Skriftlig fremsættelse (8. februar
2017)
Beskæftigelsesministeren (Troels Lund
Poulsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
barselsloven, lov om barselsudligning på det private
arbejdsmarked, lov om sygedagpenge og lov om kommunernes
finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne,
Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne (Digitalisering
af barselslovens beskæftigelseskrav og beregning, mulighed
for mere fleksibel afholdelse af fædreorlov,
fastsættelse af klageadgang i sager om
sygedagpengeforsikring, omregning af månedsbaserede
arbejdsløshedsdagpenge til berørte uger m.v.)
(Lovforslag nr. L 128)
Den daværende regering
(Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk
Folkeparti), Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance indgik
den 18. december 2013 forlig om en reform af sygedagpengesystemet -
Økonomisk sikkerhed for sygemeldte samt en tidligere og
bedre indsats.
Som en del af forliget var aftalepartierne
enige om, at udbetaling af sygedagpenge og barselsdagpenge i
højere grad skulle ske automatisk og digitalt med
indførelse af et nyt beregningsgrundlag og et nyt
beskæftigelseskrav, der kan opgøres via
indkomstregisteret.
På sygedagpengeområdet er det
nye beskæftigelseskrav og den nye beregning på baggrund
af indkomstregisteret indført med virkning fra den 5. januar
2015.
Med dette lovforslag digitaliseres
barselslovens beskæftigelseskrav og beregning.
Digitaliseringen betyder, at Udbetaling
Danmarks administration af barselsreglerne forenkles, og at
arbejdsgivernes administrative byrder i forbindelse med anmeldelse
af lønmodtagerens fravær ved barsel reduceres.
Muligheden for at kontrollere for fejl og misbrug vil samtidig
blive forbedret.
Herudover indeholder lovforslaget en
række regelforenklinger og præciseringer af
barselslovens regler, som vil være til gavn for borgerne samt
lette administrationen på området. Bl.a. får
borgere mulighed for at søge om barselsdagpenge henover
ferieperioder, og det gøres muligt for borgere i
beskæftigelse at opdele den 14-dages
fædre-/medmødreorlov i flere perioder.
Derudover foretages en omlægning af
den kommunale medfinansiering til orlov ved pasning af alvorligt
syge børn, og der etableres en klageadgang i
sygedagpengeloven, så en person kan klage til Ankestyrelsens
Beskæftigelsesudvalg over visse afgørelser truffet af
Udbetaling Danmark om sygedagpengeforsikringerne.
Endelig er der indsat et forslag om
ændring af lov om kommunernes finansiering af visse
offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og
arbejdsløshedskasserne, så ministeren får
bemyndigelse til at fastsætte regler om, hvordan
fastlæggelsen af berørte uger skal ske for
arbejdsløshedsdagpenge, da de går fra at være
ugebaserede til at være månedsbaserede.
Der er derudover indsat en yderligere
ændring i samme lov således, at det kommer til at
fremgå, at det er Ydelsesrefusion, der opgør
finansieringsbeløbet for førtidspension og
særlig støtte, når systemet overtager
beregningen af kommunernes andel af finansiering af visse
offentlige ydelser.
Det bemærkes, at lovforslagets §
4 om ændring af lov om kommunernes finansiering af visse
offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og
arbejdsløshedskasserne er sendt i ekstern høring den
1. februar 2017 med frist den 10. februar 2017.
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft den 1. april 2017. Idet flere dele af
lovforslaget er afhængig af tilpasning af it-systemer
foreslås det, at enkelte elementer træder i kraft
henholdsvis den 1. juli 2017, den 1. januar 2018 og den 1. juli
2018.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.