L 151 Forslag til lov om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse under ferie.

Af: Børne- og socialminister Mai Mercado (KF)
Udvalg: Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 23-05-2017

Afgivet: 23-05-2017

Betænkning afgivet af Social-, Indenrigs- og Børneudvalget den 23. maj 2017

20161_l151_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Social-, Indenrigs- og Børneudvalget den 23. maj 2017

1. Ændringsforslag

Der er stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget. Børne- og socialministeren har stillet ændringsforslag nr. 1, og Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 2 til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 15. marts 2017 og var til 1. behandling den 21. marts 2017. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Social-, Indenrigs- og Børneudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.

Sammenhæng med andre lovforslag

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om socialtilsyn og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (L 150). De to lovforslag blev førstebehandlet sammen.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og børne- og socialministeren sendte den 16. januar 2017 dette udkast til udvalget, jf. SOU alm. del - bilag 109. Den 15. marts 2017 sendte børne- og socialministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Edel og Bjarne Aarkrogh.

Børne- og socialministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 29 spørgsmål til børne- og socialministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af børne- og socialministeren under nr. 1 stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod det af EL under nr. 2 stillede ændringsforslag,

Socialdemokratiets, Dansk Folkepartis, Venstres, Liberal Alliances, Radikale Venstres, SF's, Alternativets og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at socialtilsynene som led i deres almindelige driftsorienterede tilsyn med døgntilbud skal føre tilsyn med, at tilbuddets administration af tilkøbsordningen og den praktiske gennemførelse ikke påvirker den generelle faglige praksis og hverdagen i tilbuddet negativt i forhold til den enkelte beboer og i forhold til den samlede beboergruppe. Oplysninger om døgntilbuddets faglige praksis og hverdagen i tilbuddet, som kan henføres til tilkøbsordningen, indgår således i grundlaget for socialtilsynets vurdering af tilbuddets kvalitet på lige fod med andre oplysninger.

Socialtilsynet skal ikke føre tilsyn med det enkelte døgntilbuds levering af socialpædagogisk ledsagelse til beboere på ferie, når denne leveres som tilkøbsydelse til konkrete beboere, jf. bemærkningerne til lovforslaget. Socialtilsynet skal derimod, som det gælder for deres varetagelse af tilsynsopgaven generelt, bl.a. anvende oplysninger fra kommuner, beboere og pårørende om indsatsen i forhold til de enkelte beboere som grundlag for deres vurdering af den generelle kvalitet af tilbuddets praksis.

Partierne henholder sig til aftalen af 4. november 2016, hvoraf følgende fremgår:

»Aftalepartierne er enige om følgende tiltag:

Tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse

- Der indføres mulighed for, at borgere i kommunale/regionale døgntilbud får mulighed for tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse, så de kan få det personale, de kender, med på ferie.

- Muligheden omfatter tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse, der ligger ud over den indsats efter serviceloven, som borgeren modtager i døgntilbuddet, det vil sige ud over den »kerneydelse«, som leverandøren i forvejen skal levere. Kerneydelsen defineres på baggrund af en samlet vurdering af borgerens afgørelse, skriftlige oplysninger om, hvilken hjælp der er bevilget, om ferie indgår i taksten for døgntilbuddet og borgerens handlekommunes serviceniveau.

- Leverandøren af ordningen har ansvaret for at sikre, at brugen af tilkøbsordningen ikke må medføre negative konsekvenser for borgere på døgntilbud, der ikke benytter sig af tilkøbsmuligheden, og har også pligt til at sikre, at ferien kan gennemføres personalemæssigt forsvarligt og inden for rammerne af de ansattes ansættelsesvilkår i beskæftigelseslovgivningen.

- Kommunerne har forsyningsforpligtelse i forhold til at yde socialpædagogisk bistand efter servicelovens § 85. Borgere, der på baggrund af en konkret og individuel vurdering opfylder betingelserne for at modtage socialpædagogisk bistand, og som har behov herfor, har ret til at modtage ydelsen.

- Ovenstående vil blive beskrevet i lovbemærkningerne sammen med Ankestyrelsens principafgørelse nr. 60-15, som fastslår, at man kan have ret til at modtage socialpædagogisk støtte under kortere ophold uden for hjemmet.

Aftalepartierne er enige om at afsætte 1,0 mio. kr. i 2019 af satspuljen til finansiering af en evaluering af ordningen, herunder afdækning af døgntilbuddenes forvaltning af ordningen.

Aftalepartierne er på den baggrund enige om at have håndteret beslutningsforslag B 190 om klarere regler og nye forslag til ledsageordning.«

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker endvidere, at lovforslaget bl.a. udspringer af beslutningsforslag nr. B 190 om klare regler og nye forslag til ledsageordning (folketingsåret 2015-16). Beslutningsforslaget, som der var flertal for, blev fremsat, fordi DF ønskede konstruktive løsninger på hele ledsagerproblematikken. Problemstillingen omkring ledsagelse er bl.a. blevet tydelig i sommerferieperioder og i forbindelse med Sølundfestivalen. På den baggrund nedsatte regeringen en arbejdsgruppe, der skulle udarbejde forslag til løsninger på udfordringerne med at få bevilget ledsagelse via serviceloven til mennesker med handicap. Tidligere var der en praksis, der betød, at beboere på botilbud kunne tilkøbe socialpædagogisk ledsagelse ud over det, kommunen bevilgede. Dette viste sig ikke at være en korrekt praksis, og derfor blev praksis ændret. Ændringen betød, at DF fik rigtig mange henvendelser fra berørte borgere, som var sure over, at de ikke længere selv kunne bestemme over deres egne penge.

Lovforslaget giver mulighed for, at borgere, der bor i kommunale og regionale døgntilbud, kan tilkøbe socialpædagogisk ledsagelse til ferier. Borgerne kan få det personale, de kender, med på ferie, frem for at de, som det er gældende i dag, kan tilkøbe privat hjælp af hjælpere, som oftest ikke kender deres hjælperbehov. Tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse til ferier skal ligge ud over den indsats efter servicelovens § 85, som beboeren er visiteret til i døgntilbuddet. Desuden kan muligheden for tilkøb kun anvendes, hvis det kommunale eller regionale døgntilbud sikrer, at ferien kan gennemføres personalemæssigt forsvarligt. Det er afgørende, at indførelse af tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse til ferie ikke må medføre forringelser, reduktioner eller manglende visitation af den socialpædagogiske bistand efter servicelovens § 85, herunder ledsagelse, som kommunerne er forpligtet til at levere til målgruppen på baggrund af en konkret og individuel vurdering. Kommunalbestyrelsen må derfor i forbindelse med vurderingen af borgerens behov for hjælp og støtte efter serviceloven ikke inddrage, at borgeren har en tilkøbsmulighed vedrørende socialpædagogisk ledsagelse. Det følger af § 85 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til borgere, der har behov herfor på baggrund af en betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Det fremgår desuden af Ankestyrelsens principafgørelse nr. 60-15, at man kan have ret til at modtage socialpædagogisk støtte under kortere ophold uden for hjemmet. Derudover er der mulighed for, at beboere, pårørende og andre via whistleblowerordningen kan gøre socialtilsynet opmærksom på eventuelle forringelser i døgntilbuddet i disse perioder.

Det er fra Børne- og Socialministeriets side vurderingen, at disse forhold vil muliggøre en tilstrækkelig kontrol med, at brugen af tilkøb ikke påvirker kvaliteten af døgntilbuddet for de beboere, der ikke gør brug af tilkøbsmuligheden.

DF vil selvfølgelig holde øje med, hvordan lovforslagets bestemmelser bliver anvendt i praksis, herunder at intentionerne med lovforslaget bliver overholdt, og derfor vil der også finde en evaluering sted. DF er overbevist om, at hvis og såfremt aftalepartiernes intentioner med lovforslaget ikke bliver fulgt i kommunalt regi, er aftalepartierne klar til at skride ind. Det er DF i hvert fald. DF er også i forhold til dette lovforslag klar til at øge tilsynet, hvis det viser sig nødvendigt, og det er partiet også meget villig til at drøfte med aftalepartierne, hvis det ønskes.

Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Enhedslistens medlemmer af udvalget mener, at forslaget om at indføre en bestemmelse om tilkøb af socialpædagogisk bistand bryder med kompensationsprincippet, der skal sikre, at personer med handicap får en sådan støtte og hjælp, at de kan deltage i samfundslivet og indrette deres tilværelse på lige fod med andre borgere. Personer med handicap må have de samme muligheder for at holde ferie som andre borgere. Såfremt afholdelse af ferie uden for borgerens botilbud kun er muligt med socialpædagogisk ledsagelse, må botilbuddet derfor stille den nødvendige ledsagelse til rådighed som en del af det samlede tilbud til borgeren, således at muligheden for ledsagelse ikke afhænger af den enkelte borgers betalingsevne. Med lovforslaget åbnes der reelt for brugerbetaling på socialpædagogisk ledsagelse, hvilket f.eks. gøres meget tydeligt i børne- og socialministerens svar på spørgsmål 19, hvori ministeren bekræfter, at kommunerne gerne må have et generelt serviceniveau for socialpædagogisk ledsagelse på 0 dage årligt.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 6

Af børne- og socialministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I stk. 1 ændres »dette afsnit« til: »denne paragraf og §§ 5 og 7-12«.

[Præcisering]

Ny paragraf

Af et mindretal (EL):

2) Efter § 14 indsættes som ny paragraf:

»§ 01. I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 369 af 18. april 2017, som ændret ved lov nr. 237 af 15. marts 2017, foretages følgende ændring:

1. I § 85 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde socialpædagogisk ledsagelse under minimum 10 dages ferie årligt til personer, som på grund af en varig fysisk og psykisk funktionsnedsættelse ikke kan færdes på egen hånd, og som bor i en boform efter denne lov eller en tilsvarende bolig. Ledsagelsen under ferie ligger ud over den støtte og ledsagelse, som kommunalbestyrelsen yder til hverdagsaktiviteter, fritidstilbud og lign.««

[Sikring af ret til socialpædagogisk ledsagelse under minimum 10 dages ferie årligt for personer med varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som bor i boformer efter lov om social service eller en tilsvarende bolig]

Bemærkninger

Til nr. 1

Folketingets Lovsekretariat har påpeget, at lovforslaget ikke indeholder afsnitsinddeling, hvorfor det er uklart, hvad »dette afsnit« i den eksisterende formulering af § 6, stk. 1, henviser til. På den baggrund ønsker børne- og socialministeren med ændringsforslaget at tydeliggøre, at bestemmelsen henviser til lovforslagets §§ 5-12.

Til nr. 2

Der er dokumentation for, at en del kommuner enten slet ikke - eller i stærkt begrænset omfang - yder socialpædagogisk ledsagelse i forbindelse med ferie og lign. til personer med en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som ikke kan færdes på egen hånd, og som bor i en boform efter lov om social service eller en tilsvarende bolig. En undersøgelse fra KL fra november 2014, viste således, at 18 kommuner har fastsat et serviceniveau for ledsagelse i forbindelse med ferie til 0 dage årligt »KL's spørgeskemaundersøgelse vedrørende socialpædagoggisk bistand til deltagelse i aktiviteter, ferie og udflugter på kommunale bosteder m.v.« Hele 10 kommuner angav i undersøgelsen, at deres serviceniveau for både ferie og fritidsaktiviteter, udflugter m.v. var på 0 dage årligt. Disse serviceniveauer er fastsat, uanset at en meget stor andel af borgerne i målgruppen må formodes at have ret til socialpædagogisk ledsagelse efter lov om social service, herunder principafgørelse 60-15.

Derfor foreslås det, at det i loven præciseres, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at yde minimum 10 dages ferie årligt til personer, som på grund af en betydelig varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke kan færdes på egen hånd, og som bor i en boform efter serviceloven eller en tilsvarende bolig. Der er således behov for, at det bliver tydeligere for landets kommuner, hvilke forpligtelser de har i forhold til visitationen af socialpædagogisk ledsagelse til ferieformål m.v.

Ændringsforslaget indebærer etableringen af et minimumsniveau på socialpædagogisk ledsagelse til ferie for den nævnte målgruppe på 10 hele dage årligt. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte et højere serviceniveau, ligesom der efter en konkret og individuel vurdering kan visiteres yderligere ferieledsagelse til borgere, som har behov herfor. Minimumsniveauet udgør et tilbud til borgerne i målgruppen på linje med den øvrige indsats efter § 85, og borgeren kan afstå fra at benytte sig af det.

Målgruppen for ændringsforslaget er betydelig mindre end den samlede målgruppe for socialpædagogisk bistand efter § 85, idet der både skal kunne skønnes et ledsagelsesbehov, være tale om betydelig varig fysisk og psykisk funktionsnedsættelse, og at borgeren skal være visiteret til en bolig efter lov om social service eller en tilsvarende bolig. Enhedslisten skønner, at der er tale om en målgruppe i størrelsesordenen 5.000-7.000 personer.

Økonomiske konsekvenser

Børne- og socialministeren har ikke kunnet oplyse, hvor store merudgifter for kommunerne der vil være forbundet med at indføre en minimumsrettighed til 10 dages socialpædagogisk ledsagelse. Af ministerens svar på spørgsmål 4 fremgår et udgiftskøn på 1 mia. kr., der ifølge svaret er behæftet med betydelig usikkerhed, idet der ikke foreligger et datagrundlag. Skønnet bygger på en beregning, hvor samtlige personer i målgruppen holder 10 dages ferie med ledsagelse af gennemsnitligt 2 medarbejdere. Af ministerens svar på spørgsmål 20 fremgår det da også, at tallet på 1 mia. kr. alene er et regneeksempel, og at der i regneeksemplet ikke er fratrukket nogen kommunal udgift forbundet med eksisterende kommunale ledsagelsesforpligtelser i forbindelse med ferier efter servicelovens § 85. Dette på trods af at kommunerne, jf. Ankestyrelsens afgørelse 60-15, i dag har en sådan forpligtelse og uden for enhver tvivl har betydelige udgifter til socialpædagogisk ledsagelse. Beløbet i regneeksemplet må således antages at ligge meget langt ud over den kommunale merudgift ved vedtagelsen af en minimumsrettighed på 10 dages ledsagelse. Da det således på baggrund af ministerens svar ikke er muligt at opgøre finansieringsbehovet ved en kompensation af den kommunale merudgift, afsættes der skønsmæssigt et beløb på 500 mio. kr.

Omkostningen finansieres af en del af provenuet ved en genindførelse af sodavandsafgiften, der jf. skatteministerens svar på spørgsmål nr. 188 af 23. januar 2017 (SAU - alm. del) vil indbringe staten et merprovenu på 610 mio. kr. i varig virkning efter tilbageløb.

Karin Nødgaard (DF) nfmd. Susanne Eilersen (DF) Karina Adsbøl (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Pernille Bendixen (DF) Morten Marinus (DF) Jakob Engel-Schmidt (V) Carl Holst (V) Jane Heitmann (V) Klaus Markussen (V) Thomas Danielsen (V) Anni Matthiesen (V) Henrik Dahl (LA) Laura Lindahl (LA) Orla Østerby (KF) Karen J. Klint (S) Erik Christensen (S) Orla Hav (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Troels Ravn (S) fmd. Ane Halsboe-Jørgensen (S) Yildiz Akdogan (S) Finn Sørensen (EL) Pernille Skipper (EL) Torsten Gejl (ALT) Marianne Jelved (RV) Lotte Rod (RV) Trine Torp (SF) Jacob Mark (SF)

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)? 8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 151

Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat og høringssvar, fra børne- og socialministeren
2
Henvendelse af 20/2-17 fra Edel og Bjarne Aarkrogh
3
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Ændringsforslag, fra børne- og socialministeren
6
1. udkast til betænkning
7
2. udkast til betænkning
8
3. udkast til betænkning
9
4. udkast til betænkning
10
5. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 151

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om at kommentere henvendelsen af 20/2-17 fra Edel og Bjarne Aarkrogh, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
2
MFU spm., om tendensen i målgruppen for lovforslaget er, at det økonomiske råderum bliver mindre i kraft af lavere samlet førtidspension, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
3
MFU spm., om ministeren finder det acceptabelt, at der var 18 kommuner, der ifølge KL's undersøgelse vedrørende socialpædagogisk ledsagelse fra november 2014 angav, at deres serviceniveau for ledsagelse i forbindelse med ferie var 0 dage årligt, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
4
MFU spm. om en beregning af, hvad kommunernes merudgifter vil være ved at indskrive en ret i loven til socialpædagogisk ledsagelse, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
5
MFU spm., om det er ministerens vurdering, at deltagelse i Sølundfestivalen eller tilsvarende festivaler er dækket af Ankestyrelsens brug af kompensationsprincippet i 60-15, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
6
MFU spm., om en kommunes visitation af socialpædagogisk bistand og ledsagelse efter servicelovens § 85 til f.eks. 7 dages ferieophold ikke udgør et selvstændigt argument for ikke at bevilge tilsvarende bistand, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
7
MFU spm., om den planlagte evaluering af tilkøbsloven vil indeholde dokumentation for udviklingen i de kommunale serviceniveauer og faktiske visitation af socialpædagogisk bistand og ledsagelse til ferie både før og efter lovens ikrafttræden, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
8
MFU spm., om det vil være tilladt for de omfattede døgntilbud at udarbejde markedsføringsmateriale til beboerne om salg af socialpædagogisk ledsagelse til ferieformål, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
9
MFU spm., om der vil være særlige etiske krav til markedsføringsmateriale om salg af socialpædagogisk ledsagelse, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
10
MFU spm. om, hvilke muligheder borgere har for at klage over mangelfuld levering af tilkøbt socialpædagogisk ledsagelse, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
11
MFU spm. om, hvilke klagemuligheder en borger, der har købt socialpædagogisk ledsagelse af sit døgntilbud, har efter forbruger- og markedsføringslovgivningen, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
12
MFU spm., om ministeren finder det realistisk, at borgere i målgruppen for lovforslaget, som ikke har værger eller ressourcestærke pårørende, på egen hånd vil kunne påklage mangelfuld levering af tilkøbt socialpædagogisk ledsagelse til forbrugerklagesystemet, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
13
MFU spm. om, hvori den kommunale forpligtelse til at undersøge, om en borger i målgruppen har ret til socialpædagogisk ledsagelse efter servicelovens § 85, består, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
14
MFU spm., om det vil være forbundet med sanktioner el.lign., hvis et døgntilbud ikke sørger for afklaring af, om borgeren har krav på socialpædagogisk ledsagelse hos borgerens handlekommune, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
15
MFU spm., om et døgntilbud kan sælge socialpædagogisk ledsagelse til en beboer, selv om der ikke er sket en afklaring af, om den pågældende har krav på socialpædagogisk ledsagelse, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm., om ministeren er enig i, at en kommune ikke kan have et serviceniveau på nul i forhold til socialpædagogisk ledsagelse til ferier for borgere i døgntilbud, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm. om, hvilke kommuner der ikke har afsat penge til socialpædagogisk ledsagelse til ferier til deres borgere i kommunale døgntilbud, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
18
MFU spm. om, hvorvidt ministeren er enig i, at de aktuelle og fremtidige økonomiske forhold for målgruppen er et socialpolitisk anliggende med betydning for lovforslagets konsekvenser, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
19
MFU spm., om det efter ministerens opfattelse vil være i overensstemmelse med lovgivningen, hvis en kommune beslutter et serviceniveau for socialpædagogisk ledsagelse til ferier på 0 dage årligt i betragtning af indholdet i Ankestyrelsens principafgørelse 60-15, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
20
MFU spm. om, hvilke skønnede kommunale udgifter forbundet med eksisterende kommunale ledsagelsesforpligtelser efter servicelovens § 85 der er fradraget i den foretagne beregning, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
21
MFU spm. om at bekræfte, at Ankestyrelsens principafgørelse 60-15 ikke kan udlægges som en øvre grænse på 4-5 dages ledsagelse i forbindelse med ferie, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
22
MFU spm. om, hvorfor en vurdering af målgruppens svage ressourcer og de deraf følgende reelle muligheder for at indgive en klage ikke er et anliggende for børne- og socialministeren, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
23
MFU spm. om, hvordan det vil kunne forekomme, at det på forhånd ligger fast, at en beboer ikke har krav på ledsagelse som en del af et visiteret tilbud, hvis det altid skal bero på en konkret og individuel vurdering, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
24
MFU spm., om borgere, som ikke vurderes at have et ledsagelsesbehov, kan tilkøbe socialpædagogisk ledsagelse efter denne lov, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
25
MFU spm. om, hvorvidt et døgntilbud, som udsættes for besparelser, vil kunne afbøde en del af virkningen af disse besparelser gennem salg af socialpædagogisk ledsagelse og dermed eksempelvis kunne fastholde personale, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
26
Spm. om at yde teknisk bistand til et eller flere ændringsforslag til lovforslaget, der indebærer, at socialtilsynene skal godkende og føre et driftsorienteret tilsyn med døgntilbuddene, som er omfattet af lovforslaget, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
27
Spm., om ministeren vil stille eller støtte det/de ændringsforslag, som der anmodes om teknisk bistand til i spørgsmål 26, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
28
Spm. om at bekræfte, at den evaluering, som ministeren forestiller sig ikke vil kunne give svar på, om og i hvilket omfang de kommunale serviceniveauer og den faktiske visitation af socialpædagogisk ledsagelse til ferie m.v. forringes som følge af tilkøbsordningen, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå
29
Spm. om, hvordan man som kommune kan have et serviceniveau på 0 i forhold til socialpædagogisk ledsagelse og alligevel leve op til skalbestemmelserne i serviceloven, til børne- og socialministeren, og ministerens svar herpå