Beretning afgivet af Miljø- og
Fødevareudvalget den 6. september 2017
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 14.
marts 2017 og var til 1. behandling den 27. april 2017.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Miljø- og Fødevareudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 1 møde.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Det
Økologiske Råd.
Miljø- og fødevareministeren
har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til
udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 1
spørgsmål til miljø- og
fødevareministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
2. Politiske bemærkninger
1. En national handlingsplan mod
plastforurening
Udvalget finder, at plastforurening er et
globalt problem, og kan konstatere, løsningen herpå
diskuteres i mange internationale fora. Udvalget finder, at
løsningen på udfordringen med plastforurening skal
findes gennem en international, nordisk og ikke mindst
europæisk indsats, og der skal sættes ind på
mange fronter. Den bedste beskyttelse af borgerne fås ved en
samlet indsats på EU-niveau, men de nordiske lande kan samlet
også bidrage til en kursændring mod en bæredygtig
anvendelse af plast i en cirkulær økonomi. En
selvstændig dansk indsats skal spille sammen med de
internationale indsatser, men samtidig sikre, at der tages
hånd om særlige danske forhold.
En effektiv løsning kræver, at
der kommer bedre styr på, hvad der sker med plasten lige fra
de kemiske stoffer, man bruger til at fremstille den af, til de
produkter, som plasten indgår i. Det skal sikres, at den ikke
ender i naturen, når man er færdig med at bruge
plasten, men i stedet genanvendes. Et af målene er at
adressere de voksende affaldsmængder, så de ikke
forurener unødvendigt og ikke spilder unødvendige
ressourcer.
2. Eksisterende national indsats for
at håndtere plastforurening
Udvalget er af den opfattelse, at en
indsats mod marint plastaffald og mikroplast er vigtig.
Miljø- og Fødevareministeren har af samme grund
sammen med de øvrige nordiske miljøministre
foreslået et europæisk forbud mod mikroplast i
kosmetiske produkter og udtrykt bred opbakning og støtte til
Europa-Kommissionens foreslåede pakke for cirkulær
økonomi samt udarbejdelsen af en ambitiøs
europæisk plaststrategi i 2017.
Udvalget konstaterer, at marint affald er
et stort fokusområde, og at Danmark siden 2015 som led i
havstrategiens overvågningsprogram har gennemført
undersøgelser med henblik på at få større
viden om mængden og typerne af affald i havmiljøet.
Der arbejdes også løbende på at udvikle metoder
til overvågningen heraf for at understøtte behovet for
yderligere indsatser. Danmark er generelt godt med i forhold til de
nationale initiativer vedrørende handlingsplaner, som er
vedtaget i de regionale havkonventioner: OSPAR for Nordsøen
og HELCOM for Østersøen. Gennem hav- og
fiskeriudviklingsprogrammet 2014-17 er der ligeledes afsat 3 mio.
kr. til en informationsindsats om marint affald, hvoraf en stor del
udgøres af plast, rettet mod brugere af havet og strandene.
Der er også gennem hav- og fiskeriudviklingsprogrammet
2014-17 afsat 1 mio. kr. til regionalt koordineret vidensindsamling
om marint affald.
Forekomst og effekter af og kilder til
forurening med mikroplast og mikroplast i spildevand og slam er
også eksisterende fokusområder. Miljø- og
Fødevareministeriet har fået udarbejdet to rapporter,
der er med til at belyse og kvantificere problemstillingerne.
Herudover er der givet tilskud til fire
teknologiudviklingsprojekter med fokus på mikroplast i
renseanlæg og afløb. Fastsættelse af
reduktionsmål for plast i bl.a. miljøet,
renseanlæg, havvand og forbrugerprodukter samt et
overvågningsprogram forudsætter mere viden, end vi har
i dag, og udvikling af en standardiseret målemetode for
mikroplast.
Derudover indeholder Danmarks
ressourcestrategier, Danmark uden Affald 1 og 2, særskilte
initiativer for plast. Gennem ressourcestrategierne er der givet
støtte til indsatser for at øge plastgenanvendelsen
både i kommuner og i servicesektoren gennem vidensopbygning
og praktiske projekter til at implementere og efterprøve
løsninger. Som led i gennemførelsen af
ressourcestrategierne er der ligeledes givet tilskud til
udviklingen af nye genanvendelsesteknologier og til design og
produktion af plastemballager, der kan øge
genanvendelsen.
Udvalget forventer, at de igangsatte
initiativer kan bidrage til kvalificerede beslutninger om, hvordan
og hvor der skal sættes ind.
3. Regeringens planer for det videre
arbejde med en national plasthandlingsplan
Udvalget konstaterer, at arbejdet med en
national handlingsplan mod plastforurening begynder, når der
foreligger anbefalinger fra regeringens Advisory Board for
cirkulær økonomi og en plaststrategi fra EU. Udvalget
ser frem til, at regeringen herefter inviterer alle Folketingets
partier til en drøftelse af, hvordan man kan lave en
national handlingsplan mod plastforurening. Anbefalingerne fra
Advisory Board blev lanceret i juni 2017, og EU's plaststrategi
forventes i fjerde kvartal 2017.
Plastforurening er et globalt problem, der
også kalder på en international indsats. Udvalget
noterer, at regeringen derfor har bakket op om indsatsen i EU, og
udvalget ser ligesom regeringen frem til, at EU's plaststrategi
præsenteres.
Miljø- og Fødevareministeriet
har også arbejdet for en aktiv indsats i nordisk regi.
På miljøministermødet den 29. april 2017 blev
der besluttet et 2-årigt nordisk plastprogram og et styrket
samarbejde på området. Udvalget ser frem til, at
regeringen med de udgangspunkter og på baggrund af
anbefalingerne fra regeringens Advisory Board for cirkulær
økonomi, når EU's plaststrategi foreligger, inviterer
Folketingets partier til et arbejde med at tilvejebringe en
national handlingsplan.
Udvalget opfordrer på den baggrund
ministeren til inden den 15. september 2017 at udarbejde et udkast
til en henvendelse til Europa-Kommissionen om, hvilke generelle og
konkrete tiltag EU's plaststrategi bør indeholde. Udvalget
finder, at en henvendelse fra ministeren med samtlige af
Folketingets partier som medunderskrivere vil være et
stærkt bidrag til at sikre maksimal dansk indflydelse
på EU's kommende plaststrategi.
P.u.v.
Pia Adelsteen (DF)
formand
Bilag 1
Oversigt over bilag
vedrørende B 85
Bilagsnr. | Titel | 1 | Henvendelse af 26/4-17 fra Det
Økologiske Råd |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende B 85
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
26/4-17 fra Det Økologiske Råd, til miljø- og
fødevareministeren, og ministerens svar herpå |
|