Skriftlig fremsættelse (25. januar
2017)
Uddannelses- og
forskningsministeren (Søren Pind):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om videnskabelig
uredelighed m.v.
(Lovforslag nr. L 117)
I begyndelsen af 2015 blev der nedsat et
ekspertudvalg, der fik til opgave at foretage et eftersyn af
rammerne for Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed.
Ekspertudvalget afgav i december 2015 Rapport om det danske
uredelighedssystem - Anbefalinger til håndtering af
videnskabelig uredelighed i Danmark. Lovforslaget bygger på
rapportens anbefalinger.
Med lovforslaget lægges der op til at
styrke troværdigheden og integriteten i dansk forskning
gennem tidssvarende rammer for håndteringen af videnskabelig
uredelighed og tvivlsom forskningspraksis. Behandlingen af sager om
videnskabelig uredelighed er i dag reguleret i lov om
forskningsrådgivning m.v. og bekendtgørelse om
Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, mens
tvivlsom forskningspraksis ikke er reguleret i lov eller
bekendtgørelse.
Et
særligt grundlæggende hensyn bag lovforslaget er at
inddrage forskningsinstitutionerne mere i håndteringen af
videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis. Der
foreslås en model, hvor et centralt nævn, Nævnet
for Videnskabelig Uredelighed, behandler sager om videnskabelig
uredelighed med inddragelse af den berørte
forskningsinstitution, og hvor tilfælde af tvivlsom
forskningspraksis behandles decentralt på
forskningsinstitutionerne.
Lovforslaget
indeholder en definition af centrale begreber, herunder
videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis, samt
regler bl.a. for nedsættelse af Nævnet for
Videnskabelig Uredelighed, behandling af sager om videnskabelig
uredelighed og tilfælde af tvivlsom forskningspraksis,
årlig rapportering fra de relevante organer og institutioner,
sekretariatsbetjening af det centrale nævn og
bemyndigelser.
Lovforslaget
skal i øvrigt ses i sammenhæng med, at der samtidig
fremsættes forslag til ny hovedlov om Danmarks Forsknings- og
Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond.
Sammen skal de to lovforslag erstatte lov om
forskningsrådgivning m.v.
Loven foreslås at træde i kraft
den 1. juli 2017.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.