Fremsat den 31. marts 2017 af Pernille Schnoor (ALT) og Rasmus Nordqvist (ALT)
Forslag til folketingsbeslutning
om oprettelse af rådgivningsteam og
understøttelse af komplementære behandlings- og
sundhedshuse
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingssamling at oprette et
rådgivningsteam, der skal vejlede og understøtte, at
kommunale og regionale sundhedshuse og -centre etablerer
komplementære og alternative behandlingsformer.
Bemærkninger til forslaget
Flere og flere kommuner opretter i samarbejde
med regionerne lokale sundhedshuse og -centre. Kommunerne har siden
kommunalreformen i 2007 fået et større ansvar på
sundhedsområdet. Mange kommuner har bl.a. valgt at tackle de
nye opgaver ved at oprette sundhedshuse, hvor flere kommunale,
private og regionale sundhedstilbud samles under ét tag.
Kommunerne har på den måde påtaget sig et ansvar
for at skabe lokale og samlede tilbud, der skaber synergi mellem
forebyggelse og behandling, og som helt praktisk giver mulighed for
at tilbyde flere former for koordineret behandling med udgangspunkt
i patientens ønsker og behov. De kommunale sundhedshuse
eller -centre er således et godt eksempel på, hvordan
det danske sundhedsvæsen er i gang med at omstille sig fra at
være en sektor karakteriseret ved isolerede specialer til at
have en tværgående og helhedsorienteret indsats.
En samtidig tendens på
sundhedsområdet er, at danskerne i stigende grad supplerer
den traditionelle behandling med komplementære
behandlingsformer. Dette viser en undersøgelse fra Statens
Institut for Folkesundhed fra 2013. I 2013 var det således
mere end hver fjerde dansker, som havde brugt en form for
komplementær behandling - til sammenligning havde hver tiende
dansker modtaget alternativ behandling i 1987, jf. rapporten
»Alternativ behandling. Resultater fra Sundheds- og
sygelighedsundersøgelsen fra 2013«.
Undersøgelser foretaget af Center for
tværvidenskabelige evalueringsstudier af komplementær
og alternativ behandling (CCESCAM) på Syddansk Universitet
(SDU) viser, at komplementære behandlingsformer eksempelvis
benyttes som supplement til kræftbehandling. Det kan f.eks.
være massage, der hjælper patienten med at opnå
velvære og føle sig tilpas i sin krop under eller
efter et langt behandlingsforløb med operation og/eller
kemoterapi, se f.eks. »The use of complementary and
alternative medicine after the completion of hospital treatment for
colorectal cancer: findings from a questionnaire study in
Denmark«, BMC Complementary and Alternative Medicine 2014.
Det er et eksempel på, at komplementær behandling som
supplement til traditionel behandling kan understøtte en
helhedsorienteret tilgang til patienten, hvor det første
sigter mod at fjerne sygdommen, mens det komplementære i
dette eksempel understøtter mental og fysisk velvære
f.eks. under svære sygdomssituationer.
Når man i det danske sundhedsvæsen
anlægger en mere helhedsorienteret tilgang, betyder det, at
vi er nødt til at inddrage både biologiske,
psykologiske, sociale og kulturelle effektmål. Indtil nu har
vi primært indrettet sundhedsvæsenet efter
førstenævnte. Det betyder ikke, at komplementære
behandlingsformer skal stå i stedet for den nuværende
kliniske, evidensbaserede praksis. Den konventionelle praksis
bør derimod komplementeres af erfaringer og
behandlingsformer, som understøtter borgernes helbred i et
større perspektiv. Borgere er i dag henvist til usikre
kilder, når de søger komplementære
behandlingsformer, og en forkert behandling kan give skadelige
virkninger. Derfor er det efter forslagsstillernes opfattelse
vigtigt at give patienter adgang til komplementær behandling,
hvor de kan få rådgivning hos fagfolk og få
udarbejdet et individuelt og helhedsorienteret
behandlingsforløb.
I Alternativet mener vi, at de lokale
sundhedshuse er et godt sted at forankre den helhedsorienterede
indsats med inddragelse af de komplementære
behandlingsformer.
For at understøtte større
inddragelse af komplementære behandlingsformer i de lokale
sundhedshuse ønsker Alternativet, at regeringen opretter et
rådgivningsteam, der kan rykke ud til de enkelte sundhedshuse
og -centre i kommunerne. Teamet kan eksempelvis modelleres efter
initiativet fra skolereformen med det nationale
læringskonsulentkorps, der har til opgave at opsøge og
understøtte lokalt. Således kan det opsøgende
team f.eks. rådgive og give vejledning og støtte i
forbindelse med etablering af komplementære behandlingsformer
med det formål at skabe helhedsorienterede
patientforløb.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Schnoor
(ALT):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
oprettelse af rådgivningsteam og understøttelse af
komplementære behandlings- og sundhedshuse.
(Beslutningsforslag nr. B 125)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.