L 105 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

(Udeblivelsesdomme, forkyndelse og anvendelse af digital kommunikation i straffesager m.v.).

Af: Justitsminister Søren Pape Poulsen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 09-02-2017

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 9. februar 2017 (omtryk)

20161_l105_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 9. februar 2017

1. Ændringsforslag

Justitsministeren har stillet 6 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 14. december 2016 og var til 1. behandling den 12. januar 2017. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og justitsministeren sendte den 14. oktober 2016 dette udkast til udvalget, jf. REU alm. del - bilag 22. Den 14. december 2016 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 3 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, DF, V, LA og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (EL, ALT, RV og SF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Enhedslistens, Alternativets, Radikale Venstres og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget konstaterede under førstebehandlingen, at også dette lovforslag indeholder en del positive elementer, som partierne kunne støtte. Derfor foreslog partierne ministeren en opdeling af lovforslaget, da visse elementer burde præciseres og behandles yderligere, bl.a. brugen af peberspray og digital forkyndelse, og ikke kunne støttes i den nuværende form. På trods af dette har ministeren stillet utilstrækkelige ændringsforslag, der hverken tager hånd om de fremhævede problematikker eller indebærer en opdeling af lovforslaget. Derfor kan partierne ikke støtte det samlede lovforslag, men kan støtte ændringsforslagene.

Et andet mindretal i udvalget (IA) vil ved 3. behandling stemme hverken for eller imod lovforslaget.

Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af IA):

1) I den under nr. 1 foreslåede ændring af § 41 e, stk. 4, 3. pkt., ændres »seksualforbrydelser« til: »straffelovens«, og »eller straffelovens § 210« ændres til: »§ 210 og«.

[Sproglig præcisering]

2) Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 154 a, stk. 1, nr. 2, ændres »fra Offentlig Digital Post« til: »fra Digital Post«, og »lov om Offentlig Digital Post« ændres til: »lov om Digital Post fra offentlige afsendere«.«

[Sproglig præcisering]

3) Nr. 11 affattes således:

»11. I § 781, stk. 1, nr. 3, og § 791 a, stk. 3, nr. 3, ændres »§ 59, stk. 7, nr. 1-5« til: »§ 59, stk. 8, nr. 1-5«.«

[Ændring af henvisning til udlændingeloven]

4) I den under nr. 25 foreslåede ændring af § 1017 b, stk. 1, ændres »seksualforbrydelser« til: »straffelovens«, og »eller straffelovens § 210« ændres til: »210 og«.

[Sproglig præcisering]

Til § 4

5) I stk. 2 ændres »foretages« til: »er foretaget«.

[Sproglig præcisering]

6) I stk. 3 ændres »afsiges« til: »er afsagt«.

[Sproglig præcisering]

Bemærkninger

Til nr. 1 og 4

Det foreslås at foretage en sproglig ændring af lovforslagets § 1, nr. 1 og nr. 25 (forslaget til retsplejelovens § 41 e, stk. 4, 3. pkt., og § 1017 b, stk. 1), således at henvisningen til straffelovens § 210 indsættes før henvisningen til lovens kapitel 24 om seksualforbrydelser. Der er tale om en sprogligt begrundet korrektion, som ikke medfører indholdsmæssige ændringer i forhold til det fremsatte lovforslag.

Til nr. 2

Det foreslås at foretage en sproglig ændring af retsplejelovens § 154 a, stk. 1, nr. 2, således at »fra Offentlig Digital Post« ændres til »fra Digital Post«, og »lov om Offentlig Digital Post« ændres til »lov om Digital Post fra offentlige afsendere«. Der er tale om en konsekvensrettelse, som følge af at titlen på »lov om Offentlig Digital Post« ved lov nr. 633 af 8. juni 2016 blev ændret til »lov om Digital Post fra offentlige afsendere«, og at begrebet »Offentlig Digital Post« ved samme lov blev ændret til »Digital Post«. Forslaget indebærer ikke nogen indholdsmæssig ændring.

Til nr. 3

Det foreslås, at konsekvensændringen af retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, på tilsvarende vis gennemføres for lovens § 791 a, stk. 3, nr. 3, hvor henvisningen til udlændingelovens § 59 ved en fejl heller ikke blev ændret i forbindelse med, at der blev indsat et nyt stk. 2 i udlændingelovens § 59 ved lov nr. 516 af 26. maj 2014 om ændring af udlændingeloven (Ændring af reglerne om afvisning m.v. til gennemførelse af direktiv 2008/115/EF om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelands- statsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet) m.v.).

Til nr. 5 og 6

Det foreslås at foretage en sproglig ændring af lovforslagets § 4, stk. 2 og 3 (overgangsbestemmelser), således at »foretages« ændres til »er fortaget«, og »afsiges« ændres til »er afsagt«. Der er tale om en sprogligt begrundet korrektion, som ikke medfører indholdsmæssige ændringer i forhold til det fremsatte lovforslag.

Peter Skaarup (DF) fmd. Peter Kofod Poulsen (DF) Susanne Eilersen (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Tilde Bork (DF) Preben Bang Henriksen (V) Jan E. Jørgensen (V) Britt Bager (V) Jakob Engel-Schmidt (V) Carl Holst (V) Michael Aastrup Jensen (V) Henrik Dahl (LA) Christina Egelund (LA) Naser Khader (KF) Simon Kollerup (S) Lars Aslan Rasmussen (S) Mette Reissmann (S) Mogens Jensen (S) nfmd. Rasmus Prehn (S) Trine Bramsen (S) Kaare Dybvad (S) Rune Lund (EL) Søren Søndergaard (EL) Carolina Magdalene Maier (ALT) Sofie Carsten Nielsen (RV) Zenia Stampe (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Aaja Chemnitz Larsen (IA)

Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 105

Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
1. udkast til betænkning
5
Ændringsforslag, fra justitsministeren
6
2. udkast til betænkning
7
3. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 105

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om ministerens kommentar til, at Datatilsynet ikke mener, at der er hjemmel i persondataloven til, at der sendes en besked, når en borger har åbnet en digital meddelelse, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm., om fængselsbetjentes brug af peberspray bør reguleres via lovgivning og ikke via en bekendtgørelse, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvorfor lovforslaget giver hjemmel til at tillade permanent bæring af andre magtmidler end peberspray, uden at disse er nærmere angivet, til justitsministeren, og ministerens svar herpå