Fremsat den 8. februar 2017 af justitsminister (Søren Pape Poulsen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af
straf m.v.
(Skærpelse af afsoningsvilkårene
for udvisningsdømte indsatte)
§ 1
I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1242 af 11. november 2015, som
ændret ved lov nr. 169 af 27. februar 2016, § 1 i lov
nr. 641 af 8. juni 2016, § 2 i lov nr. 1726 af 27. december
2016 og § 2 i lov nr. 1728 af 27. december 2016, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 31, stk. 2, indsættes som
3. pkt.:
»For indsatte, der er udvist af
landet ved dom, skal planen ikke omfatte tiden efter
løsladelsen.«
2. I
§ 38 indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»Stk. 2.
En indsat, der er udvist af landet ved dom, kan ikke være
beskæftiget ved uddannelse, undervisning eller
programvirksomhed, medmindre særlige forhold taler
herfor.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
3. I
§ 45 a, stk. 1, indsættes
efter "motiveret til behandling": ", jf. dog stk. 2".
4. I
§ 45 a indsættes efter stk.
1 som nyt stykke:
»Stk. 2.
En indsat, der er udvist af landet ved dom, har ikke ret til
vederlagsfri behandling mod stofmisbrug, medmindre særlige
forhold taler herfor.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2017.
Stk. 2. Loven finder
ikke anvendelse for deltagelse i uddannelse, undervisning,
programvirksomhed eller social behandling mod stofmisbrug, der er
påbegyndt før lovens ikrafttræden. For
sådanne igangværende forløb finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller
delvist sættes i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Begrænsning af kriminalforsorgens pligt
til at udarbejde handleplaner for udvisningsdømte
afsonere
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.2. Begrænsning af udvisningsdømte
afsoneres adgang til beskæftigelse ved uddannelse,
undervisning og programvirksomhed
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.3. Begrænsning af udvisningsdømte
afsoneres ret til behandling mod stofmisbrug
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer
mv.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Regeringen vil sætte hårdere ind over for
udlændinge, der begår kriminalitet under deres ophold i
Danmark.
Der er årligt et betydeligt antal udenlandske
statsborgere, som dømmes for kriminalitet og samtidig
udvises af Danmark ved straffedommen. Da en stor del af de
udvisningsdømte skal afsone en fængselsstraf, inden de
udsendes, fyl?d?er kriminelle udlændinge meget i de danske
fængsler.
Når udvisningsdømte udlændinge har afsonet
deres straf i Danmark, skal de sendes hjem. Der er således
ikke behov for at bruge kræfter i fængslerne på
resocialiserende tiltag, som retter sig mod f.eks. at kunne
få et job eller en uddannelse i Danmark.
I dag har udvisningsdømte indsatte imidlertid stort set
samme muligheder som andre indsatte, når det gælder
adgangen til at deltage i uddannelse, undervisning og
programvirksomhed i fængslerne samt modtage sociale
behandlingstilbud mod stofmisbrug. Det foreslås derfor med
lovforsla?g?et at begrænse udvisningsdømte indsattes
adgang til disse tilbud, ligesom det samtidig foreslås at
afskaffe kriminalforsorgens pligt til at udarbejde handleplaner for
udvisningsdømte indsatte for tiden efter deres
løsladelse.
Disse stramninger af afsoningsvilkårene vil endvidere
sende et klart præventivt signal til kriminelle
udlændinge og bidrage til en styrket retsfølelse for
så vidt angår, at udlændinge, der kommer til
landet med kriminalitet for øje, skal opleve afsoning i et
dansk fængsel som en reel straf.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Begrænsning af kriminalforsorgens pligt til at
udarbejde handleplaner for udvisningsdømte
afsonere
2.1.1. Gældende ret
Reglerne om fuldbyrdelse af fængselsstraf findes i
straffuldbyrdelsesloven. Loven indeholder bl.a. regler om
kriminalforsorgsområdets pligt til at udarbejde handleplaner
for de indsatte for tiden under og efter afsoningen.
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 31, stk. 2,
at kriminalforsorgsområdet i samarbejde med den indsatte
snarest efter indsættelsen skal udarbejde en plan for
strafudståelsen og tiden efter løsladelsen. Det
fremgår endvidere, at planen jævnligt skal sammenholdes
med den indsattes forhold under strafudståelsen og om
nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse
forhold. Der skal således jævnligt ske evaluering af
eller opfølgning på handleplanen.
Handleplanen anvendes som et redskab i arbejdet med at
hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en
kriminalitetsfri tilværelse. Der udpeges en
handleplansansvarlig person for hver enkelt dømt i
forbindelse med indsættelsen - eksempelvis den til afdelingen
tilknyttede socialrådgiver eller den fængselsbetjent,
som er kontaktperson. Handleplanerne er varierende af omfang og
følger den dømte ved en eventuel overflytning til en
anden kriminalforsorgsmyndighed. En handleplan består
overordnet af fem dele: Stamoplysninger om den indsatte, en
beskrivelse af den indsattes personlige og sociale forhold,
årsager til kriminaliten, en vurdering af den indsattes behov
og relevante indsatsområder samt en oversigt over interne og
eksterne samarbejdspartnere.
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 31, stk. 3,
at justitsministeren kan fastsætte regler, hvorved
bestemmelsen i stk. 2 kan begrænses i forhold til indsatte,
der alene skal udstå en kortvarig straf. Der er i
medfør af denne bestemmelse fastsat regler i
bekendtgørelse nr. 421 af 9. september 2015 om
begrænsning af kriminalforsorgens pligt til at udarbejde
handleplaner efter straffuldbyrdelsesloven for indsatte,
prøveløsladte og betinget dømte. Det
fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, at
pligten til at udarbejde handleplaner som udgangspunkt ikke
gælder i forhold til indsatte, der udstår en
fængselsstraf i 4 måneder eller derunder.
Dog skal der udarbejdes handleplaner i en række
tilfælde, herunder for indsatte, som forventes løsladt
på prøve med vilkår om tilsyn, indsatte under 18
år, indsatte under 26 år af anden etnisk baggrund end
dansk, indsatte, som efter løsladelsen ikke skønnes
at være sikret passende ophold eller underhold, indsatte, som
har forsørgelsespligt over for børn, som de sociale
myndigheder som følge af strafudståelsen har tilbudt
hjælpeforanstaltninger, eller hvis særlige
omstændigheder i øvrigt taler derfor.
I forarbejderne til straffuldbyrdelseslovens § 31, jf.
Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, s. 3774, er det
forudsat, at formålet med handleplanerne bl.a. er at
fremhæve, at straffuldbyrdelsen så vidt muligt allerede
fra dennes påbegyndelse skal søges tilrettelagt med
henblik på at styrke og forbedre den dømtes mulighed
for at leve en kriminalitetsfri tilværelse efter
løsladelsen. Det er desuden forudsat i forarbejderne, at
planlægningen tilsigter at understrege den indsattes
medansvar både for forløbet af strafudståelsen
og for perioden herefter.
Handleplaner for tiden efter afsoningen har således til
formål at gøre den indsatte parat til at leve en
kriminalitetsfri tilværelse i det danske samfund, f.eks. ved
at anvise mulige uddannelses- eller
beskæftigelsesforløb, som den indsatte kan
påbegynde efter løsladelsen, herunder koordinere
forløbet med opholdskommunen eller andre eksterne
aktører. Der er ligeledes fastsat en pligt til
jævnligt at følge op på handleplanen
særligt med henblik på at fastholde den indsatte i
ansvaret for en realistisk planlægning af tilværelsen
efter løsladelsen.
Planer for selve strafudståelsen har derimod til
formål at understrege den indsattes medansvar for
afsoningsforløbet og selve tiden i kriminalforsorgens
institutioner. Planerne er styrende for kontakten mellem den
dømte og kriminalforsorgen og har ligeledes til formål
at skabe et overblik over afsoningsforløbet, som også
vil kunne bidrage til en sammenhængende planlægning
på tværs af kriminalforsorgens institutioner.
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
De handleplaner, der i dag udarbejdes for tiden efter
løsladelsen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 31, stk. 2,
skal hovedsageligt hjælpe den dømte til at leve en
kriminalitetsfri tilværelse i det danske samfund efter
afsoningen. Kernen i handleplanen er således at pege på
f.eks. relevante uddannelses- eller
beskæftigelsesforløb efter afsoningen.
Det er efter Justitsministeriets opfattelse ikke
formålstjenligt og sender et forkert signal, at
kriminalforsorgen skal bruge ressourcer på at udarbejde
handleplaner for tiden efter løsladelse for
udvisningsdømte afsonere, da udvisningsdømte ikke
skal resocialiseres i det danske samfund efter endt afsoning, men
derimod udsendes til deres hjemland.
Kriminalforsorgen har endvidere i sagens natur ikke
forudsætninger for at hjælpe eller vejlede de
udvisningsdømte afsonere i forhold til f.eks. mulighederne
for uddannelses- eller beskæftigelsesforløb i det
land, som den pågældende vil blive udsendt til efter
løsladelsen.
Udarbejdelse af handleplaner indebærer en række
sagsbehandlingsopgaver for kriminalforsorgen, idet det er en
løbende proces med hyppig opfølgning og evaluering.
Eksterne samarbejdspartnere uden for kriminalforsorgen medinddrages
ligeledes i sagsbehandlingen.
Det vurderes, at det fortsat vil være
hensigtsmæssigt, at der for udvisningsdømte afsonere
udarbejdes handleplaner for selve strafudståelsen.
Sådanne planer for afsoningsforløbet vil fortsat
være et nødvendigt redskab for kriminalforsorgens
personale i forhold til at kunne give et hurtigt overblik over det
konkrete forløb på tværs af kriminalforsorgens
institutioner samt for at kunne strukturere og følge et
afsoningsforløb bedst muligt.
Det foreslås på den baggrund at indføre en
generel begrænsning, således at der for
udvisningsdømte afsonere ikke skal laves en handleplan for
tiden efter løsladelse.
2.1.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at straffuldbyrdelseslovens § 31, stk.
2, om udarbejdelse af handleplaner ændres, således at
der for kriminalforsorgsområdet alene er pligt til at
udarbejde en handleplan for udvisningsdømte indsatte for
tiden under afsoningen. Planlægningen og udarbejdelsen af en
handleplan for selve afsoningen tilsigter at understrege den
indsattes medansvar for forløbet af strafudståelsen og
er således fortsat relevant.
Forslaget indebærer ikke ændringer i forhold til
andre indsatte, hvor kriminalforsorgsområdet fortsat vil have
en pligt til i samarbejde med den indsatte at udarbejde en plan for
både strafudståelsen og for tiden efter
løsladelsen med de begrænsninger, der følger af
bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 421 af 9. september 2015
om begrænsning af kriminalforsorgens pligt til at udarbejde
handleplaner efter straffuldbyrdelsesloven for indsatte,
prøveløsladte og betinget dømte.
Forslaget udelukker endvidere ikke, at
kriminalforsorgsområdet undtagelsesvis vil kunne udarbejde en
handleplan for udvisningsdømte indsatte for tiden efter
løsladelse, hvis helt særlige forhold taler herfor.
Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor en
udvisningsdømt indsat skal afsone en langvarig
fængselsstraf, og udarbejdelsen af en handleplan for tiden
efter løsladelse vurderes nødvendig eller
hensigtsmæssig i forhold til gennemførelsen af den
pågældendes udsendelse til hjemlandet efter endt
afsoning.
Det forudsættes, at den foreslåede begrænsning
af kriminalforsorgsområdets pligt til at udarbejde
handleplaner for udvisningsdømte indsatte ikke i sig selv
vil få indflydelse på kriminalforsorgens vurdering af,
om den pågældende kan prøveløslades. Ved
utilrådighedsvurderingen, som kriminalforsorgen foretager i
forbindelse med afgørelse om prøveløsladelse,
vil det således ikke kunne indgå som et forhold, der i
sig selv taler imod løsladelse, at der ikke er udarbejdet en
handleplan for tiden efter løsladelse.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr.
1.
2.2. Begrænsning af udvisningsdømte afsoneres
adgang til beskæftigelse ved uddannelse, undervisning og
programvirksomhed
2.2.1. Gældende ret
Straffuldbyrdelsesloven indeholder bl.a. regler om indsattes
rettigheder og pligter under opholdet i afsoningsinstitutionen,
herunder indsattes adgang til arbejde og uddannelse.
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 38, stk. 1,
at en indsat har ret og pligt til at være beskæftiget
ved deltagelse i arbejde, uddannelse eller anden godkendt
aktivitet. Efter straffuldbyrdelseslovens § 38, stk. 2, kan
justitsministeren, hvor praktiske eller andre særlige hensyn
gør det nødvendigt, fastsætte regler, hvorefter
bestemmelsen i stk. 1 fraviges for bestemte institutioner eller
bestemte grupper af indsatte. Indsatte skal dog så vidt
muligt tilbydes beskæftigelse.
Det fremgår af forarbejderne, jf. Folketingstidende
1999-2000, Tillæg A, s. 3777, at bestemmelsen i forhold til
bestemte grupper af indsatte giver mulighed for f.eks. at fritage
efterlønsmodtagere og pensionister for pligten til at
være beskæftiget, herunder med egentligt arbejde, mod
at være beskæftiget med andre godkendte
aktiviteter.
Justitsministeren har med hjemmel i § 38, stk. 2, aktuelt
fastsat regler om, at indsatte, der afsoner i arresthusene har ret,
men ikke pligt, til beskæftigelse, jf. § 1, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 398 af 9. april 2015 om
beskæftigelse m.v. af indsatte i kriminalforsorgens
institutioner.
Beskæftigelse er en samlet betegnelse for alle de
aktiviteter, som indsatte kan deltage i under afsoningen.
Undervisning, uddannelse og programvirksomhed er således
ligestillet med tilbud om beskæftigelse i institutionens
værksteder eller med institutionens drift. Indsatte modtager
vederlag for beskæftigelse under afsoningen, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 42.
I dag har indsatte under afsoningen mulighed for at deltage i en
række forskellige uddannelses- og undervisningstilbud
omfattet af det danske voksen- og efteruddannelsessystem (VEU).
Dette omfatter både grundlæggende uddannelse i almene
fag (almen voksenuddannelse) og erhvervskompetencegivende
uddannelse (erhvervsuddannelser, arbejdsmarkedsuddannelser og
videregående uddannelser). Som led i flerårsaftalen om
kriminalforsorgens økonomi i 2013-2016 blev der etableret
mulighed for, at alle afsonere kan deltage i
arbejdsmarkedsuddannelser (AMU-kurser), som udbydes inden for flere
forskellige fagområder.
Herudover er der mulighed for som selvstudie og/eller
fjernundervisning at deltage i studieforberedende uddannelse (HF).
Der tilbydes også undervisning i grundlæggende
færdigheder inden for læsning og regning (forberedende
voksenundervisning) samt ordblindeundervisning.
Indsatte kan under afsoningen også deltage i aktiviteter
med henblik på opkvalificering af deres grundlæggende
uddannelses- og arbejdsmarkedsparathed, herunder f.eks. aktiviteter
vedrørende sikkerhed, arbejdsmiljø, oprydning og
rengøring.
Beskæftigelse kan ligeledes ske ved deltagelse i
programvirksomhed, der anses for at være anden godkendt
aktivitet. Det varierer, hvilke programmer der tilbydes på
kriminalforsorgens forskellige afdelinger. Programvirksomheden
omfatter aktuelt flere programmer, der alle har et
adfærdsændrende formål, f.eks. anger management
og voldsforebyggelsesprogrammet.
Uddannelses- og undervisningstilbuddene varierer dog fra
institution til institution bl.a. ud fra de behov, faciliteter og
lærerressourcer, der er tilknyttet den enkelte
institution.
I straffuldbyrdelseslovens § 39 fastslås princippet
om individuelt beskæftigelsesvalg. Det fremgår heraf,
at valget af beskæftigelse, herunder hvilke
undervisningstilbud der tilbydes den enkelte indsatte, så
vidt muligt beror på en samlet vurdering af den enkeltes
ønske og behov. Visitation til uddannelse sker således
så vidt muligt i hvert enkelt tilfælde på
baggrund af en samlet vurdering af den indsattes ønske og
behov. Herunder tages der hensyn til den indsattes muligheder for
at opnå arbejde eller uddannelse efter endt afsoning.
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
I dag har udvisningsdømte indsatte samme rettigheder og
pligter som andre indsatte i forhold til beskæftigelse ved
arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet.
Det er af hensyn til den enkelte indsatte og af hensyn til at
opretholde ro og orden i fængslerne vigtigt, at indsatte
så vidt muligt deltager i meningsfuld beskæftigelse
under afsoningen. Det er imidlertid efter Justitsministeriets
opfattelse ikke formålstjenligt at anvende ressourcer
på resocialiserende tiltag over for udvisningsdømte
indsatte, som skal udsendes til deres hjemland efter
løsladelsen.
Som det fremgår ovenfor under pkt. 2.2.1, tager
uddannelse, undervisning og programvirksomhed hovedsageligt sigte
på, at den indsatte kan blive resocialiseret og leve en
kriminalitetsfri tilværelse efter løsladelsen. Det er
derfor Justitsministeriets opfattelse, at udvisningsdømte
indsatte, som netop ikke skal resocialiseres til det danske samfund
efter løsladelsen, som udgangspunkt ikke bør kunne
deltage i de nævnte former for beskæftigelse.
Det er i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at
kriminalforsorgen i dag kan foretage en samlet vurdering af den
indsattes behov ved valget af beskæftigelse, idet der efter
Justitsministeriets opfattelse er behov for mere generelt at
begrænse udvisningsdømtes adgang til de
førnævnte beskæftigelsestilbud.
Udvisningsdømte bør dog i begrænset omfang
fortsat kunne deltage i uddannelse, undervisning og
programvirksomhed, såfremt aktiviteterne i det konkrete
tilfælde har til formål at sikre, at selve afsoningen
kan forløbe hensigtsmæssigt - snarere end at tage
sigte på resocialisering med henblik på en
kriminalitetsfri tilværelse efter løsladelsen. Der vil
således være tilfælde, hvor særlige forhold
kan tale for, at udvisningsdømte skal have adgang til
uddannelse, undervisning eller programvirksomhed.
Det vil navnlig gøre sig gældende, hvor det efter
en konkret og individuel vurdering må anses for
påkrævet af hensyn til opretholdelse af orden og
sikkerhed i afsoningsinstitutionen.
Der kan endvidere foreligge særlige forhold i
tilfælde af, at der er udsigt til, at en
udvisningsdømt indsat skal afsone i lang tid, inden der kan
ske løsladelse og udsendelse til hjemlandet, eller den
pågældende kan overføres til fortsat afsoning i
hjemlandet. Der bør dog samtidig være konkrete grunde,
som taler for, at den udvisningsdømte bør tilbydes en
bestemt uddannelse, undervisning eller programvirksomhed.
Det forslås på den baggrund at begrænse
udvisningsdømte afsoneres ret til at være
beskæftiget ved deltagelse i uddannelse, undervisning eller
programvirksomhed i kriminalforsorgens institutioner.
2.2.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 38
indsættes et nyt stk. 2, hvorefter en indsat, som er udvist
af landet ved dom, ikke kan være beskæftiget ved
uddannelse, undervisning eller programvirksomhed, medmindre
særlige forhold taler herfor.
Det er fortsat en forudsætning, at alle indsatte så
vidt muligt skal være beskæftiget under afsoningen.
Udvisningsdømte indsatte bør derfor fortsat have ret
og pligt til at være beskæftiget ved deltagelse i
arbejde eller andre godkendte aktiviteter, som ikke er uddannelse,
undervisning eller programvirksomhed.
Forslaget indebærer således, at
udvisningsdømte indsatte som udgangspunkt alene tilbydes
beskæftigelse ved deltagelse i arbejde, som f.eks.
værksteds- eller cellearbejde, internt vedligehold eller
deltagelse i andre godkendte aktiviteter end programvirksomhed.
Udvisningsdømte vil som udgangspunkt ikke kunne deltage i
f.eks. grundlæggende uddannelse i almene fag (almen
voksenuddannelse), gymnasial uddannelse (HF),
erhvervskompetencegivende uddannelse som f.eks. AMU-kurser og
erhvervsuddannelser, videregående uddannelser eller
undervisning i grundlæggende færdigheder inden for
læsning og regning (forberedende voksenundervisning) samt
ordblindeundervisning.
Herudover vil udvisningsdømte som udgangspunkt ikke kunne
deltage i programvirksomhed, hvilket f.eks. omfatter
gennemførelse af programmer med adfærdsregulerende
formål eller andre aktiviteter, som skal give den indsatte
redskaber til at indgå i sociale og samfundsmæssige
relationer efter løsladelsen.
Det følger dog af forslaget, at udvisningsdømte
indsatte kan deltage i uddannelse, undervisning eller
programvirksomhed, hvis særlige forhold taler herfor. Dette
kan være tilfældet, hvis en bestemt uddannelse,
undervisning eller programvirksomhed konkret vurderes ikke at
være rettet mod resocialisering, men derimod har til
formål at sikre, at selve afsoningen kan forløbe
hensigtsmæssigt. Eksempelvis vil det kunne være
relevant at tilbyde en udvisningsdømt at deltage i et
adfærdsprogram, såfremt den pågældende har
behov for dette for at kunne indgå i et hensigtsmæssigt
afsoningsforløb, og det pågældende program er
egnet til på kort sigt at forbedre den
udvisningsdømtes adfærd. Med henblik på at
opnå et hensigtsmæssigt afsoningsforløb vil det
ligeledes kunne være relevant at tilbyde aktiviteter, som kan
gøre den pågældende i stand til at deltage i
beskæftigelse ved arbejde i fængslet.
Der kan endvidere foreligge særlige forhold, såfremt
der er udsigt til, at en udvisningsdømt indsat skal afsone i
lang tid, inden der kan ske løsladelse og udsendelse til
hjemlandet, eller den pågældende kan overføres
til fortsat afsoning i hjemlandet. Der bør dog samtidig
være konkrete grunde, som taler for, at den
udvisningsdømte bør tilbydes en bestemt uddannelse,
undervisning eller programvirksomhed. Der kan i den forbindelse
f.eks. lægges vægt på, at en bestemt uddannelse
eller undervisningsaktivitet også vil være relevant ved
tilbagevenden til hjemlandet efter løsladelse, eller at
deltagelse i en bestemt undervisningsaktivitet vil være
hensigtsmæssig af hensyn til den udvisningsdømtes
afsoningsforløb eller beskæftigelse ved arbejde i
fængslet.
Det bør efter omstændighederne også kunne
tilbydes en udvisningsdømt indsat at fortsætte eller
færdiggøre en uddannelse, som er påbegyndt,
inden den pågældende blev udvist af landet ved dom.
Vurderingen af, om der foreligger særlige forhold, som
taler for, at en udvisningsdømt indsat skal tilbydes
uddannelse, undervisning eller programvirksomhed, skal foretages,
når kriminalforsorgen visiterer den indsatte til
beskæftigelse, jf. straffuldbyrdelseslovens § 39, stk.
2.
Det forudsættes, at forslaget om at begrænse
udvisningsdømte indsattes adgang til uddannelse,
undervisning og programvirksomhed ikke får indflydelse
på kriminalforsorgens vurdering af, om den
pågældende kan prøveløslades. Ved
utilrådighedsvurderingen, som kriminalforsorgen foretager i
forbindelse med afgørelse om prøveløsladelse,
vil det således ikke kunne indgå som et forhold, der i
sig selv taler imod løsladelse, at en udvisningsdømt
indsat ikke har deltaget i uddannelse, undervisning eller
programvirksomhed under afsoningen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr.
2.
2.3. Begrænsning af udvisningsdømte afsoneres
ret til behandling mod stofmisbrug
2.3.1. Gældende ret
Efter straffuldbyrdelseslovens § 45 a, stk. 1, har en
indsat ret til vederlagsfri behandling mod stofmisbrug, medmindre
vedkommende ikke skønnes egnet og motiveret til behandling.
Det fremgår af stk. 2, at behandlingen så vidt muligt
skal iværksættes senest 14 dage efter, at den indsatte
har fremsat begæring herom over for kriminalforsorgen.
Bestemmelsen indebærer, at indsatte tilbydes behandling
mod stofmisbrug svarende til den behandling, som skal tilbydes af
kommunerne efter servicelovens § 101, jf. skrivelse nr. 47 af
30. maj 2011 om behandlingsgaranti for indsatte stofmisbrugere. Der
tilbydes i medfør af servicelovens § 101 et bredt
spektrum af socialpædagogiske støtteforanstaltninger,
der har til formål både at resocialisere
stofmisbrugeren og at undgå en forværring af den
pågældendes fysiske og psykiske funktionsevne.
Bestemmelsen vedrører alene indsattes adgang til social
misbrugsbehandling, men ikke til somatisk misbrugsbehandling,
herunder abstinens- og substitutionsbehandling (metadonnedtrapning
mv.) samt anden lægelig behandling, der relaterer sig til
stofmisbrug. Social behandling foregår ofte parallelt med
eller i forlængelse af en somatisk behandling.
Den sociale misbrugsbehandling kan variere i form og intensitet
og består bl.a. af motivations- og forbehandling, samtaler af
terapeutisk karakter, vejledning og efterbehandling.
Indledningsvist er den socialpædagogiske indsats typisk af
motiverende karakter, og senere i forløbet kan indsatsen
rettes mod at give den pågældende redskaber til at
forblive stoffri. Behandlingen i kriminalforsorgens institutioner
koordineres med de sociale myndigheder, som har ansvaret for den
fortsatte behandling efter løsladelsen.
En behandlingsgaranti for indsatte i kriminalforsorgens
institutioner kan i sagens natur ikke udformes identisk med den
behandlingsgaranti, som gælder i det øvrige samfund
efter servicelovens § 101. En indsat vil f.eks. ikke frit
kunne vælge et andet behandlingstilbud end det,
kriminalforsorgen kan anvise, og der kan være ordens- og
sikkerhedsmæssige forhold, som gør, at
behandlingsgarantien opfyldes på anden vis i
kriminalforsorgens institutioner end udenfor.
Kriminalforsorgen afgør, hvilket behandlingstilbud den
indsatte skal visiteres til, under inddragelse af den indsattes
egne ønsker.
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår ovenfor under pkt. 2.3.1, omfatter
behandlingsgarantien efter § 45 a sociale behandlingstilbud
svarende til de tilbud, som kommunerne tilbyder efter servicelovens
§ 101. Dette omfatter bl.a. motivations- og forbehandling,
samtaler af terapeutisk karakter, vejledning og
efterbehandling.
De nævnte tilbud udgør et supplement til den
lægelige behandling mod stofmisbrug, herunder abstinens- og
substitutionsbehandling (metadonnedtrapning mv.).
Mens den lægelige del af behandlingen er rettet mod
følgerne af stofmisbrugerens fysiske afhængighed, har
den socialpædagogiske del af behandlingen i højere
grad til formål at støtte den pågældende
til at gennemføre behandlingsforløbet og fastholde
behandlingsresultatet efterfølgende.
Den socialpædagogiske misbrugsbehandling i
kriminalforsorgens institutioner tager navnlig sigte på
efterfølgende fastholdelse af behandlingsresultatet, idet
den lægelige behandling her vil være umiddelbart
tilgængelig for den indsatte, hvorfor gennemførelse af
behandlingen ikke beror på en aktiv indsats fra
stofmisbrugerens side. For så vidt angår indsatte i
kriminalforsorgens institutioner er det primære formål
med den socialpædagogiske misbrugsbehandling således at
ruste den indsatte til at fastholde resultatet af behandlingen
efter endt afsoning og dermed støtte den
pågældende bedst muligt til at skabe en stof- og
kriminalitetsfri hverdag efter løsladelsen.
En vellykket misbrugsbehandling vil i øvrigt ofte
forudsætte en længerevarende indsats, og behandlingen
koordineres i den forbindelse med de sociale myndigheder, som har
ansvaret for at videreføre behandlingen efter endt afsoning.
For udvisningsdømte, som skal udsendes efter
strafudståelsen, vil det i sagens natur ikke være
muligt for de danske myndigheder at sikre videreførelsen af
behandlingen efter løsladelsen.
På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at
udvisningsdømte indsatte, som ikke skal resocialiseres i det
danske samfund efter løsladelsen, ikke bør have
adgang til behandling af social karakter mod stofmisbrug under
afsoningen.
Dog vil der stadig kunne forekomme situationer, hvor der konkret
er behov for iværksættelse af social behandling mod
stofmisbrug over for udvisningsdømte indsatte, f.eks. som
følge af afsoningens varighed, helbredsmæssige forhold
eller ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn.
2.3.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 45
a indsættes et nyt stk. 2, hvorefter en indsat, der er udvist
af landet ved dom, ikke har ret til vederlagsfri behandling mod
stofmisbrug, medmindre særlige forhold taler herfor.
Forslaget indebærer, at udvisningsdømte indsatte
som udgangspunkt ikke vil have adgang til sociale behandlingstilbud
mod stofmisbrug under afsoningen. Udvisningsdømte indsatte
afskæres dermed fra behandling svarende til de tilbud, som
kommunerne tilbyder efter serviceloven, f.eks. motivations- og
forbehandling, samtaler af terapeutisk karakter, vejledning og
efterbehandling.
Forslaget begrænser derimod ikke udvisningsdømte
indsattes adgang til somatisk behandling i fængsler og
arresthuse. Udvisningsdømte vil således fortsat have
samme adgang som andre indsatte til at modtage f.eks. abstinens- og
substitutionsbehandling (metadonnedtrapning mv.) eller anden
lægelig behandling, der relaterer sig til stofmisbrug.
Den foreslåede ordning indebærer endvidere, at
udvisningsdømte indsatte fortsat skal tilbydes vederlagsfri
social behandling mod stofmisbrug, hvis særlige forhold taler
herfor. Det vil navnlig kunne være tilfældet, hvis der
er udsigt til, at en udvisningsdømt indsat skal afsone i
lang tid, inden der kan ske løsladelse og udsendelse til
hjemlandet, eller den pågældende kan overføres
til fortsat afsoning i hjemlandet. Der bør dog samtidig
være konkrete grunde, som taler for, at den
udvisningsdømte bør tilbydes behandling. Dette kan
f.eks. være tilfældet, hvis det vurderes
nødvendigt af hensyn til den indsattes helbred eller for at
gøre den indsatte i stand til at indgå i en dagligdag
i fællesskab med andre indsatte og personale og være
beskæftiget ved arbejde i fængslet.
I tilfælde, hvor særlige forhold taler for at
tilbyde en udvisningsdømt indsat behandling mod stofmisbrug,
vil det fortsat være en forudsætning for behandling, at
den pågældende skønnes egnet og motiveret til
behandling.
I relation til 14-dages fristen for behandling mod stofmisbrug
forudsættes det, at denne i udgangspunktet også vil
finde anvendelse i forhold til udvisningsdømte, der som
følge af særlige forhold tilbydes misbrugsbehandling
af socialpædagogisk karakter.
Det forudsættes desuden, at forslaget om at begrænse
udvisningsdømte indsattes adgang til vederlagsfri behandling
mod stofmisbrug ikke får indflydelse på
kriminalforsorgens vurdering af, om den pågældende kan
prøveløslades. Ved utilrådighedsvurderingen,
som kriminalforsorgen foretager i forbindelse med afgørelse
om prøveløsladelse, vil det således ikke kunne
indgå som et forhold, der i sig selv taler imod
løsladelse, at en udvisningsdømt indsat ikke har
modtaget behandling mod stofmisbrug.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr.
4.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for det offentlige af betydning.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer
mv.
Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 20. december
2016 til den 17. januar 2017 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer mv.:
Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter,
Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet,
Advokatrådet, Amnesty International, Dansk
Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske Regioner,
Datatilsynet, Den danske Præsteforening, Det
Kriminalpræventive Råd, Direktoratet for
Kriminalforsorgen, Foreningen af Fængselsinspektører,
vicefængselsinspektører og økonomichefer,
Foreningen af Socialchefer, Foreningen af Offentlige Anklagere,
Fængselsforbundet i Danmark, HK Landsklubben Danmarks
Domstole, HK Landsklubben Kriminalforsorgen, Institut for
Menneskerettigheder, Justitia, KL, Kriminalforsorgsforeningen,
Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen KRIM,
Landsklubben af socialrådgivere ansat i Kriminalforsorgen,
Politiforbundet i Danmark, Retspolitisk Forening, Rådet for
Socialt Udsatte og Socialpædagogernes Landsforbund.
Et udkast til det samlede lovforslag er den 31. januar 2017
sendt i høring hos Færøernes Landsstyre.
| | | | | | 9. Sammenfattende skema | | | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen af betydning | Ingen af betydning | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter | Overimplementering af EU-retlige
minimumsforpligtelser (sæt X) | JA | NEJ X | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Kriminalforsorgsområdet har efter straffuldbyrdelseslovens
§ 31, stk. 2, pligt til i samarbejde med den indsatte snarest
efter indsættelsen at udarbejde en plan for
strafudståelsen og tiden efter løsladelsen. Denne plan
skal jævnligt sammenholdes med den indsattes forhold under
strafudståelsen og om nødvendigt søges
tilpasset ændringer i disse forhold. Handleplanen har til
formål at styrke den dømtes mulighed for at kunne leve
en kriminalitetsfri tilværelse i det danske samfund efter
løsladelsen.
Lovforslaget vil medføre, at udfærdigelsen af
handleplaner for indsatte, der er udvist af landet ved dom, ikke
skal omfatte tiden efter løsladelsen. Lovforslaget vil
dermed begrænse kriminalforsorgsområdets pligt til at
udarbejde handleplaner for udvisningsdømte afsonere,
således at der i samarbejde med den indsatte alene vil skulle
udarbejdes en handleplan for selve strafudståelsen, men ikke
for tiden efter løsladelsen.
En handleplan består overordnet af fem dele:
Stamoplysninger om den indsatte, en beskrivelse af den indsattes
personlige og sociale forhold, årsager til kriminalitet, en
vurdering af den indsattes behov og relevante indsatsområder
samt oversigt over interne og eksterne samarbejdspartnere.
Særligt den del af handleplanen, der vedrører
vurderingen af den indsattes behov for eksempelvis
programvirksomhed og koordinering med eksterne parter, vil blive
berørt af lovforslaget, hvilket hænger sammen med, at
denne del af handleplanen i udgangspunktet ikke er relevante for
udvisningsdømte afsonere.
Forslaget udelukker ikke, at kriminalforsorgsområdet
undtagelsesvis vil kunne udarbejde en handleplan for
udvisningsdømte indsatte for tiden efter løsladelse,
hvor helt særlige forhold taler herfor. Det vil f.eks. kunne
være tilfældet, hvor en udvisningsdømt person
skal afsone en langvarig fængselsstraf, og udarbejdelsen af
en handleplan for tiden efter løsladelse vurderes
nødvendig eller hensigtsmæssig i forhold til
gennemførelsen af den pågældendes udsendelse til
hjemlandet efter endt afsoning.
Det forudsættes, at den foreslåede begrænsning
af kriminalforsorgsområdets pligt til at udarbejde
handleplaner for udvisningsdømte indsatte ikke i sig selv
vil få indflydelse på kriminalforsorgens vurdering af,
om den pågældende kan prøveløslades. Ved
utilrådighedsvurderingen, som kriminalforsorgen foretager i
forbindelse med afgørelse om prøveløsladelse,
vil det således ikke kunne indgå som et forhold, der i
sig selv taler imod løsladelse, at der ikke er udarbejdet en
handleplan for tiden efter løsladelse.
Til nr. 2
Efter straffuldbyrdelseslovens § 38, stk. 1, har en indsat
ret og pligt til at være beskæftiget ved deltagelse i
arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet.
Det fremgår af § 38, stk. 2, at justitsministeren,
hvor praktiske eller andre særlige hensyn gør det
nødvendigt, kan fastsætte regler, hvorefter
bestemmelsen i stk. 1 fraviges for bestemte institutioner eller
bestemte grupper af indsatte. Indsatte skal dog så vidt
muligt tilbydes beskæftigelse.
Med forslaget indsættes et nyt stk. 2 i § 38,
hvorefter en indsat, der er udvist ved dom, ikke kan være
beskæftiget ved uddannelse, undervisning eller
programvirksomhed, medmindre særlige forhold taler
herfor.
Forslaget indebærer således, at
udvisningsdømte indsatte som udgangspunkt alene tilbydes
beskæftigelse ved deltagelse i arbejde, som f.eks.
værksteds- eller cellearbejde, internt vedligehold eller
deltagelse i andre godkendte aktiviteter end programvirksomhed.
Udvisningsdømte vil således som udgangspunkt ikke
kunne deltage i f.eks. grundlæggende uddannelse i almene fag
(almen voksenuddannelse), gymnasial uddannelse (HF),
erhvervskompetencegivende uddannelse som f.eks. AMU-kurser og
erhvervsuddannelser, videregående uddannelser eller
undervisning i grundlæggende færdigheder inden for
læsning og regning (forberedende voksenundervisning) samt
ordblindeundervisning.
Herudover vil udvisningsdømte som udgangspunkt ikke kunne
deltage i programvirksomhed, hvilket f.eks. omfatter
gennemførelse af programmer med adfærdsregulerende
formål eller andre aktiviteter, som skal give den indsatte
redskaber til at indgå i sociale og samfundsmæssige
relationer efter løsladelsen.
Efter forslaget vil udvisningsdømte dog kunne deltage i
uddannelse, undervisning eller programvirksomhed, hvis
særlige forhold taler herfor. Dette kan være
tilfældet, hvis en bestemt uddannelse, undervisning eller
programvirksomhed konkret vurderes ikke at være rettet mod
resocialisering, men derimod har til formål at sikre, at
selve afsoningen kan forløbe hensigtsmæssigt.
Eksempelvis vil det kunne være relevant at tilbyde en
udvisningsdømt at deltage i et adfærdsprogram,
såfremt den pågældende har behov for dette for at
kunne indgå i et hensigtsmæssigt
afsoningsforløb, og det pågældende program er
egnet til på kort sigt at forbedre den
udvisningsdømtes adfærd. Med henblik på at
opnå et hensigtsmæssigt afsoningsforløb vil det
ligeledes kunne være relevant at tilbyde aktiviteter, som kan
gøre den pågældende i stand til at deltage i
beskæftigelse ved arbejde i fængslet.
Der kan endvidere foreligge særlige forhold, såfremt
der er udsigt til, at en udvisningsdømt indsat skal afsone i
lang tid, inden der kan ske løsladelse og udsendelse til
hjemlandet, eller den pågældende kan overføres
til fortsat afsoning i hjemlandet. Der bør dog samtidig
være konkrete grunde, som taler for, at den
udvisningsdømte bør tilbydes en bestemt uddannelse,
undervisning eller programvirksomhed. Der kan i den forbindelse
f.eks. lægges vægt på, at en bestemt uddannelse
eller undervisningsaktivitet også vil være relevant ved
tilbagevenden til hjemlandet efter løsladelse, eller at
deltagelse i en bestemt undervisningsaktivitet vil være
hensigtsmæssigt af hensyn til den udvisningsdømtes
afsoningsforløb eller beskæftigelse ved arbejde i
fængslet.
Det bør efter omstændighederne også kunne
tilbydes en udvisningsdømt indsat at fortsætte eller
færdiggøre en uddannelse, som er påbegyndt,
inden den pågældende blev udvist af landet ved dom.
Vurderingen af, om der er særlige forhold, som taler for,
at en udvisningsdømt indsat skal tilbydes uddannelse,
undervisning eller programvirksomhed, skal foretages, når
kriminalforsorgen visiterer den indsatte til beskæftigelse,
jf. straffuldbyrdelseslovens § 39, stk. 2.
Det forudsættes, at forslaget om at begrænse
udvisningsdømte indsattes adgang til uddannelse,
undervisning og programvirksomhed ikke får indflydelse
på kriminalforsorgens vurdering af, om den
pågældende kan prøveløslades. Ved
utilrådighedsvurderingen, som kriminalforsorgen foretager i
forbindelse med afgørelse om prøveløsladelse,
vil det således ikke kunne indgå som et forhold, der i
sig selv taler imod løsladelse, at en udvisningsdømt
indsat ikke har deltaget i uddannelse, undervisning eller
programvirksomhed under afsoningen.
Til nr. 3
Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 45 a, stk.
1, at en indsat har ret til vederlagsfri behandling mod
stofmisbrug, medmindre vedkommende ikke skønnes egnet og
motiveret til behandling.
Det foreslås at tilføje i § 45 a, at
hovedreglen om, at indsatte har ret til vederlagsfri behandling mod
stofmisbrug, fraviges i de tilfælde, der er omfattet af det
foreslåede nye stk. 2 i § 45 a, dvs. de tilfælde,
hvor den indsatte er blevet udvist af landet ved dom.
Det følger således af denne bestemmelse, at hvis en
indsat er udvist af landet ved dom, har pågældende som
udgangspunkt ikke ret til vederlagsfri behandling mod stofmisbrug,
jf. nærmere bemærkningerne til det foreslåede nye
stk. 2 i § 45 a (lovforslagets § 1, nr. 4).
Til nr. 4
Efter straffuldbyrdelseslovens § 45 a, stk. 1, har en
indsat ret til vederlagsfri behandling mod stofmisbrug, medmindre
vedkommende ikke skønnes egnet og motiveret til behandling.
Efter stk. 2 skal behandling mod stofmisbrug så vidt muligt
iværksættes senest 14 dage efter, at den indsatte har
fremsat begæring herom over for kriminalforsorgen.
Med forslaget indsættes et nyt stk. 2 i § 45 a,
hvorefter en indsat, der er udvist af landet ved dom, ikke har ret
til vederlagsfri behandling mod stofmisbrug, medmindre
særlige forhold taler herfor.
Forslaget indebærer, at udvisningsdømte indsatte
som udgangspunkt ikke vil have adgang til sociale behandlingstilbud
mod stofmisbrug under afsoningen. Udvisningsdømte indsatte
afskæres dermed fra behandling svarende til de tilbud, som
kommunerne tilbyder efter serviceloven, f.eks. motivations- og
forbehandling, samtaler af terapeutisk karakter, vejledning og
efterbehandling.
Forslaget begrænser derimod ikke udvisningsdømte
indsattes adgang til somatisk behandling i fængsler og
arresthuse. Udvisningsdømte vil således fortsat have
samme adgang som andre indsatte til at modtage f.eks. abstinens- og
substitutionsbehandling (metadonnedtrapning mv.) eller anden
lægelig behandling, der relaterer sig til stofmisbrug.
Den foreslåede ordning indebærer endvidere, at
udvisningsdømte indsatte fortsat skal tilbydes vederlagsfri
social behandling mod stofmisbrug, hvis særlige forhold taler
herfor. Det vil navnlig kunne være tilfældet, hvis der
er udsigt til, at en udvisningsdømt indsat skal afsone i
lang tid, inden der kan ske løsladelse og udsendelse til
hjemlandet, eller den pågældende kan overføres
til fortsat afsoning i hjemlandet. Der bør dog samtidig
være konkrete grunde, som taler for, at den
udvisningsdømte bør tilbydes behandling. Dette kan
f.eks. være tilfældet, hvis det vurderes
nødvendigt af hensyn til den indsattes helbred eller for at
gøre den indsatte i stand til at indgå i en dagligdag
i fællesskab med andre indsatte og personale og være
beskæftiget ved arbejde i fængslet.
I tilfælde, hvor særlige forhold taler for at
tilbyde en udvisningsdømt indsat behandling mod stofmisbrug,
vil det fortsat være en forudsætning for behandling, at
den pågældende skønnes egnet og motiveret til
behandling.
Det forudsættes, at forslaget om at begrænse
udvisningsdømte indsattes adgang til vederlagsfri behandling
mod stofmisbrug ikke får indflydelse på
kriminalforsorgens vurdering af, om pågældende kan
prøveløslades. Ved utilrådighedsvurderingen,
som kriminalforsorgen foretager i forbindelse med afgørelse
om prøveløsladelse, vil det således ikke kunne
indgå som et forhold, der i sig selv taler imod
løsladelse, at en udvisningsdømt indsat ikke har
modtaget behandling mod stofmisbrug.
Til §
2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli
2017. Fra og med denne dato vil de nye regler finde anvendelse for
alle udvisningsdømte afsonere.
Bestemmelsens stk. 2 foreslår fastsættelse af en
overgangsbestemmelse, der medfører, at loven ikke finder
anvendelse for deltagelse i uddannelse, undervisning,
programvirksomhed eller social behandling mod stofmisbrug, som
udvisningsdømte afsonere har påbegyndt før
lovens ikrafttræden. For sådanne igangværende
forløb finder de hidtil gældende regler anvendelse,
således at allerede igangsatte forløb kan
færdiggøres.
Til §
3
Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale
anvendelsesområde og indebærer, at loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland. Loven
kan dog ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i
kraft for Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
Straffuldbyrdelsesloven er ikke sat i kraft for Grønland.
De gældende regler om fuldbyrdelse af straf findes i den
grønlandske kriminallov.
Straffuldbyrdelsesloven er heller ikke sat i kraft på
Færøerne, men den kan ved kongelig anordning helt
eller delvis sættes i kraft med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger. Det foreslås på
den baggrund, at loven ved kongelig anordning helt eller delvis kan
sættes i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1242 af 11. november 2015, som
ændret ved lov nr. 169 af 27. februar 2016, § 1 i lov
nr. 641 af 8. juni 2016, § 2 i lov nr. 1726 af 27. december
2016 og § 2 i lov nr. 1728 af 27. december 2016, foretages
følgende ændringer: | | | | | | § 1 | | | | § 31.
--- | | 1. I § 31, stk. 2, indsættes som nyt
3. pkt.: »For indsatte, der er
udvist af landet ved dom, skal planen ikke omfatte tiden efter
løsladelsen.« | Stk. 2.
Kriminalforsorgsområdet skal endvidere i samarbejde med den
indsatte snarest efter indsættelsen udarbejde en plan for
strafudståelsen og tiden efter løsladelsen. Denne plan
skal jævnligt sammenholdes med den indsattes forhold under
strafudståelsen og om nødvendigt søges
tilpasset ændringer i disse forhold. | | | | | | §
38. --- | | 2. I § 38 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: | Stk.
2-3. --- | | »Stk.
2. En indsat, der er udvist af landet ved dom, kan ikke
være beskæftiget ved uddannelse, undervisning eller
programvirksomhed, medmindre særlige forhold taler
herfor.« | | | Stk. 2 bliver herefter stk. 3. | | | | § 45 a. En
indsat har ret til vederlagsfri behandling mod stofmisbrug,
medmindre vedkommende ikke skønnes egnet og motiveret til
behandling. | | 3. I § 45 a, stk. 1, indsættes efter
"motiveret til behandling": ", jf. dog stk. 2". | Stk. 2.
--- | | 4. I § 45 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: | | | »Stk.
2. En indsat, der er udvist af landet ved dom, har ikke ret
til vederlagsfri behandling mod stofmisbrug, medmindre
særlige forhold taler herfor.« | | | Stk. 2 bliver herefter stk. 3. | | | | | | § 2 | | | | | | Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. juli 2017. | | | Stk. 2.
Loven finder ikke anvendelse for deltagelse i uddannelse,
undervisning, programvirksomhed eller social behandling mod
stofmisbrug, der er påbegyndt før lovens
ikrafttræden. For sådanne igangværende
forløb finder de hidtil gældende regler
anvendelse. | | | | | | § 3 | | | | | | Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvist sættes i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger. | | | | | | |
|