Skriftlig fremsættelse (10. februar
2017)
Kulturministeren
(Mette Bock):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
biblioteksafgift (Indførelse af biblioteksafgift for
e-bøger og netlydbøger og ændring af
biblioteksafgiftens undergrænse m.v.)
(Lovforslag nr. L 134)
Lovforslaget har for det første til
formål at gøre det muligt for forfattere m.fl. at
modtage biblioteksafgift for e-bøger og netlydbøger.
Dette gøres ved, at en del af den samlede
biblioteksafgiftspulje fremover øremærkes til
e-bøger og netlydbøger i form af en digital pulje.
Det foreslås, at størrelsen på den digitale
pulje udgør 4 % af den samlede biblioteksafgiftspulje i
2018, 6 % i 2019 og 2020, og 8 % i 2021. Fra 2022 overgår
ordningen til en dynamisk model, hvor størrelsen på
den digitale pulje afhænger af forholdet mellem det fysiske
og det digitale udlån. Ordningen evalueres inden
udløbet af den fireårige indfasningsperiode af
Kulturministeriet med indhentelse af bidrag fra de relevante
parter.
Det foreslås endvidere, at
fordelingen af biblioteksafgift fra den digitale pulje sker
på grundlag af de samme principper som den fysiske ordning,
dvs. baseret på et pointsystem, hvis nærmere
udmøntning sker i bekendtgørelsesform. Endelig
lægges der op til, at kulturministeren kan oprette en
særlig pulje for indlæsere af netlydbøger.
Lovforslaget har for det andet til
formål at nedsætte biblioteksafgiftens
undergrænse fra 2.173 kr. til 1.250 kr. Samtidig
foreslås det, at beløb, der ikke kommer til udbetaling
som følge af undergrænsen, i stedet fordeles til de
berettigede, som ellers ville have fået udbetalt
højest 5.000 kr. i biblioteksafgift.
Endelig foreslås der en række
mindre ændringer i biblioteksafgiftsloven.
Forslaget vurderes overordnet set ikke at
have væsentlige konsekvenser for stat, kommuner, regioner,
erhvervslivet mv. eller borgere. Forslaget kan imidlertid
medføre en stigning eller et fald i udbetalt
biblioteksafgift for den enkelte berettigede. Samtidig forventes
det, at der vil ske udbetaling af biblioteksafgift til et
større antal forfattere mv. end i dag, hvilket fortrinsvist
skyldes nedsættelsen af undergrænsen.
Det foreslås, at forslaget
træder i kraft den 1. januar 2018, og forslaget får
derfor betydning allerede fra den udbetaling, der sker i 2018.
Idet jeg i øvrigt henviser til
bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.