Fremsat den 6. december 2016 af Eva Flyvholm (EL),
Søren Egge Rasmussen (EL),
Maria Reumert Gjerding (EL),
Peder Hvelplund (EL) og Jakob Sølvhøj (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om ytringsfrihed for forskere og fri
offentliggørelse af analyser og rapporter
Folketinget pålægger regeringen
ikke at fastsætte begrænsende klausuler for
offentlighed i de udbud af analyser og rapporter, der udarbejdes
på universiteterne i forbindelse med myndighedsbetjening til
brug for politiske forhandlinger, aftaler og ny lovgivning.
Endvidere skal regeringen sikre forskeres ytringsfrihed, så
de frit kan udtale sig - også om disse analyser og
rapporter.
Bemærkninger til forslaget
I forbindelse med arbejdet med
fødevare- og landbrugspakken i folketingsåret 2015-16
blev det afdækket, at det er normal praksis for regeringen at
indsætte klausuler i forbindelse med udbud af analyser og
rapporter, som begrænser forskeres ytringsfrihed og
forhindrer offentliggørelsen af deres resultater, før
regeringen tillader det.
Formålet med beslutningsforslaget er at
sikre åbenhed og demokratisk debat, hvor Folketinget og den
generelle offentlighed har adgang til samme analysemateriale som
regeringen, især i forbindelse med politiske forhandlinger,
aftaler og ny lovgivning.
Enhedslisten mener, at formålet med
offentlighedsklausulerne er, at regeringen åbenbart vil
forhindre, at Folketinget og offentligheden får adgang til de
objektive informationer, der findes i analyserne og rapporterne, og
i stedet fremlægge informationer i en politisk kontekst, der
fremmer regeringens dagsorden.
Som forhandlingerne om fødevare- og
landbrugspakken har vist, skaber det et politisk forløb, som
ikke er et demokratisk samfund værdigt.
Med dette beslutningsforslag ønsker
Enhedslisten at fremme en forretningsgang, der sikrer forskernes
ytringsfrihed og fremmer en demokratisk politisk proces baseret
på åbenhed om analyser og rapporter, som danner
grundlag for politiske processer.
Forslaget indebærer, at forskeres
ytringsfrihed sikres, så analyser og rapporter, som
indgår i forarbejdet til politiske forhandlinger og politiske
udspil, tilgår Folketinget og offentligheden, senest
når der iværksættes formelle forhandlinger med
alle eller dele af Folketingets partier, eller i tilknytning til at
lovforslag sendes i høring.
Skriftlig fremsættelse
Eva Flyvholm
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
ytringsfrihed for forskere og fri offentliggørelse af
analyser og rapporter.
(Beslutningsforslag nr. B 29)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.