B 4 Forslag til folketingsbeslutning om afvisning af midlertidig anvendelse af økonomi- og handelsaftalen mellem EU og Canada

(CETA).
Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2016-17
Status: 1. (eneste) behandling/Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 05-10-2016

Fremsat: 05-10-2016

Fremsat den 5. oktober 2016 af Søren Søndergaard (EL), Finn Sørensen (EL), Nikolaj Villumsen (EL) og Rasmus Nordqvist (ALT)

20161_b4_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 5. oktober 2016 af Søren Søndergaard (EL), Finn Sørensen (EL), Nikolaj Villumsen (EL) og Rasmus Nordqvist (ALT)

Forslag til folketingsbeslutning

om afvisning af midlertidig anvendelse af økonomi- og handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA)

Folketinget pålægger regeringen at stemme imod Europa-Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om den midlertidige anvendelse af den samlede økonomi- og handelsaftale mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side.

Bemærkninger til forslaget

Økonomi- og handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA) indeholder bestemmelser om afgifter på varer, markedsadgang for tjenesteydelser og offentlige indkøb, investeringer og investeringsbeskyttelse, bæredygtighed m.m.

Europa-Kommissionen finder ud fra en juridisk betragtning, at alle elementer i aftalen falder ind under EU's enekompetence. Rådet har derimod på sit møde den 13. maj 2016 udtrykt, at CETA er en blandet aftale, der både indeholder elementer, der falder under EU's enekompetence, og elementer, der falder under delt kompetence mellem EU og medlemsstaterne. Rådet finder derfor, at aftalen skal ratificeres nationalt. Kommissionen har af politiske grunde valgt at fremsætte forslaget til indgåelse af aftalen som en blandet aftale. Blandede aftaler vil, som udenrigsministeren oplyste Europaudvalget den 4. maj 2016, normalt kun kunne anvendes midlertidigt for de dele, der falder under EU's enekompetence. Ikke desto mindre har Kommissionen valgt at fremsætte forslag til afgørelse om midlertidig anvendelse af den samlede aftale. Det fremgår ikke af bestemmelsen i CETA om midlertidig anvendelse, artikel 30.7, stk. 3, hvilke dele af aftalen der påtænkes midlertidigt anvendt.

Så længe der hersker uenighed og dermed uklarhed om, hvilke elementer i CETA der falder under delt kompetence, og som derfor kræver national ratifikation, bør aftalen ikke finde anvendelse midlertidigt.

Skriftlig fremsættelse

Søren Søndergaard (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om afvisning af midlertidig anvendelse af økonomi- og handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA)

(Beslutningsforslag nr. B 4)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.