Fremsat den 2. februar 2017 af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF),
Karina Adsbøl (DF) og Marlene Harpsøe (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om SU-handicaptillæg til elever på
erhvervsuddannelser
Folketinget pålægger regeringen at
sikre, at elever på erhvervsuddannelser fra august 2018
får adgang til at modtage handicaptillæg til deres
SU.
Bemærkninger til forslaget
Baggrunden for beslutningsforslaget er, at
Dansk Folkeparti ønsker, at elever på
erhvervsuddannelser får adgang til at modtage
handicaptillæg til deres SU, ligesom studerende på de
videregående uddannelser i dag har mulighed for.
Erhvervsuddannelserne er - ligesom de videregående
uddannelser - erhvervskompetencegivende, og forslagsstillerne
finder det urimeligt, at unge, der ønsker en
erhvervsuddannelse, skal stilles dårligere end unge, der
ønsker en videregående uddannelse.
I dag har studerende på de
videregående uddannelser mulighed for et handicaptillæg
på 8.555 kr. om måneden (2017-niveau) som supplement
til det almindelige SU-stipendium. Efter gældende regler
gives SU-handicaptillægget til studerende på
videregående uddannelser med handicap, der har meget
betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig
erhvervsarbejde. Handicaptillægget er dermed også en
kompensation for den manglende indtægt fra
erhvervsarbejde.
Baggrunden for, at handicaptillægget
blev begrænset til de videregående uddannelser, var
bl.a. at behovet for at flytte hjemmefra og etablere egen dyr
husholdning er større for studerende på de
videregående uddannelser end for elever på
erhvervsuddannelserne.
Med dette beslutningsforslag ønsker
Dansk Folkeparti at sidestille elever på erhvervsuddannelser
med studerende på de videregående uddannelser. Elever
på erhvervsuddannelser kan også af forskellige
årsager være tvunget til at flytte hjemmefra, og det
bør derfor være den enkelte handicappede elevs behov,
der afgør, om man kan modtage handicaptillæg, ikke
hvilken, uddannelse man ønsker for sig selv.
Forslagsstillerne mener også, at unge bør kunne blive
kompenseret for tabt erhvervsarbejde, hvis de har valgt en
erhvervsuddannelse, ikke kun, hvis de har valgt en
videregående uddannelse. Det ene stykke arbejde er lige
så meget værd som det andet.
Dansk Folkeparti finder det
grundlæggende urimeligt, at unge på en
erhvervsuddannelse skal stilles ringere end unge på en
videregående uddannelse - især i en tid, hvor vi gerne
vil have flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, og
hvor arbejdsmarkedet mangler faglært arbejdskraft.
I et svar til Folketingets Uddannelses- og
Forskningsudvalg (UFU, alm. del, endeligt svar på
spørgsmål 48) angiver uddannelses- og
forskningsministeren, at et handicaptillæg til unge på
erhvervsuddannelser vil koste ca. 75 mio. kr. før skat,
svarende til ca. 45 mio. årligt efter tilbageløb og
skatter. Dansk Folkeparti foreslår, at finansieringen skal
ske gennem en reduktion af SU til vandrende arbejdstagere fra
EU.
Skriftlig fremsættelse
Jens Henrik Thulesen
Dahl (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
SU-handicaptillæg til elever på erhvervsuddannelser
(Beslutningsforslag nr. B 62)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.