L 145 Forslag til lov om ændring af lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække.

(Krav om etablering af målrettede efterafgrøder).

Af: Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 22-03-2017

Afgivet: 22-03-2017

Betænkning afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 22. marts 2017

20161_l145_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 22. marts 2017

1. Ændringsforslag

Miljø- og fødevareministeren har stillet 5 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 23. februar 2017 og var til 1. behandling den 2. marts 2017. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Fødevareudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og miljø- og fødevareministeren sendte den 20. januar 2017 dette udkast til udvalget, jf. MOF alm. del - bilag 213. Den 23. februar 2017 sendte miljø- og fødevareministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 8 spørgsmål til miljø- og fødevareministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger

Et flertal i udvalget (DF, V, LA, ALT og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Dansk Folkepartis, Venstres, Liberal Alliances og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget ønsker at tilkendegive, at partierne forventer at blive inddraget forud for udstedelsen af eventuelle krav om målrettede efterafgrøder med udgangspunkt i de principper, som fremgår af lovgivningen, jf. ministerens svar på spørgsmål 3.

Alternativets medlemmer af udvalget stemmer for lovforslaget, fordi efterafgrøder er et veldokumenteret og anerkendt virkemiddel til at begrænse belastningen med næringsstoffer fra marker. Virkemidlet kan altså med stor sikkerhed afbøde de vigtigste negative konsekvenser, regeringens landbrugspakke vil have for natur og miljø. Alternativet så helst, at regeringen slet ikke havde lempet reglerne for landbrugets brug og dermed udledning af næringsstoffer. Men når der nu med landbrugspakken er skabt usikkerhed og stor sandsynlighed for en markant forøget næringsstofbelastning, mener Alternativet, at det virkemiddel, nærværende lovforslag indfører, skaber en rimelig og nødvendig sikkerhed for, at Danmark kan leve op til EU's krav for næringsstofbelastning krav, som Alternativet anser for minimum for beskyttelse af Danmarks natur.

Et mindretal i udvalget (S, EL, RV og SF) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behanding. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af miljø- og fødevareministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. Som fodnote til lovens titel indsættes:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget, EF-Tidende 1991, nr. L 375, side 1, som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1137/2008 af 22. oktober 2008, EU-Tidende 2008, nr. L 311, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger, EF-Tidende 2000, nr. L 327, side 1, som ændret ved Kommissionens direktiv 2014/101/EU af 30. oktober 2014, EU-Tidende 2014, nr. L 311, side 32.««

[Indsættelse af EU-note]

2) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 7, stk. 1, ændres i nr. 3 »lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.« til: »lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.«

[Korrektion af lovens titel]

3) I den under nr. 5 foreslåede § 18 a udgår i stk. 1 »i 2017 og 2018«, og efter »efterafgrøder« indsættes: »i 2017 og 2018«.

[Præcisering af anvendelsesperiode for etablering af efterafgrøder]

4) I den under nr. 5 foreslåede § 18 a ændres i stk. 2 »tekstanmærkning nr. 170 ad 24.23.07 til § 24 på finansloven« til: »tekstanmærkning nr. 170 til finansloven for 2017 vedrørende § 24.23.07«.

[Angivelse af årstal for finanslov]

5) I den under nr. 5 foreslåede § 18 b ændres i stk. 1 »tekstanmærkning nr. 170 ad 24.23.07 til § 24 på finansloven« til: »tekstanmærkning nr. 170 til finansloven for 2017 vedrørende § 24.23.07«.

[Angivelse af årstal for finanslov]

Bemærkninger

Til nr. 1

Der har hidtil været en slutnote på lovbekendtgørelsen af gødskningsloven, hvor det fremgår, at lovbekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der via den danske nitrathandlingsplan bidrager til opfyldelse af de danske forpligtelser efter nitratdirektivet og via indsatsprogrammerne i de danske vandområdeplaner bidrager til opfyldelse af danske forpligtelser efter vandrammedirektivet.

Ifølge artikel 93, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 omfatter reglerne om krydsoverensstemmelse de lovgivningsmæssige forvaltningskrav i henhold til EU-retten og standarderne for god landbrugs- og miljømæssig stand af jord, der fastsættes på nationalt plan som anført i forordningens bilag II. Når det gælder direktiver, anvendes retsakterne i bilag II, således som de er gennemført i medlemsstaterne, jf. artikel 93, stk. 2. Ifølge bilag II er artikel 4 og 5 i nitratdirektivet sådanne lovbestemte forvaltningskrav, der er omfattet af reglerne om krydsoverensstemmelse.

Reglerne i gødskningsloven og de tilknyttede bekendtgørelser er de væsentligste nationale foranstaltninger for at nå nitratdirektivets mål. Bestemmelser i gødskningsloven og bestemmelser udstedt i medfør af loven står anført i det danske nitrathandlingsprogram i listen over foranstaltninger, der skal udarbejdes efter nitratdirektivets artikel 4 og 5, til den danske implementering af nitratdirektivet. De pågældende bestemmelser skal derfor være omfattet af krydsoverensstemmelse.

Det vurderes hensigtsmæssigt at påføre en EU-note i de nationale retsakter, der medgår til direktivimplementeringen, for at præcisere, at de pågældende regler udgør en del af den danske implementering af nitratdirektivet og dermed skal være omfattet af reglerne om krydsoverensstemmelse. Det foreslås derfor, at slutnoten på lovbekendtgørelsen ændres til en egentlig EU-note.

Til nr. 2

I det fremsatte lovforslags forslag til § 7, stk. 1, nr. 3, henvises der til lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. Lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. hedder dog indtil den 1. august 2017 lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. Henvisningen ændres derfor til lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.

Til nr. 3

Der er tale om en korrekturrettelse. Formuleringen i det fremsatte lovforslags forslag til § 18 a, stk. 1, betyder, at miljø- og fødevareministeren i 2017 og 2018 fastsætter regler, der fastlægger krav for virksomheder om etablering og placering af målrettede efterafgrøder. Intentionen med bestemmelsen er dog, at de målrettede efterafgrøder skal etableres og placeres i 2017 og 2018, hvorfor bestemmelsen rettes.

Til nr. 4

I det fremsatte lovforslags § 18 a, stk. 2, henvises der til tekstanmærkning nr. 170 ad 24.23.07 til § 24 på finansloven. Der henvises ikke til årstal for finansloven. Derfor præciseres det i den foreslåede § 18 a, stk. 2, at tekstanmærkningen er optaget på finansloven i 2017.

Til nr. 5

I det fremsatte lovforslags § 18 b, stk. 1, henvises der til tekstanmærkning nr. 170 ad 24.23.07 til § 24 på finansloven. Der henvises ikke til årstal for finansloven. Derfor præciseres det i den foreslåede § 18 b, stk. 1, at tekstanmærkningen er optaget på finansloven i 2017.

René Christensen (DF) Pia Adelsteen (DF) fmd. Ib Poulsen (DF) Orla Østerby (KF) Lise Bech (DF) Karina Due (DF) Erling Bonnesen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Thomas Danielsen (V) Hans Christian Schmidt (V) Anni Matthiesen (V) Jacob Jensen (V) Leif Mikkelsen (LA) Villum Christensen (LA) Mette Abildgaard (KF) Bjarne Laustsen (S) Lea Wermelin (S) nfmd. Christian Rabjerg Madsen (S) Jesper Petersen (S) Kirsten Brosbøl (S) Simon Kollerup (S) Søren Egge Rasmussen (EL) Maria Reumert Gjerding (EL) Christian Poll (ALT) Roger Matthisen (ALT) Sanne Bjørn (RV) Martin Lidegaard (RV) Trine Torp (SF) Pia Olsen Dyhr (SF)

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)? 8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 145

Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat og høringsvar, fra miljø- og fødevareministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Ændringsforslag, fra miljø- og fødevareministeren
5
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 145

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvorfor man har foreslået ikrafttrædelsestidspunktet til netop den 5. april 2017, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm., om det vil have konsekvenser, hvis ikrafttrædelsestidspunktet for lovforslaget f.eks. fastsættes til sidste tredjedel af april eller primo maj 2017, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm., om forligskredsen bag landbrugs- og fødevarepakken vil blive inddraget i forbindelse med krav om målrettede efterafgrøder m.v., til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm., om ministeren vil beskrive de erhvervsmæssige konsekvenser af lovforslaget, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, hvordan lovforslaget sikrer, at Danmark overholder EU's vandrammedirektiv, habitatdirektiv og nitratdirektiv, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm., om ministeren kan garantere, at der kan gives støtte til alle de efterafgrøder, som danske landmænd med lovforslaget er forpligtede til at udlægge, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm., om ministeren kan garantere, at Danmarks nitrathandlingsplan godkendes af Europa-Kommissionen, når lovforslaget er vedtaget, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om regeringens tidsplan for udrulningen af den målrettede regulering, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå