Betænkning afgivet af Retsudvalget
den 20. april 2017
1. Ændringsforslag
Dansk Folkeparti har stillet 1
ændringsforslag til beslutningsforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 7.
februar 2017 og var til 1. behandling den 14. marts 2017.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (S, DF, V, LA og KF) indstiller beslutningsforslaget til
vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Venstres medlemmer af udvalget
påpeger, at ændringsforslaget indebærer, at
kravet til politiet om som udgangspunkt at offentliggøre
overvågningsbilleder sendt af private borgere, når der
samtidig indgives en politianmeldelse, opgives. Med
ændringsforslaget er det fortsat hensigten, at der skal
oprettes en digital løsning, som kan anvendes til at
offentliggøre overvågningsbilleder, som politiet har
modtaget fra borgere, der har været udsat for eller
været vidne til en forbrydelse.
Det er politiet, som beslutter, om de
indsamlede overvågningsbilleder skal offentliggøres.
Politiets offentliggørelse skal ske i overensstemmelse med
retsplejelovens regler, men politiet bør som led i deres
overvejelser sikre, at billedmateriale generelt kommer hurtigere
til offentlighedens kendskab, end det gør i dag.
Et mindretal i
udvalget (EL, RV og SF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.
Enhedslistens medlemmer af udvalget er
enige med justitsministeren i følgende fra
justitsministerens tale ved 1. behandling:
»Når man som borger henvender
sig til politiet med fotos, videomateriale og andre relevante
oplysninger til efterforskningen af kriminalitet, skal man
naturligvis tages seriøst. Derfor mener jeg også, at
det er en god idé med en digital løsning, som sikrer,
at private og virksomheder let og enkelt kan aflevere
overvågningsmateriale til politiet. Vi arbejder derfor
på, at der bliver etableret en løsning, så
politiet bedre kan bruge overvågningsmateriale fra private og
virksomheder i deres eftersøgning og efterforskning. Det er
et vigtigt initiativ, for den teknologiske udvikling betyder, at
flere og flere i dag hurtigt og nemt kan dokumentere forbr?ydelser,
og at man derfor kan ligge inde med f.eks. fotos og videomateriale,
der kan have betydning for politiets arbejde.
Samtidig er vi også ved at se
på, hvilke muligheder f.eks. butikker har for at dele
oplysninger om tyverier og andre kriminalitetsformer med hinanden.
Og endelig er der igangsat en generel kortlægning, som skal
afdække problemer i forbindelse med borgernes kontakt med
politiet, og hvilke initiativer der skal tages for at forbedre
kontakten. I kortlægningen er politiets indhentning og brug
af fotos og videomateriale fra private og virksomheder et
selvstændigt spor. Vi vil således gøre, hvad vi
kan, for at problemet bliver løst på rette vis.
I forhold til forslaget om, at politiet
skal offentliggøre billeder, de modtager fra borgere af
mulige lovovertrædelser, er jeg mere skeptisk. Det er og skal
være en politimæssig opgave at vurdere, hvordan
optagelser skal benyttes i efterforskningen, ligesom det er en
politimæssig opgave at offentliggøre signalement eller
andre oplysninger, der skal føre frem til en gerningsmand.
Herudover er det meget indgribende at blive hængt ud som
lovovertræder i offentligheden, f.eks. på sociale
medier eller andre steder på nettet, især når man
tager i betragtning, hvor svært det er at slette oplysninger
fra internettet eller fra den kollektive erindring. I mange
tilfælde vil en offentliggørelse derfor ikke stå
mål med den begåede lovovertrædelse. Og derfor
kan politiet i dag kun offentliggøre billeder, hvis nogle
særlige betingelser i retsplejeloven er opfyldt. Og
sådan mener jeg også det bør være
fremadrettet.«
Derfor kan Enhedslisten ikke støtte
forslaget.
Et andet
mindretal i udvalget (ALT) indstiller beslutningsforslaget
til forkastelse. Mindretallet vil
stemme for det stillede ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (IA) vil stemme hverken for eller imod
beslutningsforslaget.
Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til teksten
Af et mindretal (DF)
tiltrådt af et flertal (S, V, LA,
ALT og KF):
1) 2.
pkt. udgår.
[Ændring af kravet til
politiet om at offentliggøre overvågningsbilleder]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget indebærer, at
kravet til politiet om altid at offentliggøre
overvågningsbilleder sendt af private borgere, når der
samtidig indgives en politianmeldelse, modificeres. Med
ændringsforslaget er det fortsat hensigten, at der skal
oprettes en digital platform, som kan anvendes til at
offentliggøre overvågningsbilleder, som politiet har
modtaget fra borgere, der har været udsat for eller
været vidne til en forbrydelse.
Det overlades dog til politiet at vurdere,
hvornår det er mest hensigtsmæssigt at
offentliggøre disse billeder i forhold til efterforskningen,
men politiet bør som led i disse overvejelser sikre, at
billedmateriale generelt kommer hurtigere til offentlighedens
kendskab, end det gør i dag.
Peter Skaarup (DF) fmd. Peter Kofod Poulsen (DF) Susanne
Eilersen (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Dennis Flydtkjær (DF)
Tilde Bork (DF) Preben Bang Henriksen (V) Jan E. Jørgensen
(V) Britt Bager (V) Jakob Engel-Schmidt (V) Carl Holst (V) Michael
Aastrup Jensen (V) Henrik Dahl (LA) Christina Egelund (LA) Naser
Khader (KF) Simon Kollerup (S) Lars Aslan Rasmussen (S) Mette
Reissmann (S) Mogens Jensen (S) nfmd. Rasmus Prehn (S) Trine Bramsen
(S) Kaare Dybvad (S) Rune Lund (EL) Søren Søndergaard
(EL) Carolina Magdalene Maier (ALT) Sofie Carsten Nielsen (RV)
Zenia Stampe (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Aaja Chemnitz Larsen
(IA)
Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 10 |
Radikale Venstre (RV) | ?? ??8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag
Oversigt over bilag
vedrørende B 65
Bilagsnr. | Titel | 1 | 1. udkast til betænkning |
|