Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 30. maj 2017
Forslag
til
Lov om ændring af personskatteloven og
virksomhedsskatteloven
(Kildeartsbegrænsning af underskud fra
fysiske personers investeringer i visse anpartsprojekter)
§ 1
I personskatteloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1163 af 8. oktober 2015, som
ændret senest ved § 1 i lov nr. 191 af 27. februar 2017,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 13 indsættes som stk. 7:
»Stk. 7.
Underskud fra virksomhed, der drives i et efter danske skatteregler
skattemæssigt transparent selskab m.v., hvis forhold er
reguleret af selskabslovgivning, en selskabsaftale el.lign., kan
ikke fradrages i den skattepligtiges øvrige skattepligtige
indkomst. Underskuddet fremføres til fradrag i positiv
skattepligtig indkomst i et senere indkomstår fra samme
virksomhed. 1. og 2. pkt. gælder dog ikke, hvis den
skattepligtige deltager eller i mindst 36 måneder af sin
ejertid har deltaget i virksomhedens drift i væsentligt
omfang. 1. og 2. pkt. omfatter ikke underskud omfattet af stk.
6.«
§ 2
I virksomhedsskatteloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1114 af 18. september 2013, som
ændret ved § 9 i lov nr. 792 af 28. juni 2013, § 1
i lov nr. 992 af 16. september 2014, § 4 i lov nr. 202 af 27.
februar 2015 og § 13 i lov nr. 652 af 8. juni 2016, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 2, stk. 3, indsættes efter
»virksomhedsordningen«: », jf. dog § 13,
stk. 5«.
2. I
§ 13 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5.
Stk. 1-4 finder ikke anvendelse for underskud fra virksomhed, der
drives i et efter danske skatteregler skattemæssigt
transparent selskab m.v., hvis forhold er reguleret af
selskabslovgivning, en selskabsaftale el.lign. Underskud omfattet
af 1. pkt. kan ikke fradrages i anden virksomheds skattepligtige
indkomst eller i den skattepligtiges øvrige skattepligtige
indkomst, men underskuddet fremføres til fradrag i positiv
skattepligtig indkomst i et senere indkomstår fra samme
virksomhed. 1. og 2. pkt. gælder dog ikke, hvis den
skattepligtige deltager eller i mindst 36 måneder af sin
ejertid har deltaget i virksomhedens drift i væsentligt
omfang.«
§ 3
Stk. 1. Loven
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2. Loven har
virkning for indkomst fra virksomhed, som den skattepligtige har
erhvervet eller påbegyndt den 11. maj 2017 eller senere. Har
den skattepligtige erhvervet eller påbegyndt en del af en
virksomhed senest den 10. maj 2017, har loven ikke virkning for
indkomst fra denne del af virksomheden. Erhverver en skattepligtig
omfattet af 2. pkt. en yderligere del af samme virksomhed, eller
erhverver en skattepligtig en virksomhed fra en
ægtefælle eller som arv eller legat fra et
dødsbo eller ved udlevering af dødsbo til
længstlevende ægtefælle til hensidden i uskiftet
bo, hvor ægtefællen eller afdøde har erhvervet
eller påbegyndt virksomheden senest den 10. maj 2017, anses
erhververen for at have erhvervet virksomheden på samme
tidspunkt som overdrageren. Har den skattepligtige erhvervet eller
påbegyndt virksomheden eller en del heraf senest den 10. maj
2017, og anskaffer virksomheden aktiver eller overtager anden
virksomhed den 11. maj 2017 eller senere, uden at dette er
nødvendigt for virksomhedens fortsatte drift, har loven dog
virkning for indkomst fra den del af virksomheden, der er erhvervet
eller påbegyndt senest den 10. maj 2017, fra og med det
indkomstår, hvori aktiverne er anskaffet eller den anden
virksomhed er overtaget.
Stk. 3. Ved
opgørelsen af den kommunale slutskat og kirkeskat for
indkomståret 2017 efter § 16 i lov om kommunal
indkomstskat korrigeres den opgjorte slutskat for den beregnede
virkning af de ændringer i udskrivningsgrundlaget for
kommuneskat og kirkeskat for 2017, der følger af denne lovs
§§ 1 og 2.
Stk. 4. Den beregnede
korrektion af den kommunale slutskat og kirkeskat efter stk. 3
fastsættes af økonomi- og indenrigsministeren på
grundlag af de oplysninger vedrørende indkomståret
2017, der foreligger pr. 1. maj 2019.