Beretning afgivet af Sundheds- og
Ældreudvalget den 16. maj 2017
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 9.
februar 2017 og var til 1. behandling den 7. april 2017.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Sundheds- og Ældreudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
2. Politiske bemærkninger
Udvalget er opmærksom på, at
nogle regioner har ændret praksis vedrørende
patienterstatninger og fører sager mod borgere for at
få omgjort afgørelser med krav om tilbagebetaling af
allerede udbetalte erstatninger i sager, hvor Ankenævnet for
Patienterstatning omgør ansvarsgrundlaget til ugunst for
patienten, som i første instans har fået medhold i sin
patientskadesag. Det gælder også afgørelser, som
ingen af parterne har påklaget inden for ankefristen.
Udvalget bemærker samtidig, at
erstatningssager afgjort i arbejdsskadesystemet ikke giver
anledning til samme tilbagebetalingsproblematik om udbetalte
erstatninger.
Udvalget ønsker derfor at forbedre
patientskadeerstatningsordningen og skabe bedre gennemsigtighed om
patientskadesager og patienterstatninger. Udvalget er bl.a. optaget
af, at der findes en holdbar og rimelig løsning på
tilbagebetalingsproblematikken, så patienter får lov
til at beholde den først udbetalte erstatning.
Udvalget ønsker også, der
findes en løsning på problematikken for de patienter,
der klager over beløbets størrelse, så de ikke
også risikerer at få frataget den først
tilkendte erstatning.
Udvalget ønsker samtidig, at
ministeren undersøger muligheden for en genoptagelsesret for
de patienter, der er blevet ramt af regionernes ændrede
praksis, hvor nogle regioner har budgetteret med dette.
Udvalget noterer sig i den forbindelse, at
sundhedsministeren har tilkendegivet under 1. behandling af B 68,
at regeringen også ønsker at gennemføre
konkrete forbedringer af patienterstatningsystemet.
Endelig noterer udvalget sig, at
sundhedsministeren inden udgangen af maj 2017 vil invitere
Folketingets partier til at deltage i en nærmere
drøftelse af initiativerne og deres finansiering.
P.u.v.
Liselott Blixt
formand
Bilag 1
Oversigt over bilag
vedrørende B 68
Bilagsnr. | Titel | 1 | Kopi af SUU alm. del - svar på spm.
534 og 535, fra sundhedsministeren | 2 | Udkast til beretning |
|