Fremsat den 16. december 2016 af Lotte Rod (RV) og Morten Østergaard (RV)
Forslag til folketingsbeslutning
om at legalisere cannabis i en 3-årig
prøveperiode
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingssamling at igangsætte et
lovforberedende arbejde, som skal munde ud i lovforslag, der
legaliserer cannabis i en prøveperiode på 3 år
ved en model, hvor statskontrolleret salg er lovligt, og hvor
danskere får ret til at ryge, købe og opbevare
cannabis til eget forbrug.
Bemærkninger til forslaget
Det ulovlige hashsalg på Christiania og
andre steder er kontrolleret af organiserede kriminelle og bander,
og den årelange indsats mod disse bander og den ulovlige
hashhandel har ikke båret frugt - tværtimod.
Hashhandlen understøtter et hårdt og kriminelt
miljø, som skaber utryghed for almindelige mennesker, og som
trækker store veksler på politiet. Samtidig er det
svært at forebygge misbrug og oplyse om skadevirkninger,
når hashkunderne må købe ulovligt.
Derfor er der brug for at tænke nyt og
udforske muligheden for på en forsvarlig og kontrolleret
måde at legalisere hash, så hashsalget ikke vedbliver
at være en lukrativ forretning for organiserede
kriminelle.
Beslutningsforslaget skal sikre, at der
tilvejebringes et solidt og sagligt grundlag for, at hash kan
legaliseres, i første omgang i en 3-årig
prøveperiode. Radikale Venstre forestiller sig en
statskontrolleret model, hvor salget af hash kun kan foregå
via forretninger, der har opnået statslicens. Det er vigtigt,
at en legalisering af hash sker efter en grundigt gennemarbejdet
model, hvor der også er taget højde for, hvilken
indvirkning en legalisering af hash vil have på andre
lovområder, f.eks. inden for sundhed, retssikkerhed og
trafiksikkerhed. Det skal det lovforberedende arbejde
afdække.
Skriftlig fremsættelse
Lotte Rod
(RV):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
legalisere cannabis i en 3-årig prøveperiode.
(Beslutningsforslag nr. B 41)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.