L 127 Forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner.

(Oprettelse af ny særtilskudspulje og forlængelse af overgangsordningen i forbindelse med refusionsomlægning på beskæftigelsesområdet).

Af: Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA)
Udvalg: Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-02-2017

Fremsættelse: 08-02-2017

Skriftlig fremsættelse (8. februar 2017)

20161_l127_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (8. februar 2017)

Økonomi- og indenrigsministeren (Simon Emil Ammitzbøll):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner (Oprettelse af ny særtilskudspulje og forlængelse af overgangsordningen i forbindelse med refusionsomlægning på beskæftigelsesområdet)

(Lovforslag nr. L 127)

Den første del af lovforslaget udmønter et punkt i finanslovsaftalen for 2017 mellem Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti om, at der skal oprettes en ny særtilskudspulje målrettet kommuner med vanskelige økonomiske vilkår.

Med lovforslaget oprettes der en ny særtilskudspulje til kommunerne på 300 mio. kr. Puljen målrettes kommuner, der har særlige demografiske, strukturelle og beskæftigelsesmæssige udfordringer.

Oprettelse af en ny særtilskudspulje skal ses i lyset af, at den hidtidige sociale særtilskudspulje er blevet nedlagt med virkning fra 2017. Den tidligere sociale særtilskudspulje gik særligt til større bykommuner og kommuner i hovedstadsområdet. Regeringen ønsker at omprioritere midlerne til kommuner med vanskelige økonomiske vilkår som følge af demografiske, strukturelle og beskæftigelsesmæssige udfordringer.

Den nye pulje vil på den baggrund især være rettet mod land- og yderkommuner. Generelt er det de kommuner, som har mest behov for et ekstra økonomisk tilskud for at kunne løfte deres opgaver.

Den anden del af lovforslaget indebærer, at den midlertidige kompensationsordning, som blev indført med virkning for 2016 og 2017 i forbindelse med omlægningen af refusionssystemet på beskæftigelsesområdet, forlænges, så den også får virkning for 2018.

Da den midlertidige ordning blev indført i august 2015 var det under den forudsætning, at der fra tilskudsåret 2018 ville blive gennemført en permanent tilpasning af det kommunale udligningssystem med henblik på at imødegå de langsigtede utilsigtede byrdefordelingsmæssige virkninger af refusionsomlægningen. Arbejdet med tilpasning af udligningssystemet er imidlertid blevet forlænget således, at ændringer af udligningen i stedet planlægges gennemført med virkning fra tilskudsåret 2019. På den baggrund foreslås det at forlænge kompensationsordningen for 2017, så den også vil komme til at gælde for 2018.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.