Det her lovforslag går jo ud på at udsætte den vedtagne revisionsfrist vedrørende offentlighedslovens § 16 om postlister, og den skal udsættes et år til folketingsåret 2017-18.
På linje med høringssvar fra Danmarks Journalistforbund og Danske Medier er det Enhedslistens holdning, at de her postlister, som der er lavet forsøg med i Sundheds- og Ældreministeriet, Søfartsstyrelsen, Region Syddanmark og Slagelse Kommune, sådan set ikke fra starten af behøvede at have været led i en forsøgsordning.
Man kunne sådan set bare have gjort de her åbne postlister obligatoriske fra starten af.
Så når man nu skal til at udskyde evalueringen af det her med et år, sådan som lovforslaget indebærer, så ser vi absolut ikke nogen grund til det – slet ikke set i lyset af den meget større grad af lukkethed, som der kom i forbindelse med reformen af offentlighedslovgivningen, som jo har betydet, at der er sværere adgang til dokumenter i det offentlige.
Det er blevet sværere at få indsigt i, hvordan magten opererer, f.eks.
på Slotsholmen her i København.
Så når der endelig er et initiativ med nogle åbne postlister, som er noget godt, og når vi også har en masse udenlandske erfaringer, der viser, at man sagtens kan operere med åbne postlister, og at det at have åbne postlister, som man kan have adgang til via nettet, kan give en et godt overblik, i forhold til hvilke dokumenter man ønsker aktindsigt i for at kigge magten efter i kortene, og når det så ikke engang bliver obligatorisk, så kunne man da i det mindste forvente, at tidsplanen for evalueringen af nogle af de gode ting, der var omkring åbne postlister og forsøget der, som der oprindelig er blevet lagt i forbindelse med vedtagelsen af en offentlighedslovgivning, som netop skabte meget mere lukkethed, også blev overholdt.
Men det lægger det her lovforslag så op til at man ikke skal.
Postlisterne burde have været obligatoriske fra starten af, og siden offentlighedslovens ikrafttræden har der både være rimelig og rigelig tid til at evaluere forsøgsordningen.
Den primære begrundelse for at indsætte en udtrykkelig revisionsfrist for postlisteordningen har jo været, at der hurtigt og senest i den her folketingssamling skulle foreligge en endelig vurdering af postlisteforsøget og en stillingtagen til den fremtidige postlisteordning.
Revisionsfristen blev jo netop allerede indsat i det lovforslag til lov om offentlighed i forvaltningen, som blev fremsat den 7.
februar 2013 – og det er efterhånden længe siden.
Der er tale om en ganske begrænset forsøgsordning, som jeg også redegjorde for i starten, involverende Sundheds- og Ældreministeriet, Søfartsstyrelsen, Region Syddanmark og Slagelse Kommune.
Der eksisterer i dag desuden at meget stort og veldokumenteret erfaringsmateriale, som man med fordel kan trække på i forbindelse med udarbejdelsen af evalueringen.
Vi kender jo også erfaringerne fra Norge med åbne postlister, og man kunne man jo også trække på de erfaringer, der er dér.
Det her lovforslag lugter jo meget af endnu en forhaling af processen fremfor et ønske om at lave en reel evaluering.
Det kan Enhedslisten selvfølgelig ikke støtte, når vi snakker om en lov, som i forvejen har øget lukketheden ganske markant i forhold til muligheden for at søge aktindsigt.