Fremsat den 10. februar 2017 af René Gade (ALT),
Josephine Fock (ALT),
Rasmus Nordqvist (ALT) og Christian Poll (ALT)
Forslag til folketingsbeslutning
om nedsat momssats og forhøjet
skattefradrag for reparationer og vedligehold
Folketinget pålægger regeringen
inden den 1. januar 2018 at sænke momssatsen og hæve
skattefradraget for ydelser relateret til reparationer og
vedligehold.
Bemærkninger til forslaget
Det foreslås, at følgende to
skattelempelser implementeres:
- Momssatsen
sænkes fra 25 pct. til 12 pct. på
småreparationer. Rensning og strygning på vaskeri
antages ikke at indgå herunder. Ligeledes vil ændringer
og tilkøb af ekstraudstyr, der foretages på køb
af nye varer, ikke være omfattet af den lavere momssats.
Småreparationer af følgende varer foreslås at
skulle omfattes:
- Cykler.
- Lædervarer
(inklusive kunstlæder).
- Tekstiler (uanset
materiale).
- Skattefradrag for
reparation og vedligehold af hårde hvidevarer, hvis
reparationen udføres i eget hjem. Fradraget vedrører
udgifter til arbejdsløn. Der gives et skattefradrag svarende
til 50 pct. af arbejdsomkostningerne. Skattefradraget gives op til
et beløb på 12.000 kr. pr. person. Følgende
hårde hvidevarer er omfattet:
- Komfurer, ovne og
mikrobølgeovne.
- Køleskabe,
frysere og opvaskemaskiner.
- Vaskemaskiner,
tørretumblere og tørreskabe.
-
Emhætter.
Ved at give skatterabatter relateret til
reparationer og vedligehold ønsker Alternativet at
forlænge levetiden for en række produkttyper, som i dag
typisk kasseres, når blot en lille del af produktet eller
funktionaliteten er defekt.
De nuværende forbrugsmønstre er
låst fast i den måde, vi producerer på. Det er i
mange tilfælde billigere at købe nyt end at reparere.
Virksomheder har, siden forbrugssamfundet opstod i 1960'erne, i
højere og højere grad indrettet produktudvikling og
produktion på, at et produkt kun produceres til forbrug inden
for den nu 2-årige garantiperiode, hvorefter det ikke kan
repareres, opgraderes eller tilpasses, men blot kasseres.
Et mere bæredygtigt forbrug kan ikke
skabes ved udelukkende at regulere produktionen. Det er helt
centralt, at vi stiller krav til energiforbrug og
miljøbevidsthed i produktionen, men dette skal
samtænkes med vores forbrugsmønstre. Det er blevet en
inkorporeret del af vores forbrugskultur at tænke i nye
produkter i stedet for at reparere allerede eksisterende produkter,
som potentielt har en langt længere levetid end 2
år.
Ved at indføre lavere moms på
reparationer og vedligeholdelse af varer giver vi både et
økonomisk incitament og sender et klart signal om, at vi vil
et mere bæredygtigt og cirkulært samfund. Det vil
hjælpe med at gøre op med vanetænkningen.
Tiltagene vil bidrage til udviklingen af nye
forretningsmodeller, hvor fokus flyttes fra brug og smid
væk-kulturen til design, produktion og forbrug med henblik
på at rykke tættere på ikke bare en
cirkulær økonomi, men et cirkulært samfund, hvor
normalen bliver brug og behold. Med fradrag for reparationer bliver
det billigere at bevare og levetidsforlænge, hvorved
efterspørgslen efter nyt må forventes at falde. Det
vil skærpe opmærksomheden på at købe
kvalitetsvarer, der holder længere. Et andet positivt aspekt
er, at tiltagene vil øge den indenlandske
efterspørgsel på reparationer, hvilket vil give ekstra
arbejde til dygtige danske faglærte.
I Sverige har man som et delelement af
Finansloven for 2017 indført sådanne skatterabatter
med virkning fra januar 2017. Der er tale om en udvidelse af det
svenske »RUT-avdraget«, som i forvejen indebærer
skattefradrag for børnepasning, rengøring,
havearbejde m.v., jf. »Lista över rutarbejden«
på www.skatteverket.se. Fradraget opnås kun for arbejde
foretaget i eget hjem. I Sverige kan det såkaldte
RUT-avdraget maksimalt give en skatterabat på 25.000 svenske
kr. (ca. 19.500 kr.) pr. skattepligtig borger, der ikke er fyldt 65
år ved skatteårets start, mens personer, som er fyldt
65 år, maksimalt kan opnå en skattereduktion på
50.000 svenske kr. (ca. 39.000 kr.).
Danmark kan med fordel indføre samme
model, som er blevet implementeret i Sverige. I Sverige ventes
momsnedsættelsen og fradraget tilsammen at give et
mindreprovenu i 2017 svarende til ca. 460 mio. svenske kr. Da
Sverige med et indbyggertal på 9,75 mio. indbyggere er knap
dobbelt så befolkningsrigt som Danmark, forventes forslaget
at medføre et varigt mindreprovenu på ca. 200 mio. kr.
årligt i Danmark (beregningerne tager udgangspunkt i, at
Danmark har 5,7 mio. indbyggere og Sverige har 9,75 mio. indbyggere
samt en valutakurs på 0,80) fordelt således:
-
Momssænkningen ventes at give et mindreprovenu på ca.
125 mio. kr. i 2017 og et varigt mindreprovenu på
årligt ca. 110 mio. danske kr.
- Skattefradraget
ventes at give et mindreprovenu på ca. 90 mio. kr.
årligt fra 2017 og frem.
Dertil vil komme en mindre engangsomkostning
til intern og ekstern information om skatteændringerne og en
årlig omkostning til administration af lovgivningen.
Hvis Danmark skal have et mere
bæredygtigt og cirkulært samfund, er skattefradrag
på reparationer kun en lille del af løsningen. De
direkte fordele ved en 12 procentpoint lavere reparationspris er
begrænsede, men fradraget vil sende et klart signal om, at vi
samfundsmæssigt ønsker en omstilling til et samfund,
hvor reparation og opgradering er naturlige løsninger
på en voldsomt forceret teknologiudvikling. Samtidig med at
det gøres mere attraktivt at reparere varige forbrugsgoder,
som er gået i stykker, skal incitamentet for producenterne
til at producere mere holdbare og genanvendelige varer
øges.
Europa-Kommissionen vedtog med
ecodesigndirektivet i 2015 en række tiltag, der alle sigter
på at styrke indsatsen for et mere cirkulært samfund
for energirelaterede produkter, jf. forslag til Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2008/98/EF om
affald COM/2015/0595 final - 2015/0275 (COD). Alle medlemslande
opfordres til at skabe bedre rammer for affaldsminimering, genbrug
og genanvendelse for herved at opnå et lavere energiforbrug
og mindre affaldsmængder. I 2016-17 udvikles strategien for
cirkulær økonomi, som vil brede disse principper langt
bredere ud, baseret på de allerede vedtagne
EU-ressourcestrategier.
Det kan være en bekymring, at en
differentieret momssats giver incitament til skatteunddragelse,
idet sælger kan manipulere henholdsvis salgspris og
reparationspris for at opnå den størst mulige
momsbesparelse. Hele det danske momssystem er dog langt hen ad
vejen baseret på tillid til, at borgerne og virksomhederne
betaler den moms, de skal. Dertil kommer, at momsfradraget på
småreparationer ikke vedrører køb af nye varer.
Forslagsstillerne vurderer således ikke skatteunddragelse som
værende en praktisk udfordring.
Forslagsstillerne er åbne over for at
finde finansieringen med de partier, som støtter op om
beslutningsforslaget. Af finansieringsmuligheder kunne f.eks. peges
på højere afgift på giftige pesticider, der kan
være skadelige for naturen, biodiversiteten og
folkesundheden. Initiativet kan også finansieres af en
kemikalieafgift, som beskatter varer med kemikalier, som er
svære at genanvende, eller ved det finanspolitiske
råderum. Forslagsstillerne er åbne over for andre
finansieringsmuligheder.
Skriftlig fremsættelse
René Gade
(ALT):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om nedsat
momssats og forhøjet skattefradrag for reparationer og
vedligehold.
(Beslutningsforslag nr. B 69)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.