Fremsat den 22. marts 2017 af Søren Egge Rasmussen (EL) og Maria Reumert Gjerding (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om synliggørelse af CO2-udledning fra biomasse i
fjernvarmeforsyningen
Folketinget opfordrer regeringen til at
synliggøre den CO2, der fra
de enkelte fjernvarmeforsyninger udledes til atmosfæren fra
brug af biomasse suppleret med information om biomassekildens art
og oprindelse, og i hvilket omfang biomassen er omfattet af den
frivillige aftale om bæredygtighedskrav i energisektoren.
Informationerne skal fremgå af selskabernes hjemmesider og
årsrapporter, og i den årlige nationale energistatistik
tilføjes et afsnit om biomasse, hvor der nærmere
redegøres for disse aspekter på nationalt plan.
Bemærkninger til forslaget
Danmark gennemgår i disse år en
kraftig omstilling til brug af især importeret biomasse i
fjernvarmeforsyningen, samtidig med at der i stigende grad stilles
spørgsmålstegn ved biomassens brug i
energisektoren.
Baggrunden for omstillingen er, at i henhold
til de internationale klimaaftaler er brug af biomasse defineret
til ikke at medføre CO2-udledning. Det har dog ingen
sammenhæng med virkeligheden, idet afbrænding af enhver
form for biomasse naturligvis medfører CO2 ud af skorstenen.
Senest har Danmarks Statistik i
»Grønt nationalregnskab for Danmark 2014-2015«
opgjort tre tal for Danmarks CO2-udledning. Den officielle udledning
(ifølge FN-definitionen) var i 2014 på 37,5 mio. t,
men medtages CO2-bidraget fra alle
danske økonomiske aktiviteter, ligger udledningen på
73,1 mio. t, og medtages yderligere CO2 fra biomasse, ender vi på 87,8
mio. t.
I forhold til 1990 er Danmarks samlede
udledning fra danske økonomiske aktiviteter ikke faldet, men
steget fra 65,5 mio. t til 73,1 mio. t. En stigning på knap
12 pct.
Medregnes endvidere CO2 fra brug af biomasse, er stigningen fra
70,1 mio. t i 1990 til 87,8 mio. t. En stigning på 25
pct.
Atmosfæren kender ikke forskel på
CO2 fra kul og fra træ, og
derfor vil der alt andet lige være den samme negative
drivhuseffekt, uanset om den tilførte CO2 kommer fra fjernvarme produceret
på kul eller træ. Faktisk udledes mere CO2 ved brug af træ, fordi det er et
dårligere brændsel.
Argumenterne for at tillægge biomasse
værdien nul i CO2-effekt er
dels, at træ og anden biomasse vokser op igen og
nettoeffekten dermed er nul i atmosfæren, dels, at hvis en
biomassekilde ikke bruges til energiproduktion, vil den alligevel
ligge og rådne og tilføre atmosfæren den samme
mængde CO2. Derfor
hævdes det, at det ikke har nogen CO2-effekt på atmosfæren, at
disse biomassekilder i stedet udnyttes til energi. Disse forenklede
argumenter holder dog ikke, og stort set alle eksperter erkender i
dag, at der selvfølgelig er en CO2-effekt, når der anvendes biomasse
i energiforsyningen. Diskussionerne kører mere på,
hvor meget og hvorledes effekten kan opgøres.
For at dreje den anvendte biomasse i
bæredygtig retning har Dansk Energi og Dansk Fjernvarme
indgået en frivillig brancheaftale om sikring af
bæredygtig biomasse.
Med beslutningsforslaget pålægges
alle fjernvarmeselskaber årligt at fremlægge
information om deres forbrug af biomasse, herunder om
biomassekildens art og oprindelse og i hvilket omfang biomassen er
omfattet af den frivillige aftale, samt hvor megen CO2 biomassen har bidraget med til
atmosfæren ab skorsten. Fjernvarmeselskabet kan supplere med
information om, hvorvidt det mener, at den anvendte biomasse ellers
ville ende som CO2 i
atmosfæren eller igen optages som biomasse, dvs. selskabet
kan supplere opgørelsen af bruttoudledningen af CO2 med vurderinger af størrelsen af
nettoudledningen. Disse informationer kan derefter anvendes til
lokal drøftelse af de anvendte biomassekilder og den lokale
energistrategi generelt.
Beslutningsforslaget pålægger
endvidere energi-, forsynings- og klimaministeren at sikre, at der
i den årlige nationale energistatistik gives de samme
informationer på et aggregeret niveau og en beskrivelse af
udviklingen heri, herunder også omfanget af biomasse, som
falder ind under den frivillige aftale.
Skriftlig fremsættelse
Søren Egge
Rasmussen (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
synliggørelse af CO2-udledning fra biomasse i
fjernvarmeforsyningen.
(Beslutningsforslag nr. B 93)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.