B 97 Forslag til folketingsbeslutning om ansættelse af 1.000 ekstra årsværk til kontrolarbejdet i SKAT.

Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2016-17
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 23-03-2017

Fremsat: 23-03-2017

Fremsat den 23. marts 2017 af Rune Lund (EL), Pelle Dragsted (EL) og Lisbeth Bech Poulsen (SF)

20161_b97_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 23. marts 2017 af Rune Lund (EL), Pelle Dragsted (EL) og Lisbeth Bech Poulsen (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om ansættelse af 1.000 ekstra årsværk til kontrolarbejdet i SKAT

Folketinget pålægger regeringen at fremlægge en plan for at ansætte 1.000 ekstra årsværk til kontrolarbejdet i SKAT.

Bemærkninger til forslaget

I august 2016 fremlagde skatteminister Karsten Lauritzen genopretningsplanen for SKAT »Et nyt skattevæsen« (folketingsåret 2015-16, SAU alm. del - bilag 266). Det er en plan, der vil tilføre 1.000 nye medarbejdere til skattevæsenet, herunder SKAT. Planen betyder, at skattevæsenet i alt vil bestå af ca. 8.000 medarbejdere i 2020 (folketingsåret 2016-17, svar på SAU alm. del - spørgsmål 222). Genopretningsplanen var og er et klart skridt i den rigtige retning. Ikke mindst fordi den er et brud med årtiers nedskæringer i SKAT. For første gang i mange år diskuterer Folketinget nu, hvordan vi kan investere i SKAT frem for hele tiden at vedtage og gennemføre katastrofale nedskæringer.

»Et nyt skattevæsen« styrker en lang række vigtige områder, som er bundne opgaver for skat, f.eks. i forhold til etableringen af et nyt ejendomsvurderingssystem. Men planen er stadig ikke god nok. For et helt afgørende område i SKAT er ikke blevet styrket med genopretningsplanen, nemlig kontrolarbejdet i SKATs afdeling Indsats. Der findes ingen ordentlig genopretning af SKAT, før der er vedtaget en genopretning af SKATs arbejde på kontrolområdet lige fra snyd i skattely til moms. Det er helt uholdbart, at penge, der for længst burde have ligget i fælleskassen, ikke bliver inddrevet, fordi kontrolarbejdet i SKAT fortsat lider under de voldsomme nedskæringer af SKATs budgetter. Det er derfor afgørende, at SKAT Indsats styrkes, ved at der gennemføres en plan for, hvordan der kan ansættes flere kontrolmedarbejdere. Konkret mener forslagsstillerne, at der skal ansættes 1.000 ekstra årsværk.

Finansiering - dygtige skattemedarbejdere tjener sig selv ind

Det er forslagsstillernes klare opfattelse, at det er endt med at blive meget dyrt for danskerne, at SKAT er blevet sparet i stykker siden 2005. Samlet set er en investering i et velfungerende SKAT en overskudsforretning for samfundet. Det er også nødvendigt at investere i SKAT for at genoprette tilliden til SKAT hos danskerne. De senere år har vist, at Danmark ganske enkelt ikke har råd til, at der ikke er nok ansatte og ressourcer i SKAT.

FTF og Dansk Told & Skatteforbund har tidligere offentliggjort beregninger, der viser, at det vil være økonomisk rentabelt at ansætte flere medarbejdere i SKAT. FTF konkluderede på baggrund af en undersøgelse fra 2012, at ansatte i SKAT kan tjene deres løn ind op til 35 gange. Dansk Told & Skatteforbund har ligeledes udtalt, at ansatte i SKAT kan tjene deres løn ind fem gange (»Organisation: Skat-ansat tjener egen løn hjem fem gange«, Jens Nymark, Børsen, den 11. februar 2012).

Regeringen har desuden selv i forhold til flere kontrolprojekter oplyst, at medarbejderne, alt afhængigt af det konkrete kontrolprojekt, kan tjene deres løn ind adskillige gange. Et eksempel på dette er en opgørelse fra skatteministeren, der viser, at hver medarbejder, der arbejdede i udbetalingskontrollen vedrørende negativ moms fra januar til september 2016, i gennemsnit sikrede penge i statskassen på lidt over 42 mio. kr. i perioden. Dette skal sammenlignes med, at årsudgiften for en ansat i denne opgørelse anslås til 600.000 kr. (folketingsåret 2016-17, svar på SAU alm. del - spørgsmål 80).

Forslagsstillerne mener på baggrund af ovenstående, at der er akut behov for at tilføre SKAT ekstra ressourcer. De 1.000 ekstra årsværk, der som beskrevet ovenfor forventes at tjene deres løn hjem og mere til, finansieres via råderummet.

Skriftlig fremsættelse

Rune Lund (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om ansættelse af 1.000 ekstra årsværk til kontrolarbejdet i SKAT.

(Beslutningsforslag nr. B 97)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.