Tak for det.
Det, vi skal tage stilling til her i Folketinget i dag, er, om revisionen af logningsreglerne kan udskydes i et år, og det er der da i hvert fald rigtig god grund til – lad mig sige det på den måde.
Det er korrekt, som andre ordførere har været inde på, at EU-Domstolen afsagde en dom 21.12.2016, hvilket også har været nævnt af andre ordførere her.
Det er en dom, som helt givet – andet kan jeg jo heller ikke sige – er i overensstemmelse med EU-retten.
Men samtidig må jeg sige, at det er en dom, der er katastrofal for dansk politi og europæisk politis efterforskningsmuligheder, ikke efterforskningsmuligheder i sager om butikstyveri og andre småting, men efterforskningsmuligheder i de aller, allergroveste sager:
narko, bortførelse, kvindehandel, you name it.
Over for alle disse sager vil politiet efter den her dom ikke kunne gøre brug af eksempelvis masteoplysninger:
Hvor var den pågældende person henne på det pågældende gerningstidspunkt?
Disse oplysninger må teleselskaberne ikke logge i henhold til dommen.
Jeg kan foregribe de spørgsmål, som allerede har været stillet til andre ordførere:
Ja, jeg tror, at de danske regler er nogenlunde som i andre lande.
Jeg har naturligvis ikke studeret de andre landes regler, men jeg tror, at det er de samme.
Derfor kan man spørge, om dommen ikke også har virkning for danske regler.
Jo, det vil jeg tro vil være tilfældet.
Er det så rimeligt, at vi opretholder et regelsæt, som EU-Domstolen har erklæret for ugyldigt?
Nej, det kan man sætte et stort spørgsmålstegn ved, og man kan også sætte et stort spørgsmålstegn ved, om en dansk dommer vil dømme efter danske regler, når EU-Domstolen har sagt noget andet.
Det tror jeg nu ikke man kan sætte et ret stort spørgsmålstegn ved.
Jeg tvivler faktisk på, at det kan lade sig gøre.
Men når det er sagt, har justitsministeren jo allerede under et samråd grundigt redegjort for, hvordan man i andre situationer forholder sig, situationer, hvor EU-Domstolen har modsat sig bestemmelser i dansk lovgivning.
Det er jo ikke sådan, at man der har sagt, at nu går der 5 minutter, og så skal I ophæve den danske lovgivning.
Der var jo, jeg tror, det var en sag omkring feriepengerettigheder, hvor man – eller var det Højesteret?
– faktisk tillod, at der gik et års tid med at få sig indstillet på reglerne.
Det tror jeg er nogenlunde det, vi beder om her, nemlig at få tid til at se på, hvordan vi får indstillet reglerne nu efter den nye dom.
For jeg må, som jeg sagde indledningsvis, ærligt indrømme, at det løber mig koldt ned ad ryggen, hvad angår mulighederne for efterforskning af de aller, allergroveste forbrydelser, når jeg ser den her dom ligge foran mig.
Men der er ingen tvivl, og jeg læser også dommen, som de tidligere spørgere har gjort.
Den taler jo om, at den form for logning, vi har gennemført sådan generelt og udefineret, er ulovlig.
Derfor skal den ophøre.
Derfor siger jeg god fornøjelse til justitsministeren og til andre justitsministre i Europa med henblik på at få lavet lige så effektive regler, som opfylder de her kriterier, som EU-Domstolen har sat op.
Jeg tror desværre, at det er noget nær en umulig opgave, og jeg kan kun gentage, hvad jeg sagde:
For mig ser det ud til at være en katastrofe for efterforskningen af de alleralvorligste sager.
Jeg tror, at da dommen faldt den 21.12.2016, har der været fest hos mafiaen, fest hos rockerklubberne herhjemme, for nu kommer politiet ikke efter dem i samme omfang og med samme effektivitet som tidligere.
Så held og lykke til landets justitsminister.
Jeg håber, at der kan findes et effektivt middel.
Domstolen åbner jo en kattelem i præmisserne, idet den tillader logning af teleoplysninger vedrørende bestemte personkategorier i bestemte tidsrum og i bestemte geografiske områder.
Tak for det.
Der er jo ikke meget brug for det, hvis der er en mand, der er blevet slået ihjel i Valby i torsdags, altså så i dag at få at vide, at vi kan begynde at logge fremadrettet i dag.
Jeg tvivler jo på, at gerningsmanden tager derhen igen med sin mobiltelefon.
Det efterforskningsmiddel, der var noget ved, var jo at få masteoplysninger om, hvilken telefon der var der, herunder også, hvilken telefon der ikke var der på gerningstidspunktet.
Det er det, der bliver dybt, dybt problematisk.
Så jeg er meget pessimistisk, men jeg er da glad for at vide, at justitsministeren tager det her meget, meget alvorligt.
Det er der også grund til, for det bliver et alvorligt stykke arbejde.
Tak.