Det lovforslag, som vi behandler her, nr.
L 114, handler om fremtidens regulering af dansk landbrug og fremtidens husdyrregulering.
Det, vi oplever, når vi taler med landbruget, er, at man efterspørger ro og stabilitet om de rammevilkår, der er gældende.
Man vil gerne vide, at den måde, dansk landbrug reguleres på, er stabil, og at man kan regne med rammevilkårene, når man skal i banken, og når man skal planlægge sin bedrift.
I det lys synes vi det er ganske kritisabelt, at regeringen haster nærmest ethvert lovforslag, som vedrører fødevare- og landbrugspakken, igennem Folketinget.
Det er uhensigtsmæssigt, og det er kritisabelt, at udvalget får så kort tid til at behandle et lovforslag.
Jeg synes, der er fornuftige perspektiver i måden at regulere på i lovforslaget.
Vi kan også have nogle bekymringer omkring det, og derfor mener jeg, at der er behov for, at vi får mulighed for at få lovforslaget tilbage i udvalget.
Jeg skal så på vegne af Radikale Venstre og Socialdemokratiet opfordre til, at vi får mulighed for af få en behandling af det her lovforslag i udvalget, og at vi kan afgive en tillægsbetænkning til det.
Så med de ord skal jeg anmode om at få lovforslaget tilbage i udvalget.