Skriftlig fremsættelse (15. december
2016)
Udlændinge- og
Integrationsminister (Inger Støjberg):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
udlændingeloven (Overførsel af opgaver fra
Udlændinge- og Integrationsministeriet til
Flygtningenævnet og Udlændingenævnet m.v.)
(Lovforslag nr. L 108)
Med
lovforslaget foreslås det at overføre en række
klagesager, der i dag behandles af Udlændinge- og
Integrationsministeriet, til henholdsvis Flygtningenævnet og
Udlæn- dingenævnet.
Formålet
med lovforslaget er, at overføre konkrete klagesager fra
Udlændinge- og Integrationsministeriets departement,
således at departementet ikke træffer afgørelser
i konkrete klagesager, og således at sager, der knytter sig
til eller har lighed med de klagesager, som allerede i dag
behandles af henholdsvis Flygtningenævnet og
Udlændingenævnet, samles hos disse myndigheder.
Det
foreslås i forbindelse med overførslen af sager fra
Udlændinge- og Integrationsministeriet til Udlændinge-
nævnet at etablere klageadgang til
Udlændingenævnet for visse sager, der behandles af
Styrelsen for International Rekruttering og Integration i
første instans, og som i dag ikke kan påklages til
anden administrativ myndighed.
Med
lovforslaget foreslås det endvidere at udvide kategorien af
visumsager, der aktivt af udlændingen selv eller dennes
repræsentant skal påklages til
Udlændingestyrelsen.
Herudover
foreslås det, at formanden for Udlændinge- nævnet
- med henblik på at sikre den fornødne kontinuitet i
nævnets arbejde - udover den i dag gældende ret til
genbeskikkelse for yderligere 4 år får ret til en
genbeskikkelsesperiode på yderligere 4 år. Formanden
for Udlændingenævnet kan således efter
lovforslaget fremadrettet være medlem af
Udlændingenævnet i højst 12 år.
Endvidere
foreslås det at justere reglerne vedrørende
tilbagebetaling af gebyr i tilfælde, hvor en ansøgning
afvises, fordi den ikke er vedlagt de dokumenter eller ikke
indeholder de oplysninger, der er nødvendige til
bedømmelse af, om opholdstilladelse kan meddeles.
Endelig
foreslås kompetencen til at behandle visse ansøgninger
om opholdstilladelse til medfølgende familiemedlemmer til
udlændinge med opholdstilladelse i Danmark overført
fra Udlændingestyrelsen til Styrelsen for International
Rekruttering og Integration.
Idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
Høje Tings velvillige behandling.