Fremsat den 18. januar 2017 af Carolina Magdalena Maier (ALT) og Rasmus Nordqvist (ALT)
Forslag til folketingsbeslutning
om at gøre de nationale test til
frivillige redskaber i folkeskolen
Folketinget pålægger regeringen at
tage initiativ til et lovforslag, der inden skolestart 2018
gør de nationale test i folkeskolen til frivillige
pædagogiske værktøjer.
Bemærkninger til forslaget
I dag er de nationale test obligatoriske i
folkeskolen, og eleverne skal igennem deres skoletid
gennemføre ti obligatoriske nationale test inden for
forskellige fag. De nationale test blev introduceret i 2010 som et
værktøj til at styrke den løbende evaluering af
elevernes udbytte af undervisningen i folkeskolen. De nationale
test skal fungere som et pædagogisk redskab for
lærerne, og testresultaterne skal bidrage til den videre
tilrettelæggelse af undervisningen. Derudover skal de
nationale test fungere som værktøj i skolelederes og
kommuners kvalitetsarbejde (»Evaluering af de nationale test
i folkeskolen«, Rambøll, september 2013).
Formålet med beslutningsforslaget er at
ændre folkeskolelovens § 13, stk. 3, så det
fremgår, at de nationale test er et frivilligt
pædagogisk værktøj. Beslutningsforslaget vil
give folkeskolen frihed til at tilpasse undervisningen ud fra en
lærerfaglig vurdering på hver enkelt skole, mens de
nationale test skal fastholdes som et frivilligt pædagogisk
værktøj, der kan styrke den løbende evaluering
af elevernes udbytte.
De seneste årtier er der i den
offentlige forvaltning generelt og på folkeskoleområdet
i særdeleshed blevet opstillet en lang række centrale
målepunkter og reguleringer af ledere, lærere og
elever. Et af disse måleinstrumenter er de nationale
test.
Alternativet ønsker med dette
beslutningsforslag at styrke de nationale test som frivilligt
pædagogisk værktøj for skolerne og afskaffe de
nationale test som et kontrolredskab af den offentlige forvaltning.
Alternativet foreslår, at de nationale test afskaffes fra
skolestart 2018, da det vil give skoler og kommuner mulighed for at
tilrettelægge en ny praksis for den løbende evaluering
af elevernes udbytte af undervisningen.
Der er blandt flere forskere rejst forskellige
kritikpunkter af de nationale tests validitet. I en kronik,
»Nationale test i skolen er ubrugelige«, Politiken, den
18. januar 2016, kritiserer Jeppe Bundsgaard, professor ved
Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU)
især to forhold:
1. De nationale
test måler ikke det, de burde, og siger i bedste fald kun
meget lidt om den enkelte elevs reelle faglige niveau.
2. De nationale
test fungerer i praksis ikke som et pædagogisk redskab, der
kan bruges til at tilpasse undervisningen til den enkelte elev.
Jeppe Bundsgaards kritik af de nationale test
bakkes op af flere andre forskere, som også udfordrer
validiteten af de nationale test på baggrund af store
statistiske usikkerheder (»Eksperter dumper nationale
test«, Politiken, den 18. januar 2016, og »Professor:
Lærerne skal vide, hvor usikre testresultaterne er«,
Folkeskolen, den 11. marts 2016).
Et tredje problem, som er kortlagt i rapporten
»Nationale test: Danske lærere og skolelederes brug,
holdninger og viden«, Jeppe Bundsgaard og Morten Rasmus Puck,
2016, Aarhus Universitet, fremgår det, at de nationale tests
kan føre til fænomenet teaching to the test. Teaching
to the test betyder, at undervisningsmaterialet rettes specifikt
mod de nationale test. Det medfører en risiko for, at
eleverne bliver gode til testen, uden af det er et udtryk for, at
de er gode til det, man ønsker at måle. Resultaterne
fremstår derfor ikke som et udtryk for elevernes reelle
faglige kompetencer.
Alternativet mener, at disse problemer
understreger behovet for at afskaffe de nationale test som et
obligatorisk kontrol- og styringsredskab og i stedet gøre
dem til et frivilligt pædagogisk redskab tilpasset
undervisningen.
Skriftlig fremsættelse
Carolina Magdalena
Maier (ALT):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
gøre de nationale test til frivillige redskaber i
folkeskolen.
(Beslutningsforslag nr. B 55)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.