Fremsat 14-12-2016
1. behandlet / henvist til udvalg 10-01-2017
Betænkning afgivet 07-02-2017
2. behandlet/direkte til 3. behandling 23-02-2017
3. behandlet, vedtaget 28-02-2017
Ministerområde:
Sundheds- og Ældreministeriet
Ifølge lovforslaget får forældre fremadrettet ret til en godtgørelse på 162.000 kr. (2017-niveau) i de tilfælde, hvor de mister deres barn som følge af en skade påført i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende i sundhedsvæsenet. Skaden skal være anerkendt af Patienterstatningen som erstatningsberettigende efter reglerne i klage- og erstatningsloven.
Forslaget skal sikre, at forældre får erstatning, når de mister et barn, idet det erstatningsbeløb, som forældrene i dag er erstatningsberettiget til, ofte falder under bagatelgrænsen for erstatningsudbetalinger i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Forslaget indgik som en del af aftalen om finansloven for 2017.
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 106 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.