B 22 Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af den i Bruxelles den 19. maj 2016 undertegnede protokol om Montenegros tiltrædelse af Den Nordatlantiske Traktat.

Af: Udenrigsminister Kristian Jensen (V)
Udvalg: Udenrigsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Vedtaget

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 11-11-2016

Fremsættelse: 11-11-2016

Skriftlig fremsættelse (11. november 2016)

20161_b22_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (11. november 2016)

Udenrigsministeren (Kristian Jensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks rati­fika­tion af den i Bruxelles den 19. maj 2016 undertegnede protokol om Montenegros tiltrædelse af Den Nordatlantiske Traktat

(Beslutningsforslag nr. B 22)

Regeringen anmoder om Folketingets samtykke til, at Danmark som følge af den i Bruxelles den 19. maj 2016 undertegnede protokol om Montenegros tiltrædelse af Den Nordatlantiske Traktat ratificerer samme.

Ifølge artikel 10 i Den Nordatlantiske Traktat kan deltagerne i traktaten ved enstemmig beslutning opfordre enhver anden europæisk stat, som er i stand til at fremme grundsætningerne i traktaten og bidrage til det nordatlantiske områdes sikkerhed, til at tiltræde traktaten.

På NATO-udenrigsministermødet 1. - 2. december 2015 besluttede udenrigsministrene at invitere Montenegro til at indlede tiltrædelsesforhandlinger med NATO. Forud herfor havde spørgsmålet om NATO's udvidelse, herunder optagelse af Montenegro, været nævnt i Det Udenrigspolitiske Nævn.

Montenegro informerede ved afslutningen af optagelsesdrøftelserne i april 2016 NATO's generalsekretær om, at Montenegro fortsat ønskede at blive alliancemedlem.

Ved en ceremoni i Bruxelles den 19. maj 2016 blev protokollen om Montenegros tiltrædelse af Den Nordatlantiske Traktat undertegnet af repræsentanter for samtlige medlemmer af NATO i overværelse af repræsentanter for Montenegro. På Danmarks vegne underskrev udenrigsministeren under forbehold for ratifikation.

Ifølge protokollernes artikel I skal NATO's generalsekretær ved protokollens ikrafttræden på samtlige NATO-landes vegne opfordre Montenegro til at tiltræde Den Nordatlantiske Traktat. Landet bliver herefter deltager i traktaten ved deponering af NATO-landenes respektive tiltrædelsesinstrumenter hos Amerikas Forenede Staters regering.

Af artikel II fremgår, at de respektive protokoller træder i kraft, når samtlige NATO-lande har meddelt Amerikas Forenede Staters regering deres godkendelse deraf.

For Danmarks vedkommende vil protokollernes godkendelse ske ved udfærdigelse af et ratifikationsinstrument, der deponeres hos Amerikas Forenede Staters regering.