L 200 Forslag til lov om frikommunenetværk.

Af: Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA)
Udvalg: Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 26-04-2017
1. behandlet / henvist til udvalg 04-05-2017
Betænkning afgivet 23-05-2017
2. behandlet/direkte til 3. behandling 29-05-2017
3. behandlet, vedtaget 01-06-2017
Ministerområde:
Økonomi- og Indenrigsministeriet
Resumé:
Lovforslaget udmønter frikommuneforsøget 2016-2020 og skal give udvalgte kommuner organiseret i frikommunenetværk frihed til at afprøve nye og mere effektive måder at løse deres opgaver på. Lovforslaget giver de overordnede lovgivningsmæssige rammer for frikommuneforsøget 2016-2020, bl.a. lovfæstes frikommunenetværkene og de 44 deltagende kommuner, og forsøgsperiodens varighed lægges fast.

Lovforslaget giver desuden lovhjemmel til at fritage frikommunenetværkene for udvalgte regler og nye lovhjemler til konkrete forsøg. Med lovforslaget foreslås det bl.a., at der for de relevante gives hjemmel til

- at tilbyde mikrolån til etablering af egen virksomhed til udvalgte ledige med evner og motivation for iværksætteri,

- at afprøve nye måder for udredning af barnets, den unges og familiens forhold for fastsættelse af målsætninger og mål for indsatsen og for opfølgningen i de enkelte sager,

- at kunne træffe beslutning om, at reglerne for en særskilt plan for støtte til forældre under et barns anbringelse kan fraviges, og at indholdet af planen i stedet indgår i en sammenhængende plan for forældrene,

- under bestemte forudsætninger at kunne træffe afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der ikke modsætter sig en flytning, men som mangler evnen til at give samtykke hertil, og

- under bestemte forudsætninger at kunne træffe afgørelse om anvendelse af personlige alarm- eller pejlesystemer og situationsbestemt video-, audio- og bevægelsesovervågning for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der ikke modsætter sig anvendelsen heraf, men som mangler evnen til at give samtykke hertil.

Loven træder i kraft den 1. juli 2017.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 95 (S, DF, V, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 9 (EL), hverken for eller imod stemte 0.