Skriftlig fremsættelse (5. oktober
2016)
Udlændinge-,
integrations- og boligministeren (Inger
Støjberg):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til Lov om ændring af
udlændingeloven (Ændring af Flygtningenævnets
sammensætning m.v.)
(Lovforslag nr. L 11).
Flygtningenævnet er et uafhængigt domstolslignende
organ, der som 2. instans behandler klager vedrørende
asylrelaterede afgørelser truffet af
Udlændingestyrelsen i 1. instans. Flygtningenævnet
træffer i alle sager afgørelse på baggrund af en
konkret og individuel vurdering af omstændighederne i den
enkelte sag. Nævnets afgørelser er endelige og kan
ikke indbringes for andre myndigheder eller for domstolene.
Flygtningenævnet består i dag af en formand, et antal
næstformænd og andre medlemmer. Flygtningenævnets
formand skal være landsdommer eller højesteretsdommer,
og næstformændene skal være dommere. De andre
medlemmer skal være advokater, indstilles af Dansk
Flygtningehjælp, gøre tjeneste i Udenrigsministeriets
departement eller gøre tjeneste i Udlændinge-,
Integrations- og Boligministeriets departement.
Med
lovforslaget foreslås Flygtningenævnets
sammensætning ændret, således at Dansk
Flygtningehjælp og udenrigsministeren ikke fremover skal
kunne indstille medlemmer til nævnet.
For regeringen
er det afgørende, at Flygtningenævnet ikke blot
fungerer uafhængigt, men også fremstår
uafhængigt.
Dansk
Flygtningehjælp er en privat, humanitær organisation
med 30 medlemsorganisationer og frivilliggrupper og fungerer bl.a.
som interesseorganisation, der yder bistand og rådgivning til
asylansøgere. Samtidig indtager Dansk Flygtningehjælp
en central rolle i flere af de sagstyper, som
Flygtningenævnet behandler, ligesom Dansk
Flygtningehjælp kan indstille medlemmer til
Flygtningenævnet.
Dansk
Flygtningehjælp indtager efter regeringens opfattelse en
dobbeltrolle i forhold til Flygtningenævnets arbejde og
virksomhed. Denne dobbeltrolle er efter regeringens opfattelse
uhensigtsmæssig og med til at rejse tvivl om
Flygtningenævnets uafhængighed. Det foreslås
på den baggrund med lovforslaget, at Dansk
Flygtningehjælp ikke fremover skal have adgang til at
indstille medlemmer til Flygtninge- nævnet.
Med henblik
på at opretholde den balance, der hidtil har været i
Flygtningenævnet mellem på den ene side medlemmer
indstillet af myndigheder og på den anden side medlemmer
indstillet af organisationer, foreslås det endvidere med
lovforslaget, at udenrigsministeren ikke fremover skal have adgang
til at indstille medlemmer til Flygtningenævnet.
Efter
lovforslaget vil Flygtningenævnet fremover bestå af en
formand, et antal næstformænd og andre medlemmer, der
skal være advokater eller gøre tjeneste i
Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets departement,
dog ikke Flygtningenævnets sekretariat.
Med
lovforslaget tilbagerulles reglerne om Flygtninge- nævnets
sammensætning til det, der var gældende fra den 1. juli
2002 til og med den 31. december 2012 under den tid- ligere
VK-regering.
Herudover
foreslås det med lovforslaget, at formanden for
Flygtningenævnet - med henblik på at sikre den
fornødne kontinuitet i nævnets arbejde - udover den i
dag gældende ret til genbeskikkelse for yderligere 4 år
får ret til en genbeskikkelsesperiode på yderligere 4
år. Formanden for Flygtningenævnet kan således
efter lovforslaget fremadrettet være medlem af
Flygtningenævnet i højst 12 år.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.