B 39 Forslag til folketingsbeslutning om et nedskæringsstop i ældreplejen og økonomisk kompensation til kommunerne for væksten i antallet af ældre borgere.

Udvalg: Sundheds- og Ældreudvalget
Samling: 2016-17
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 16-12-2016

Fremsat: 16-12-2016

Fremsat den 16. december 2016 af Kirsten Normann Andersen (SF) og Jacob Mark (SF)

20161_b39_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 16. december 2016 af Kirsten Normann Andersen (SF) og Jacob Mark (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om et nedskæringsstop i ældreplejen og økonomisk kompensation til kommunerne for væksten i antallet af ældre borgere

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om et nedskæringsstop i ældreplejen med virkning fra 2018 og frem til 2021. Foruden et nedskæringsstop, der medfører, at der ikke skæres yderligere i de offentlige budgetter til ældrepleje, foreslås det, at kommunerne skal kompenseres økonomisk i forhold til væksten i antallet af ældre pr. kommune, under forudsætning af at kommunerne rent faktisk øger deres udgifter på ældreområdet. Pengene fordeles efter antallet af ældre pr. kommune, og eventuelle overskydende penge, der ikke anvendes af kommuner, som enten ikke har søgt om at blive kompenseret økonomisk eller har fået afslag, eksempelvis fordi de ikke har øget udgifterne, i takt med antallet af ældre i befolkningen er steget, disponeres af ældreministeren efter samråd med partierne bag aftalen om et nedskæringsstop til andre initiativer, der kan styrke ældreplejen.

Bemærkninger til forslaget

I de senere år har vi set, at flere ældre kan klare sig længere helt uden eller med begrænset hjælp fra kommunen. Det er en glædelig udvikling, men den er desværre også blevet misbrugt til at gennemføre nedskæringer, som også har ramt ældre, der har brug for mere og bedre hjælp.

Med forslaget om et nedskæringsstop i ældreplejen vil SF sætte en stopper for disse nedskæringer. Det vil skabe tryghed for den enkelte ældre, at vide, at der ikke fjernes penge pr. ældre i kommunen, og at nedskæringsstoppet betyder, at der ikke sker yderligere forringelser på ældreområdet. Forslaget skal samtidig sikre, at den økonomiske gevinst ved »sund aldring« ikke går til at finansiere nedskæringer, men til løbende forbedringer for de ældre, der har brug for hjælp af høj kvalitet og med mere valgfrihed.

Med forslaget vil SF derfor sætte en stopper for nedskæringer i ældreplejen idet der er i de senere år blevet skåret ned i ældreplejen i mange kommuner. Ældremilliarden fra finansloven for 2014 og værdighedsmilliarden fra finansloven for 2016 har kun delvis rettet op på dette. Det kan ikke fortsætte, især fordi der vil komme en markant vækst i antallet af ældre. Fra 2017 til 2021 forventes der således en vækst i antallet af ældre over 65 år på ca. 86.000, hvilket svarer til en stigning på knap 8 pct. i perioden. Lavvækst i det offentlige forbrug i perioden vil yderligere udhule den kommunale ældrepleje set i forhold til behovet. Det skaber utryghed og forringer de ældres livsvilkår.

Nedskæringsstoppet i ældreplejen foreslås gennemført ved at der ikke skæres yderligere i de offentlige budgetter til ældreplejen og at der herudover afsættes et ekstra beløb svarende til den forventede vækst i antallet af ældre, dog under hensyntagen til, at f.eks. en 85-årig i gennemsnit har brug for mere hjælp end f.eks. en 70-årig.

I forhold til kompensationen til kommunerne foreslås det, at der tages udgangspunkt i det budget, der ligger, for udgifter til ældreplejen i 2017. SF forestiller sig, at det samlede beløb til kompensation af kommunerne er i størrelsesordenen ca. 5,6 mia. kr. SF foreslår, at pengene fordeles til den enkelte kommune efter antallet af ældre i kommunen, men at pengene kun udbetales, hvis kommunen rent faktisk øger sine udgifter til ældre i forhold til 2017-budgettet. Det vil dermed set fra kommunens side være gratis at forbedre forholdene for kommunes ældre borgere.

Beslutningsforslaget pålægger Sundheds- og Ældreministeriet at udarbejde en beregningsmodel til beregning af fordelingen af pengene til kommunerne, hvor der tages hensyn til antallet af ældre, aldersfordelingen og til, at kommunerne skal bruge et beløb mindst svarende til deres tildelte »ældreservicetilskud« for at få udbetalt det fulde tilskud. Bruger de mindre, får de tilsvarende mindre i tilskud.

Vælger den enkelte kommune ikke at anvende pengene, skal de partier, der vil være med til et nedskæringsstop i ældreplejen og et løft af ældreområdet, tage stilling til, hvordan de på anden vis kan komme de ældre til gode. Det kan f.eks. være i form af en højere ældrecheck, forbedringer på sundhedsområdet af særlig betydning for ældre og/eller særlige projekter eller tiltag på det kommunale område.

Skriftlig fremsættelse

Kirsten Normann Andersen (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om et nedskæringsstop i ældreplejen og økonomisk kompensation til kommunerne for væksten i antallet af ældre borgere.

(Beslutningsforslag nr. B 39)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.