I Alternativet siger vi nej tak til det her lovforslag.
Vi er meget positive over for, at regeringen jo har sat sig for med støtte fra de fleste partier i Folketinget at ændre den måde, vi vurderer boligerne på i Danmark.
Det er i den grad påkrævet.
Overordnet set er det meget svært for os at sige ja til det her, fordi Alternativet står ved og siger det højt, at vi ønsker at hæve boligbeskatningen i Danmark.
Det er ikke for at drille boligejerne – jeg er selv boligejer, og jeg vil heller ikke drille mine naboer – men det er simpelt hen, fordi jeg og Alternativet mener, at når vi har områder i Danmark, hvor boligskattestoppet, om det så er ejendomsværdiskatten, eller om det er grundskylden, eller hvilke parametre det er, der bliver målt, har resulteret i, at eksempelvis alle villaer, eller også var det ejerboliger, på Frederiksberg, og jeg tror det var i 2011, man lavede opgørelsen, havde en friværdi på lige under 3 mio.
kr.
De seneste tal, jeg har set for i år, altså 5 år efter, var på knap 5 mio.
kr.
Det er tal, jeg har suget til mig fra forskellige kilder, så det kan være, at der er fejl og mangler i dem – I må egentlig korrekse mig, hvis det er tilfældet.
Men det er altså meget, meget store summer.
Det er ikke præcis det, vi står og taler om her, men det er bare for at fortælle, hvorfor det er, at vi er så opmærksomme på, at vi skal turde sige – ligesom de økonomiske vismænd også tør sige det – at der er behov for, at vi punkterer den her boble på boligmarkedet.
Det, man så til gengæld kan sige til Alternativet, er, at det jo for pokker ikke er alle i Danmark, der, bare fordi de ejer en bolig, er velhavende.
Det er meget, meget vigtigt at understrege, at det er vi vidende om.
Der er masser af områder i Danmark, hvor øgede boligskatter faktisk vil være et stort problem, fordi man så knap og nap vil kunne sidde i den bolig, man sidder i.
Vi har ikke så ondt af dem, der har tjent stort, i hvert fald friværdimæssigt.
Det kan godt være, at friværdien ikke er blevet realiseret endnu, og at det ikke er blevet til likvider, men det gør os ikke så meget, at dem, der har stort overskud i deres bolig, kommer til at kunne mærke, at nu er festen altså slut.
Vi vil hellere have, at man tjener penge på noget andet end bare sidde og bure sig inde mellem sine mursten.
Vi vil hellere have, at det er på arbejde bl.a., man kan tjene sine penge.
Men det er da rigtigt, at hvad angår dem, der så kommer til at få problemer – det kunne være pensionister, det kunne boligejere i yderområder, hvor man ikke haft samme værdistigning – vil der jo være brug for, at man holder hånden under netop dem, der kommer i problemer, hvis man hæver boligskatterne.
Og den kombination skal jeg love for er svær, fordi det jo kræver, at man drejer på mange forskellige knapper.
Det er vi selvfølgelig klar til, for en af de væsentligste grunde til, at vi ønsker at hæve boligskatten generelt, er jo, at vi ønsker et mere lige samfund, hvor det netop ikke handler om at sidde mellem sine mursten.
Jeg så en overskrift en dag, hvor der stod, at det er den måde, man bedst sikrer sig en plads på den høje hest – eller et eller andet i den stil.
Altså, det er simpelt hen ved at eje den rigtige bolig og tjene på ejendomsmarkedet.
Det er skævt, og det tror jeg faktisk der er mange partier der er enige i.
Så hvordan gør vi op med det?
Der mener vi, at det simpelt hen skal være nu, vi står sammen om at sige – selv om alle dem derude og alle os herinde, der ejer en bolig, synes, at det er lidt irriterende – at vi har haft det rigtig, rigtig godt som boligejere, og at det selvfølgelig ikke skal gå ud over dem, der ikke har nydt godt af gevinsterne.
Så de løsninger, der er, til at holde hånden under dem, kunne være, at man netop indefryser skatten; det kunne også være, at det er det første, man skal betale, når man sælger sin bolig.
Der er mange forskellige niveauer.
Vi har fremlagt en pakke, der hedder »Tal til et bedre samfund«.
Det er et fuldstændig krone for krone-finansieret finanslovsforslag, hvor vi vil i en anden retning, og hvor vi også godt tør hæve boligskatterne.
Det står vi ved.
Men ja, der er lang vej, til vi får 90 mandater her i Folketinget til at sige åbent og ærligt:
Ja, boligskatterne skal op.
Det vil give et mere lige Danmark og et mere sundt Danmark, hvor der vil være endnu større motivation til at gå ud at tage den tjans på arbejdsmarkedet, som der skal til, fordi man ikke står og kigger over på en boligejer på den anden side, der tjener uforholdsmæssigt mange kroner bare på at sidde i sit hus.
Jeg mødtes med en god kammerat her for et par dage siden, der næsten var lidt flov over det, men jeg tror da ikke, at vedkommende har tænkt sig at lade være med at tage imod en værdistigning på, jeg ved ikke hvor meget det var – 1,5 mio.
kr.
på et par år her i det københavnske for en lejlighed, som i forvejen, da den blev købt, så rasende dyr ud i mit perspektiv.
Er det sådan, vi skal tjene vores penge i Danmark?
Det synes vi ikke det er.
Så ja, kæmpestor respekt for, at vi får et nyt vurderingssystem her i Danmark, og at regeringen går foran med det.
Det bakker vi op om, altså i forhold til det tekniske, men vi kan ikke gå med til at fastfryse nogen former for skatter, medmindre der kommer en klar social og geografisk profil, som ikke er så skæv, som den har været indtil nu.