B 88 Forslag til folketingsbeslutning om at afholde vejledende folkeafstemning om Danmarks tiltrædelse af den samlede økonomi- og handelsaftale mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Canada på den anden side

(CETA).
Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2016-17
Status: Forkastet

Betænkning

Afgivet: 19-05-2017

Afgivet: 19-05-2017

Betænkning afgivet af Europaudvalget den 19. maj 2017

20161_b88_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Europaudvalget den 19. maj 2017

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 21. marts 2017 og var til 1. behandling den 2. maj 2017. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Europaudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL og ALT) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Et mindretal i udvalget (EL og ALT) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse udændret.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget er grundlæggende tilhængere af flere folkeafstemninger og mere borger?inddragelse. Nærværende aftale om indgåelse af en handelsaftale mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Canada på den anden side er umiddelbart ikke det mest oplagte bud på, hvornår der skal afvikles en folkeafstemning.

Dansk Folkeparti er opmærksom på de forhold, som forslagsstillerne nævner i deres beslutningsforslag. DF finder det vigtigt, at CETA-aftalen indgås, af flere årsager - dels fordi CETA-aftalen giver danske virksomheder forbedret markedsadgang i Canada, og dels fordi CETA-aftalen kan danne grundlaget for en fremtidig relation mellem Storbritannien og EU. DF finder det i den forbindelse afgørende, at der eksisterer en mekanisme for tvistbilæggelse, og bemærker, at Storbritannien klart har tilkendegivet, at Storbritannien ikke vil anerkende EU-Domstolen som myndighed, efter at udmeldelsen af EU er tilendebragt.

Enhedslistens medlemmer af udvalget bemærker, at EU-Domstolen i en dom fra den 10. maj 2017 fastslog, at det var ulovligt, da Europa-Kommissionen i 2014 afviste at anerkende det europæiske borgerinitiativ »Stop TTIP«.

Borgerinitiativet, som på blot 2 måneder indsamlede den million underskrifter fra minimum syv medlemslande, som Lissabontraktaten kræver for at få status som et europæisk borgerinitiativ, ønskede at stoppe forhandlingerne om frihandelsaftalen TTIP mellem EU og USA.

Afgørelsen fra EU-Domstolen har været på vej i over 2 år. I mellemtiden er CETA blevet vedtaget i både Rådet og Europa-Parlamentet. Hvis ikke Europa-Kommissionen havde handlet ulovligt og afvist borgerinitiativet, ville det ikke alene kunne have haft konsekvenser for forhandlingerne om frihandelsaftalen TTIP, men også for forhandlingerne om den meget sammenlignelige CETA-aftale.

Da Europa-Kommissionen på den måde ulovligt har afskåret den europæiske befolkning fra at blive hørt igennem et borgerinitiativ, som kunne have fået konsekvenser for forhandlingerne om CETA, bør man for at rette op på denne fejl tage initiativer til at inddrage de europæiske befolkninger i beslutningen om CETA. En vejledende folkeafstemning om CETA i Danmark ville være et skridt i den retning.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.

Kenneth Kristensen Berth (DF) nfmd. Peter Kofod Poulsen (DF) Claus Kvist Hansen (DF) Mikkel Dencker (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Karina Due (DF) Jan E. Jørgensen (V) Marcus Knuth (V) Erling Bonnesen (V) Jakob Ellemann-Jensen (V) Eva Kjer Hansen (V) Thomas Danielsen (V) Christina Egelund (LA) Villum Christensen (LA) Merete Scheelsbeck (KF) Jens Joel (S) Lars Aslan Rasmussen (S) Kaare Dybvad (S) Erik Christensen (S) fmd. Mette Reissmann (S) Peter Hummelgaard Thomsen (S) Karin Gaardsted (S) Søren Søndergaard (EL) Nikolaj Villumsen (EL) Christian Juhl (EL) Rasmus Nordqvist (ALT) Christian Poll (ALT) Zenia Stampe (RV) Holger K. Nielsen (SF)

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)? 8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 88

Bilagsnr.
Titel
1
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget
2
Tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget
3
Udkast til betænkning
4
2. udkast til betænkning