kulturudvalg afgav den 9. november 2016 beretning
om utilsigtet virkning af lov om mediestøtte. Det
fremgår af beretningen, at det ikke har været hensigten
med mediestøttelovens bestemmelse om, at der ikke kan ydes
tilskud til nyhedsmedier, der ejes helt eller delvis af offentligt
finansierede selskaber el.lign., at afskære medier i
grænselandet fra at modtage mediestøtte.
Det fremgår endvidere af beretningen, at der i udvalget er
fuld tilslutning til at gennemføre en præcisering af
mediestøtteloven, således at det sikres, at bl.a.
Flensborg Avis ikke udelukkes fra at modtage mediestøtte
fremover på grund af sine finansieringsforhold.
Lovforslaget indeholder en præcisering af den
gældende bestemmelse om, at der ikke kan ydes støtte
til et nyhedsmedie, såfremt den offentlige støtte
udgør 50 pct. eller mere af den samlede drift, således
at nyhedsmedier, der henvender sig til det danske mindretal i
Sydslesvig eller det tyske mindretal i Sønderjylland, ikke
er omfattet af bestemmelsen.
Endvidere indeholder lovforslaget en redaktionel ændring
som følge af, at Kulturstyrelsen ved en sammenlægning
med Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme pr. 1. januar 2016 har
skiftet navn til Slots- og Kulturstyrelsen.
Endelig ophæver lovforslaget den gældende § 21,
hvoraf det fremgår, at kulturministeren fremsætter
forslag om revision af loven senest i folketingsåret
2016-2017.
2. Hovedpunkter i lovforslaget
2.1. Tilskud til nyhedsmedier der henvender sig til det
danske mindretal i Sydslesvig eller det tyske mindretal i
Sønderjylland
2.1.1. Gældende ret
Ifølge § 2 i lov nr. 1604 af 26. december 2013 om
mediestøtte kan der ikke ydes tilskud til nyhedsmedier, der
ejes helt eller delvist af offentlige institutioner eller af
offentligt finansierede selskaber eller lignende. Et selskab
betragtes i denne sammenhæng som offentligt finansieret,
såfremt den offentlige støtte - herunder licensmidler
- udgør 50 pct. eller mere af den samlede drift.
2.1.2. Kulturministeriets overvejelser
Det har vist sig, at Flensborg Avis, der henvender sig til det
danske mindretal i Sydslesvig, modtager offentlig støtte i
et sådant omfang, at nyhedsmediet ikke vil kunne modtage
mediestøtte på baggrund af ordlyden af den
gældende § 2. Tilsvarende modtager Der Nordschleswiger
offentlig støtte via Bund Deutscher Nordschleswiger.
Der har historisk set været opbakning til at støtte
det danske mindretal i Sydslesvig, og Danmark har siden 1920 ydet
tilskud til mindretallet, hvoraf hovedparten af den
økonomiske støtte i dag ydes gennem
Sydslesvigudvalget.
Denne opbakning er for så vidt angår tilskud til
nyhedsmedier kommet til udtryk i bl.a. Folketingets Kulturudvalgs
beretning af 9. november 2016 om utilsigtet virkning af lov om
mediestøtte, hvor udvalget bemærker, at det ikke har
været hensigten med reglerne at afskære medier i
grænselandet, som f.eks. Flensborg Avis, fra at modtage
mediestøtte, selvom den offentlige støtte
udgør 50 pct. eller mere af den samlede drift, da disse
medier er med til at opfylde mediestøttelovens formål
om at fremme et alsidigt og mangfoldigt udbud af nyheder af
samfundsmæssig og kulturel karakter med henblik på
styrkelse af det danske demokrati og den demokratiske debat i
Danmark.
For så vidt angår det tyske mindretal i
Sønderjylland har Danmark historisk ført en aktiv
linje med hensyn til at fremme beskyttelsen af nationale mindretal
og har internationale forpligtelser på området. Danmark
har bl.a. underskrevet Europarådets rammekonvention om
beskyttelse af nationale mindretal, der bl.a. skal sikre bevarelse
og udvikling af de nationale mindretals kultur og identitet samt
garantere bestemte frihedsrettigheder i forhold til bl.a.
nyhedsmedier.
I lyset af dette vurderes det hensigtsmæssigt at sikre, at
nyhedsmedier, der henvender sig til det danske mindretal i
Sydslesvig eller det tyske mindretal i Sønderjylland,
fremover kan modtage støtte - uanset omfanget af anden
offentlig finansiering. I overensstemmelse med almindelige
principper for tilskudsforvaltning er det dog ikke hensigten at
give de omhandlede nyhedsmedier mulighed for at opnå
mediestøtte til dækning af de omkostninger, der er
støtteberettiget i henhold til mediestøtteloven, i
det omfang de samme omkostninger måtte være
dækket via andre offentlige tilskud, hvilket det
forudsættes, at Medienævnet påser som led i
nævnets tilskudsadministration.
2.1.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at kravet om, at der ikke kan ydes
støtte til nyhedsmedier, der ejes helt eller delvis af
offentlige institutioner eller af offentligt finansierede selskaber
eller lignende, ikke skal gælde for nyhedsmedier, der
henvender sig til det danske mindretal i Sydslesvig eller det tyske
mindretal i Sønderjylland.
Den foreslåede ændring vil i dag kun få
betydning for så vidt angår Flensborg Avis og Der
Nordschleswiger. Det er ikke udelukket, at nye tilsvarende
nyhedsmedier kan blive omfattet af den foreslåede
bestemmelses anvendelsesområde.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
Lovforslaget forventes ikke at have økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget forventes ikke at have økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Den gældende mediestøtteordning er godkendt af
EU-Kommissionen den 20. november 2013 i henhold til EU's
statsstøtteregler. Kulturministeriet har forelagt
lovforslaget for EU-Kommissionen, som har oplyst, at lovforslaget
udgør en ændring af den eksisterende
mediestøtteordning, som ikke kræver notifikation som
ny støtte, da ændringen ikke påvirker
mediestøtteordningens forenelighed med det indre marked.
8. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 9. januar 2017
til 6. februar 2017 været i høring hos følgende
myndigheder og organisationer m.v.:
105.dk, Advokatrådet, Agenda, Aktionæren, Aller
Media A/S, Altinget.dk, Arbejderen, Arkitekturforum,
ARTIST-JOURNALIST, ATLAS Magasin, Avisen Kommunen, Avisen.dk,
Berlingske, Berlingske Media, BFE, Bias, Bladpuljens
Fordelingsudvalg, Bonnier Publications A/S, Bornholms Tidende Brain
Food, BT, BygTek, Børsen, Casablanca, COIN, Computerworld,
CSR, Dagbladet Holstebro-Struer-Lemvig, Dagbladet Licitationen,
Dagbladet Ringkøbing-Skjern, DAGBLADET/Frederiksborg Amts
Avis, Dagens Byggeri, Dagens Medicin, DAILY POST, Dansk
Annoncørforening (DAF), Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk
IT, Dansk Journalistforbund, Danske Advokater, Danske Medier,
Danske Mediers Forum, Danske Regioner, DanWatch.dk, Den Korte Avis,
DENFRI, Der Nordschleswiger, Det nye DOXA, Det nye Zetland, dknyt
ApS, Egmont International Holding A/S, Ekstra Bladet,
Erhvervsfilosofi.dk, Erhvervsstyrelsen, Fagbladet 3F, Fagbladet
FOA, Fagbladet Folkeskolen ApS, Filmmagasinet Ekko, Finans,
Flensborg Avis, Forbrugerrådet Tænk, Foreningen af
Danske Kulturtidsskrifter, Foreningen af Danske Lokale Ugeaviser,
Frederiksborg Amts Avis, Friktion - magasin for køn, krop og
kultur, Fyens Stiftstidende, Fyns Amt Avis, Føljeton,
Globalnyt, GOLDBERG, HavneFront, Helsingør Dagblad, Herning
Folkeblad, Horsens Folkeblad, IDG Danmark, Information,
Ingeniøren, Innovationsforum, InsideBusiness, IT-Branchen,
JP/Politikens Hus, JydskeVestkysten, Jyllands Posten, Jysk Fynske
Medier, KidsNews, Kjerteminde Avis, Kommunen, Kommunernes
Landsforening (KL), Koncentrat, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,
Korrespondenterne, Kreativitet & Kommunikation, Kristeligt
Dagblad, Landbrugsavisen, Licitationen - Byggeriets Dagblad,
Limfjord Plus, Lolland-Falsters Folketidende, Magasinet KBH, Mandag
Morgen, Medienævnet, MetroXpress A/S, Midtjyllands Avis,
Minartikel.dk, Modkraft.dk, Morsø Folkeblad, Motormagasinet,
Multimedieforeningen, mydailyspace, Neo, Netavisen Pio,
Netudgaven.dk, newsbreak.dk, Nordjyske Medier, Nordjyske
Stiftstidende, Nordvestnyt, Numbers Talk To Me, Ny Netavis,
Nyforskning.dk, Nyhedsmagasinet Critico, Nyhedsmagasinet Danske
Kommuner, Opinionen, Out & About, Papercut Issues som
nyhedsplatform, Politiken, Projekt ABC, Qvark, Randers Amtsavis,
Rigsrevisionen, Ryk Verden News, Samsø Posten, Silkeborg
Nyt, Sjællandske Medier, Skive Folkeblad, Slots- og
Kulturstyrelsen, Socialfremtid.dk, Substans, Søndagsavisen
A/S, SønderborgNYT - gratis lokale nyheder, The Copenhagen
Post, The Murmur, Third Ear, TV-Kalundborg.dk, Tyskland. Watch,
Uddannelsesnyheder.dk, Udfordringen, Vejle Amts Folkeblad,
Version2, Viborg Stifts Folkeblad, Vildnis, Watch Medier,
Weekendavisen, www.danwatch.dk, Your Danish Life, the expat
magazine, Zaman Iskandinavya, Økonomisk Ugebrev og
Århus Stiftstidende.
9. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Den eksisterende mediestøtteordning
er statsstøttegodkendt af EU-Kommissionen. Kommissionen har
oplyst, at den foreslåede ændring af ordningen ikke
kræver notifikation efter statsstøttereglerne, da
ændringen ikke påvirker støtteordningens
forenelighed med det indre marked. | Overimplementering af EU-retlige
minimumsforpligtelser | JA | NEJ X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Ifølge § 2 i lov om mediestøtte kan tilskud
efter loven ikke ydes til nyhedsmedier, der ejes helt eller delvis
af offentlige institutioner eller af offentligt finansierede
selskaber eller lignende. Ifølge bemærkningerne til
bestemmelsen betragtes et selskab som offentligt finansieret,
såfremt den offentlige støtte - herunder licensmidler
- udgør 50 pct. eller mere af den samlede drift.
Det foreslås, at kravet i lovens § 2 ikke skal
gælde for nyhedsmedier, der henvender sig til det danske
mindretal i Sydslesvig eller det tyske mindretal i
Sønderjylland. Det vil betyde, at sådanne nyhedsmedier
ikke udelukkes fra at modtage mediestøtte på grund af
deres eventuelle finansiering ved anden offentlig støtte.
Det er dog ikke hensigten at give de omhandlede nyhedsmedier
mulighed for at opnå mediestøtte til dækning af
de omkostninger, der er støtteberettiget i henhold til
mediestøtteloven, i det omfang de samme omkostninger
måtte være dækket af andre offentlige
tilskud.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold
til bestemmelsen henvises til afsnit 2.1. i de almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
Det fremgår af § 15 i lov om mediestøtte, at
Kulturstyrelsen stiller sekretariatsbetjening til rådighed
for Medienævnet.
Det foreslås, at "Kulturstyrelsen" ændres til
"Slots- og Kulturstyrelsen" i bestemmelsen, idet der er tale om en
redaktionel ændring som følge af oprettelsen af Slots-
og Kulturstyrelsen pr. 1. januar 2016.
Til nr. 3
Det fremgår af § 21 i lov om mediestøtte, at
kulturministeren fremsætter forslag om revision af loven
senest i folketingsåret 2016-17. Det fremgår af
bemærkningerne til bestemmelsen, at det er hensigten, at der
senest tre år efter ordningens ikrafttræden politisk
tages stilling til, om der er behov for at revidere ordningen ud
fra erfaringerne med administrationen af lovens tilskudsordninger,
herunder også den teknologiske indvirken på
medieområdet samt udviklingen i markedet og medieforbruget.
Til brug for den politiske stillingtagen gennemføres der
ifølge bemærkningerne en evaluering af de i loven
omfattede tilskudsordninger med henblik på en vurdering af,
hvorvidt loven fungerer efter hensigten, samt om dele af loven
eventuelt har medført uhensigtsmæssige virkninger.
Bl.a. er der ikke i loven indført et udgiverloft i
ordningen. Ved evalueringen af loven vil det blive vurderet,
hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt at
fastsætte et sådant loft.
Der er på denne baggrund i efteråret 2015
gennemført en kortlægning af erfaringerne med
administrationen af ordningen samt af udviklingen i mediemarkedet,
-teknologien og -forbruget mm. i form af en høring af
Medienævnet og mediebranchen. Det fremgår af
kortlægningen af mediestøtteordningen, at det
overordnede formål med ordningen synes opnået, idet der
dog på baggrund af kortlægningen kan overvejes
justeringer af regelgrundlaget.
Regeringen har imidlertid besluttet, at
mediestøtteordningen - bl.a. som følge af
konvergensudviklingen - bliver en del af regeringens samlede
oplæg til den næste mediepolitiske aftale, jf.
regeringsgrundlaget af 27. november 2016. Det bemærkes, at
den gældende mediepolitiske aftale udløber med
udgangen af 2018.
På denne baggrund foreslås revisionsbestemmelsen i
mediestøtteloven ophævet.
Til §
2
Bestemmelsen fastsætter lovens
ikrafttrædelsestidspunkt. Loven træder i kraft den 1.
juli 2017. Loven får således virkning for
Medienævnets tildeling af mediestøtte efter
ikrafttrædelsestidspunktet.
Til §
3
Det fastslås i bestemmelsen, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
ret
| | | | | §
1. | | | I lov nr. 1604 af 26. december 2013
foretages følgende ændringer: | § 2.
Tilskud efter denne lov kan ikke ydes til nyhedsmedier, der ejes
helt eller delvis af offentlige institutioner eller af offentligt
finansierede selskaber el. lign. | | 1. I § 2, stk. 1, indsættes som 2. pkt.: »Det gælder dog ikke
nyhedsmedier, der henvender sig til det danske mindretal i
Sydslesvig eller det tyske mindretal i
Sønderjylland.« | § 15.
Kulturstyrelsen stiller sekretariatsbetjening til rådighed
for nævnet. | | 2. I § 15 ændres
»Kulturstyrelsen« til »Slots- og
Kulturstyrelsen«. | § 21.
Kulturministeren fremsætter forslag om revision af loven
senest i folketingsåret 2016-17. | | 3. § 21 ophæves. | | | §
2. | | | Loven træder i kraft den 1. juli
2017. | | | §
3. | | | Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland. |
|