Betænkning afgivet af Transport- og
Bygningsudvalget den 17. november 2016
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 5. oktober
2016 og var til 1. behandling den 27. oktober 2016. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Transport- og
Bygningsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
transport- og bygningsministeren sendte den 4. juli 2016 dette
udkast til udvalget, jf. TRU alm. del - bilag 326
(folketingsåret 2015-16). Den 6. oktober 2016 sendte
transport- og bygningsministeren de indkomne høringssvar og
et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget 2 skriftlige henvendelser fra Danske
Medier.
Transport- og bygningsministeren har over
for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til
udvalget.
Deputationer
Endvidere har Danske Medier mundtligt over
for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 4
spørgsmål til transport- og bygningsministeren til
skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af EL og KF) indstiller
lovforslaget til vedtagelse
uændret.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
bakker op om ændringerne i lovforslaget og de aftaler, som er
indgået omkring postloven.
Dansk Folkeparti ser dog med bekymring
på udviklingen af PostNord, der viser et massivt
økonomisk underskud og har haft store afskedsrunder,
nedlægninger af indleveringssteder og en faldende
omdelingsprocent.
Dansk Folkeparti er ikke tilhænger
af, at de røde og gule farver, som alle kender, og som er
brugt i over hundrede år, bliver udskiftet med blå
uniformer og køretøjer. Det finder Dansk Folkeparti
er et tab af dansk kulturarv, men det er dog glædeligt, at de
danske postkasser er røde og posthornet stadigvæk en
del af logoet på kasserne og ved indleveringssteder.
Dansk Folkeparti ser positivt på, at
befordringspligten bliver bibeholdt, da det vil sikre, at vi som
samfund har en aftale om, at breve kommer frem, lige meget hvor i
landet modtageren befinder sig.
Et mindretal i
udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Enhedslistens medlemmer af udvalget mener,
at de partier, der bakker op om dette lovforslag, snart må
beslutte med sig selv, om man ønsker et postvæsen af
høj kvalitet. Serviceforringelserne som følge af
lovforslaget er så massive, at postomdelingen hos
PostNord/Post Danmark hænger i laser. Dag til dag-levering er
stort set opgivet, quickbrevet er uforholdsmæssigt dyrt,
mange breve kommer frem med stor forsinkelse, postomdelingen
på vores småøer er mildest talt
uregelmæssig, og på mange af øerne kan der ikke
sendes quickbreve, da der ikke eksisterer indleveringssteder.
Den objektive årsag til miseren er
naturligvis de kraftigt faldende brevmængder og det deraf
genererede kæmpemæssige underskud i Post Danmark.
Drevet frem af digitaliseringen, e-mail og sociale medier og godt
hjulpet på vej af skiftende regeringers
digitaliseringsstrategi.
Faldet i brevmængden vil
fortsætte, men forstærkes af de massive
serviceforringelser, som følger af lovforslaget. Svaret
på dette er - efter Enhedslistens mening - at sætte ind
med statsstøtte i en overgangsperiode, indtil Post Danmark
har fået tid til at tilpasse sig markedet. Som gammel
statsvirksomhed har Post Danmark en række forpligtelser, som
andre postfirmaer ikke har. Ligesom Post Danmark er kendetegnet ved
at være en virksomhed med ordnede løn- og
arbejdsforhold til fuldtidsansatte medarbejdere.
Dette vil Enhedslisten gerne værne om
og give Post Danmark og medarbejderne tid til og mulighed for at
tilpasse sig de ændrede markedsbetingelser. Betingelser, som
bl.a. har betydet, at man i konkurrencens og liberaliseringens
hellige navn har sluppet en række useriøse
omdelingsfirmaer løs på markedet-firmaer, der for
nogles vedkommende betjener sig af underbetalt udenlandsk
arbejdskraft.
Det er unfair konkurrence, som Post Danmark
ikke kan vinde, medmindre forligspartierne bag postloven erkender,
at et postvæsen af høj kvalitet med vellønnede
og fuldtidsansatte medarbejdere kræver investeringer i en
overgangsperiode.
Det er hykleri, når forligspartierne
nu udtrykker stor bestyrtelse over de bebudede afskedigelser blandt
Post Danmarks personale. Det var kendt stof, og partierne var
advaret! På samme måde burde forringelserne af
postomdelingen på småøerne ikke komme bag
på dem. Når man stopper dag til dag-omdelingen og
beslutter, at et standardbrev nu kan være 5 dage undervejs,
får det naturligvis sådanne konsekvenser.
Et andet
mindretal (KF) i udvalget vil redegøre for sin
stilling til lovforslaget ved 2. behandling.
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
Kim Christiansen (DF) nfmd. Morten Marinus (DF) Claus Kvist
Hansen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Jan Erik Messmann (DF)
Henrik Brodersen (DF) Kristian Pihl Lorentzen (V) Hans Andersen (V)
Torsten Schack Pedersen (V) Jane Heitmann (V) Louise Schack Elholm
(V) Jan E. Jørgensen (V) Leif Mikkelsen (LA) Villum
Christensen (LA) Rasmus Jarlov (KF) Christian Rabjerg Madsen (S)
Erik Christensen (S) Lea Wermelin (S) Lennart Damsbo-Andersen (S)
fmd. Magnus Heunicke (S) Rasmus
Prehn (S) Mette Reissmann (S) Henning Hyllested (EL) Eva Flyvholm
(EL) Christian Poll (ALT) Roger Matthisen (ALT) Andreas Steenberg
(RV) Karsten Hønge (SF) Jacob Mark (SF)
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi
og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 10 |
Radikale Venstre (RV) | 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende L 14
Bilagsnr. | Titel | 1 | Høringssvar og høringsnotat
fra transport- og bygningsministeren | 2 | Henvendelse af 10/10-16 fra Danske
Medier | 3 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 4 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 5 | Henvendelse af 1/11-16 fra Danske
Medier | 6 | Udkast til betænkning |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 14
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om kommentar til henvendelse af
10/10-16 fra Danske Medier, til transport- og bygningsminiseren, og
ministerens svar herpå | 2 | Spm. om kommentar til henvendelse af
1/11-16 fra Danske Medier, til transport- og bygningsudvalget, og
ministerens svar herpå | 3 | Spm., om ministeren vil udarbejde en klar
definition af et »brev« i postlovens og lovforslagets
forstand, til transport- og bygningsministeren, og ministerens svar
herpå | 4 | Spm., om der efter ministerens vurdering
vil være risiko for retssager som følge af den
usikkerhed om berørte distributionsselskabers og PostNords
indberetninger til brug for beregning af udligningsbidraget for
2014 og 2015, som beskrevet af Danske Medier, til transport- og
bygningsministeren, og ministerens svar herpå |
|