B 153 Forslag til folketingsbeslutning om indkvartering af mindreårige gifte asylansøgere.

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 16-05-2017

Fremsat: 16-05-2017

Fremsat den 16. maj 2017 af Mattias Tesfaye (S), Kaare Dybvad (S), Jan Johansen (S), Dan Jørgensen (S), Karen J. Klint (S) og Astrid Krag (S)

20161_b153_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 16. maj 2017 af Mattias Tesfaye (S), Kaare Dybvad (S), Jan Johansen (S), Dan Jørgensen (S), Karen J.  Klint (S) og Astrid Krag (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om indkvartering af mindreårige gifte asylansøgere

Folketinget pålægger regeringen at indkvartere mindreårige asylansøgere, der indkvarteres på samme asylcenter som deres voksne ægtefælle, på et særskilt værelse, således at mindreårige over 15 år selv kan vælge, om de vil overnatte på eget værelse eller sammen med ægtefællen.

Bemærkninger til forslaget

Med forslaget ønsker Socialdemokratiet at sikre, at mindreårige asylansøgere, der indkvarteres på samme asylcenter som deres voksne ægtefælle, indkvarteres på eget, separat værelse, så det sikres, at vedkommende kun sover sammen med sin voksne ægtefælle, hvis vedkommende aktivt og frivilligt træffer beslutning om det. Socialdemokratiet støtter globale initiativer, der arbejder for at forbyde barnebrude, hvorfor vi finder det naturligt at beskytte de barnebrude, der kommer til Danmark som asylansøgere, ved at sikre dem et personligt værelse.

De nuværende regler er beskrevet i instruksen »Retningslinjer for indkvartering af mindreårige asylansøgere, som har indgået ægteskab eller er samlevende med en person, som opholder sig i Danmark« af 1. juli 2016. Instruksen sikrer, at en del ægtepar, hvoraf den ene er under 18 år, vil blive adskilt ved ankomsten til Danmark. Reglerne giver dog også mulighed for, at Udlændingestyrelsen kan foretage et individuelt skøn og vurdere, at særlige omstændigheder gør, at ægtefællerne eller samleverne ikke skal indkvarteres hver for sig. En mindreårig asylansøger under 15 år kan dog ikke indkvarteres sammen med en ægtefælle eller samlever. I de ganske særlige tilfælde, hvor ægteparret ikke adskilles ved ankomst, mener Socialdemokratiet, at den mindreårige bør kunne indkvarteres på et separat værelse med mulighed for selv at vælge, om vedkommende ønsker at overnatte alene eller på samme værelse som ægtefællen. På den måde kan den mindreårige undgå at føle sig presset til at sove sammen med en voksen. Udgangspunktet bør være, at den mindreårige bor på eget værelse, således at det kræver en aktiv beslutning fra den mindreårige at sove sammen med sin voksne ægtefælle.

Socialdemokratiet har tidligere fremført dette forslag i forbindelse med behandlingen af beslutningsforslag nr. B 38 om indkvartering af mindreårige asylansøgere (DF). Ministeriet oversendte i den forbindelse et brev til Udlændinge- og Integrationsudvalget, hvoraf det fremgik, at Socialdemokratiets forslag efter ministeriets vurdering ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. ministerens brev til Udlændinge- og Integrationsudvalget af 14. marts 2017 vedrørende udvalgets betænkning over forslag til folketingsbeslutning om indkvartering af mindreårige asylansøgere (B 38 - bilag 4).

Ministeriet har imidlertid efterfølgende oplyst, at man ikke har kendskab til nogen domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol eller udtalelser fra FN's Børnekomité, der påser overholdelsen af FN's børnekonvention, som tager stilling til den problemstilling, og at det er ministeriets vurdering, at det ikke i sig selv vil være uforeneligt med Danmarks internationale forpligtelser at stille separate værelser på samme asylcenter til rådighed, jf. svar på UUI alm. del - spm. 602 og 603. Det er Socialdemokratiets opfattelse, at dette forslag vil være i overensstemmelse med Danmarks menneskeretlige forpligtelser, da forslaget giver større valgfrihed til den mindreårige asylansøger og ikke indeholder noget element af tvang.

Socialdemokratiet har rådført sig med Folketingets Lovsekretariat, som ligeledes vurderer, at det er muligt at gennemføre Socialdemokratiets forslag inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser.

Skriftlig fremsættelse

Mattias Tesfaye (S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om indkvartering af mindreårige gifte asylansøgere.

(Beslutningsforslag nr. B 153)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.