L 142 Forslag til lov om ændring af færdselsloven.

(Ændring af sanktionerne for kørsel i THC-påvirket tilstand og af regler om alkolåse).

Af: Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA)
Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 22-02-2017

Fremsættelse: 22-02-2017

Skriftlig fremsættelse (22. februar 2017)

20161_l142_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (22. februar 2017)

Transport-, bygnings- og boligministeren (Ole Birk Olesen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Ændring af sanktionerne for kørsel i THC-påvirket tilstand og af regler om alkolåse)

(Lovforslag nr. L 142)

Formålet med lovforslaget er at udmønte den politiske aftale af 30. juni 2016 om kørsel i hashpåvirket tilstand og alkolåse.

For så vidt angår kørsel med hash (THC) i blodet er der på nuværende tidspunkt i færdselsloven fastsat en såkaldt bagatelgrænse for kørsel med bevidsthedspåvirkende stoffer, herunder hash (THC), i blodet. Overtrædelse af bagatelgrænsen medfører efter de gældende regler som udgangspunkt en bøde svarende til én månedsløn og en ubetinget frakendelse af førerretten i minimum tre år. Straffen og frakendelsen af førerretten er i disse tilfælde ikke altid proportional og kan have vidtrækkende og utilsigtede konsekven-ser, der ikke er i samfundets interesse.

I overensstemmelse med den politiske aftale foreslås færdselslovens regler om kørsel med euforiserende stoffer i blodet ændret således, at sanktionssystemet for hashkørsel bygges op efter en trappestigemodel, hvor sanktionerne for kørsel med hash i blodet stiger i takt med det målte indhold af THC i blodet. Der foreslås fastsat tre kvantitative grænseværdier for niveauet af THC i blodet, hvorefter sanktionerne for hashkørsel i videst muligt omfang udmåles efter samme retningslinjer som spirituskørsel.

For så vidt angår reglerne om kørsel med alkolås følger det af de gældende regler for den frivillige alkolåsordning, der trådte i kraft i 2015, at man kan veksle det sidste år af en ubetinget frakendelse på minimum tre år til kørsel med alkolås i to år. Det kan allerede nu konstateres, at den nuværende ordning ikke er en succes, idet der siden ordningens ikrafttræden alene er ca. 24 personer, som har valgt at benytte sig af ordningen.

I overensstemmelse med den politiske aftale foreslås færdselslovens regler om den frivillige alkolåsordning ændret således, at alkolåsen i visse tilfælde kan vælges som et fuldt alternativ til en ubetinget frakendelse af førerretten. Det foreslås, at den fulde frakendelsesperiode for tilfælde omfattet af den frivillige alkolåsordning kan erstattes med kørsel med alkolås, og at alkolåsperioden ikke skal udstrækkes udover den periode, som førerretten er frakendt for.

De almindelige betingelser for brug af alkolås - herunder vilkår, tilsyn og egenbetaling - ændres ikke med lovforslaget.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.