Skriftlig fremsættelse (22. februar
2017)
Transport-, bygnings- og
boligministeren (Ole Birk Olesen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
færdselsloven (Tidsbegrænset parkering, oprettelse af
klagenævn, vejmyndighedens mulighed for at overtage
parkerings-kontrollen m.v.)
(Lovforslag nr. L 141)
Lovforslaget har til formål at sikre
borgerne bedre retssikkerhed på parkeringsområdet,
herunder ved, at den private parkeringsbranche pålægges
at oprette et klagenævn, som uvildigt kan behandle klager
over parkeringsafgifter pålagt af private ved parkering
på offentligt tilgængeligt privat område.
Endvidere foreslås det, at
kommunernes mulighed for at forbyde færdselsarter, herunder
f.eks. at etablere bilfrie zoner, på private fællesveje
fremadrettet kræver et samtykke fra politiet - og som noget
nyt også fra berørte grundejere.
Det foreslås, at forbuddet mod
parkering i yderrabat inden for tættere bebygget område
ophæves, da forbuddet har den utilsigtede konsekvens, at
borgere kan risikere at blive pålagt en parkeringsafgift for
at holde på egen grund i de tilfælde, hvor grunden
udgør en yderrabat.
Et andet formål med lovforslaget er
at modernisere reglerne om tidsbegrænset parkering, så
der i højere grad tages højde for den teknologiske
udvikling på området. Det foreslås således,
at angivelse af en parkerings begyndelse kan ske med andre metoder
end en parkeringsskive.
Endelig foreslås det, at den kontrol
med standsning og parkering, som kommunerne kan varetages i dag
også kan varetages af Vejdirektoratet som vejmyndighed for
statsvejene.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.